Badminton med psykisk syge!

Tilbage på arbejdet efter mere end 3 ugers ferie.

Tilbage i Eskilstrup-hallen med 3 beboere til 50 minutters spil.

Den 14. juni 2024 skrev jeg dette…..

“Vi startede dengang i en traditionel skolehal i Kraghave med én bane, ribber, gymnastikredskaber i loftet og glas hele vejen rundt…..

Badminton med de psykisk syge i Eskilstrup Hallen.

Vi spillede 45 minutter. Engelsk double.

Dagens spillemæssige kvalitet var ikke i toppen. Men det gør mindre.

Det væsentligste er, at vi kom afsted, fik snakket, grint, drillet, kom væk fra inaktiviteten og computeren og ik mindst, kortvarigt, fik pulsen op.

Det er længe siden jeg har været med pga ændringer i vagtplan og andre aktiviteter på badmintondagene.

På mandag gør vi det igen, i Den Store Hal i Vordingborg.

To gange ugentligt, nu på år 7!

Vi startede dengang i en traditionel skolehal i Kraghave med én bane, ribber, gymnastikredskaber i loftet og glas hele vejen rundt…..

Der er én beboer, det stadig er med fra dengang. De øvrige er flyttet fra dette meget skærmede tilbud til egen bolig med meget mindre hjælp.

Ofte bor personen i dette tilbud 5-10 år, før skuden så at sige er blevet vendt og er blevet så stabil i sin nye retning, at en udflytning er mulig.

Den lille skole, der fungerede som sprogskole, blev solgt og vi flyttede til Vordingborg, hvor jeg bookede en bane i 90 minutter to gange i ugen.

Vi spiller med plasticbolde. Jeg synes faktisk, det er sjovt med denne bold. Flugten er naturligvis helt anderledes og al krøl på net er nyttesløst. Den er superhurtigt – og ja, bare et sjovt alternativ.

Det er vigtig bevægelse, især for denne gruppe af borgere, som qua deres diagnose ofte er præget af initiativløshed og inaktivitet. 

Dette fører ofte til overvægt, nogle gange også som yderst uheldig bivirkning af stærk psykofarmaka, og en meget stillesiddende hverdag, hvor pulsen sjældent kommer højt op, hvilket ikke er befordrende for sundheden. 

Vi gør ret meget for at holde dem aktive. 

De to beboere tager på arbejde tre gange ugentligt af ca 3 timers varighed i beskyttede omgivelser, og den ene er til fitness herudover med en tredje beboer to gange ugentligt. Og så er der selvfølgelig også deltagelse i indkøb, madlavning og normale opgaver som egen tøjvask, rengøring af eget værelse etc. 

Men hverken det psykiske eller fysiske overskud tillader en normal aktiv hverdag og tilværelse. Vi skal som personale altid balancere mellem at tilskynde, nogle gange også udfordre og opfordre til aktivitet, og tid til ro og tilbagetrækning fra sociale. 

Hver person behandles individuelt og har sine egne balancer mellem det aktive og sociale på den ene side og roen og tilbagetrækning til eget værelse på den anden side. 

Badminton er den aktivitet, vi har holdt fast i længst. I de bedste stunder er vi 4 nuværende beboere og en tidligere, og nogle gange aflyses det, når stemmerne og hallucinationerne er for dominerende – det sker dog sjældent, altså aflysningerne. 

Der er tale om helt eller delvist kroniske tilstande, hvor de nærmest dagligt er påvirket af symptomer.  

Men når vi står på badmintonbanen, så er det min oplevelse, at de kun ser bolden og lidt glemmer alt det andet. Og så har vi det sjovt – sammen!, sveder, griner, råber – og klæder om sammen. Mit mål er at få dem med ind under bruserne, men dertil er kun jeg nået! Endnu! 

Håbet (og målet) har jeg med mig hver gang! 

Badmintonbladet 💚❤️ Per Damkjær Juhl