![]()
Bo Jensen, i en kommentar den 27. juli 2025 på Badmintonbladet til indlægget fra Claus Rosenby Mortensen (formand for Badminton Lolland-Falster), der følger efter opråbet fra Fredrik Seistrup (Kolding Badminton Klub)
Se indlægget fra CRM, hvori opråbet fra FS også kan læses ⤵️🆗🆓…..
——————————————————- 🇩🇰‼️—
Bo Jensen:
“Det er et komplekst spørgsmål, du stiller Fredrik Seistrup.
Et samlet formål, en strategi og vision for hele konkurrencestrukturen i ungdomsregi i BD, er noget jeg har efterlyst i efterhånden mange år.
Ikke kun i de mere end syv år, hvor jeg sad med til samtlige bestyrelsesmøder (med taleret, ikke stemmeret) i BD, men også i de mange år, hvor jeg var dybt involveret i ungdomsbadminton i først Værløse, sidenhen Lillerød.
Frem til 2014 var det alene de enkelte kredse, som fastlagde rammerne for ikke mindst ungdomsholdturneringen, efterfølgende er specifikt holdturneringen blevet en del af det samlede Bredde & Udviklingssamarbejde mellem BD og DGI, hvor kredse og landsdele koordinerer og samarbejder om opgaven.
Individuelle turneringer ligger formelt i regi af Konkurrence, som administreres af BD men, hvor der samarbejdes med DGI om bl.a. reglementer, sæsonplan og ikke mindst IT-platform og -system. Endelig varetager BD alene alle spørgsmål ift. Elite- & talentudvikling, hvor der bl.a. er udarbejdet en ny strategi for perioden 2025 – 28. En strategi med mange gode intentioner men, hvor der i min optik fortsat er for snævret fokus på et meget begrænset antal klubber og spillere.
Skåret ind til benet, så er der rigtig mange stakeholderes, som alle skal høres og involveres, hvis der skal formuleres en samlet vision m.m.
Personligt så jeg meget gerne, at BD’s hovedbestyrelse begyndte at leve op til deres egen vision om at involvere klubberne og de mange kompetente folk med indsigt og viden om specifikt ungdomsområdet, så der netop kunne komme en bred dialog om, hvordan vi adresserer nogle af de nuværende problemer, som den eksisterende struktur indeholder.
Det er kendt viden, at vi mister utroligt mange spillere i U15 – 19 (et område jeg nu forsøger at sætte en række initiativer i gang i regi af Badminton Sjælland for at ændre på), at vi har store udfordringer med at tiltrække og fastholde piger generelt, at vi ser klubber opgive at stille hold i ungdomsholdturneringen, at der i mange individuelle turneringer er tyndt besatte rækker, at alt for mange trænerkurser aflyses grundet manglende deltagelse, at vi har alt for få kvindelige ungdomstrænere etc.
At starte en dialog er ikke gjort med et spørgeskema fremsendt til klubbens postmodtager, det kræver en helt anderledes tilgang og strategi – men det er en helt anden snak. Hvis jeg skal give et kort (helt personligt) bud på, hvad der kunne gøre en forskel, så er det som sagt at starte med at tage ungdomsholdturneringen ud af ranglisten. Ungdomsholdturneringen skal først og fremmest handle om at give klubberne mangfoldige muligheder for at tilbyde flest mulige af deres ungdomsspillere et holdturneringstilbud. Hvor fællesskabet, det sociale aspekt ved, at vi i samlet flok tager af sted og kæmper sammen, for hinanden, “tager en for holdet”, griner og har det sjovt sammen og slutter af med hygge, kampråb, fællessang og ”kage”, er det alt afgørende. Det skal ikke handle om point, retfærdighed eller super jævnbyrdige kampe. Selv i eliterækken er der voldsom forskel på top 5 og dem, som lige er rykket op.
Dernæst kræver det en ændring af hele mentaliteten i vores tilgang til ungdomsbadminton.
Vi taler meget om elite og bredde, men ærlig talt så bør hele elitetankegangen i ungdomsregi (som minimum til og med U15) afskaffes. Vi er først og fremmest badmintonspillere, fordi vi synes, det er sjovt, fordi vi gerne vi være sammen med vores venner, vi vil også gerne udvikle os og dygtiggøre os, men det skal først og fremmest handle om sjov, leg, præstations- og udviklingsmål – og i langt mindre grad om resultatmål.
Det betyder ikke, at vi ikke skal give muligheder for de bedste ift at forfølge deres drøm om at blive måske én af verdens bedste badmintonspillere, pointen er bare, at det er så få, der har en reel chance for at udleve den drøm, at vi bør have et langt større og samlet fokus på bredden, som i min optik er de 90 % af en årgang, som ikke er inkluderet i et talentudviklingstilbud fra BD.
Hvis ovenstående er udgangspunktet, så bliver det også meget nemmere at tilrette hele konkurrencestrukturen i ungdomsregi, så den netop understøtter denne vision og først og fremmest sikrer, at flest mulige ungdomsspillere forbliver aktive i deres klubber, deltager i holdturneringen, deltager i relevante individuelle turneringer samt lettere transitionen fra ungdom til senior, hvorved en del af det nuværende frafald mindskes.
Men hov, siger jeg dermed at ranglisten skal nedlægges.
Nej, en dynamisk rangliste (hvor man også kan rykke ned, hvis man ikke udvikler sig) er fortsat nødvendig for at sikre størst mulig jævnbyrdighed i de pointgivende individuelle turneringer, men vi skal nødvendigvis også se på, at man også kan deltage i konkurrenceaktiviteter, hvor vi konkurrerer og spiller badminton på helt andre måder end, hvad der traditionelt har været tilfældet. Beklager indlægget blev lidt langt, men det er er et område, som jeg har stor passion for (og erfaring med)”
——————————————————- 🇩🇰‼️—
Fredrik Seistrup:
“…..herligt indlæg hvor den sociale dimension bl.a. fremhæves – en dimension der er vigtig for både drenge og piger (måske let overset), og særligt for pigerne helt fra U9-U17. I forlængelse af din glimrende kommentar Bo, synes jeg man bør spørge helt grundlæggende til, have en dialog om, hvilket formål ungdomsturneringen skal have og i samme ombæring hvilke mål har Badminton Danmark for ungdomsturneringssystemet?
Et er at have nogle konkurrence/elitemål. Men kunne man sætte kompetencemål, kvantitative (antal hold), kvalitative (hvor sjovt er det for børnene, og hvordan trives børn og unge I turneringen).
Man kunne vove sig og spørge, hvad der er det sjoveste – at spille alm. Kampe til 21, eller måske noget andet???
Ovenstående refleksioner er egne og er ikke udtryk for nogen klubholdning!”
——————————————————- 🇩🇰‼️—
Bo Jensens svar….
“Det eneste rigtige er at tage hele ungdomsholdturneringen ud af ranglisten, så det kun er de individuelle turneringer, der er pointgivenden. Dermed kan alle pointgrænser ift. ungdomsholdturneringen fjernes helt.
At spille ungdomsholdkampe handler langtfra om jævnbyrdige kampe, om størst muligt “retfærdighed”. Det handler langt mere om socialt fællesskab i en klubhold kontekst, hvor vi i en individuel sport sætter fællesskabet over det individuelle.
Som det er nu, er alt for mange især mindre klubber begrænset i deres muligheder for at tilbyde deres ungdomsspillere deltagelse i holdturneringen.
At undtage ungdomsholdturneringen fra ranglisten vil kun have yderst begrænset effekt, som let kan reguleres via algoritmen, men fordelene vil være signifikant meget større ikke mindst ift. at få flere ungdomsspillere med i holdturneringen – bekræfter kilder i BD.”
——————————————————- 🇩🇰‼️—

BadmintonBladet flest nyheder om badminton













