![]()
“Så har BD fået ny formand med smallest mulige mandat – et stort tillykke til Michael Locht.
I klubberne er vi spændte på at se, om han vil noget, eller ”falder til patten” og kører BD videre som hidtil. Resten af bestyrelsen er jo den samme, så man kan have sin tvivl.
Det store polemiske spørgsmål for klubberne er: Udover driften af DH-turneringen og Brøndbytræningen – hvad gør BD så for os i medlemsklubberne, for at vi udvikler os og sikrer sportens fremtid?
Svaret er vel for de fleste klubber et stort og rungende ”intet” ?!
Det eneste man kan finde om BDs arbejde er uforpligtende hensigtserklæringer om mission og visioner. Hvis man ønsker indsigt i strategier, eksekvering og udvikling, må man gå i blinde.
Man skal være mere end almindelig dygtig for at søge noget frem om disse, da det ikke ligger på BDs hjemmeside.
Den eneste strategiske information, jeg som klubleder har fået gennem de sidste 3 år, er en mail fra hovedbestyrelsen om balladen om formandsvalget i år. Tankevækkende, at det åbenbart kun er fordelingen af taburetter, der er af så stor vigtighed, at man kommunikerer om det.
Selvfølgelig er der mål, strategier, evalueringer osv. – vi ved det bare ikke !
Derfor var formandsvalget også et valg i blinde. Vi ved INTET om, hvad bestyrelse eller formand vil med dansk badminton, hvordan man vil komme derhen, eller om det lykkes?
For mig at se, er der en række påtrængende spørgsmål, bestyrelsen skal tage stilling til og kommunikere om, og som efter min mening er definerende for sportens og klubbernes fremtid:
1. Hvordan ønsker man, I SAMARBEJDE MED ALLE KREDSENE, at hjælpe klubberne ift. deres talentudvikling under eliteniveau, så vi kan få bæredygtige klubber udenfor hovedskabsområdet, så de unge seniorspillere fortsat kan deltage i en varieret og stærk holdturnering i egen klub og ikke på Greves 8.hold.
En stærk klubkultur er rygraden i sporten.
På Vestsjælland er 75% af seniorholdene nedlagt de sidste 20 år ! BDs træningscentre en gjort endnu smallere, og de ligger så spredt, at mange spillerne vælger det fra pga. afstand ! Hvis der ikke er relevante miljøer, trænings- og turneringsmuligheder i kredsen, stopper de unge spillere, når de når seniorårene.
2. Hvordan forbedres kommunikationen, så vi som medlemsklubber får reel indsigt i BDs retning samt formandens og bestyrelsesmedlemmernes holdninger?
Færre end 10% af klubberne er repræsenteret til repræsentantskabsmødet !
3. Hvornår fjernes begrebet ”motion” , så vi ikke skal vælge det ene eller det andet for at sætte hold – det giver meget uhomogene turneringer på de lavere niveauer, og gør det sværere at lave gode puljer, da der er for få hold. I fodbold har man blot serie 4-6 også, hvor man så spiller de spillere, man har – det har fungeret i 100 år. Jeg er med på, at DGI vil have monopol på motionsbegrebet, men fjern det nu og styrk holdturneringen, så det kunstige skel mellem senior og motion også fjernes i klubberne. Det er ikke strukturelle barrierer, der skal afgøre, om man kan spille eller ej.
I dag har vi intet holdtilbud til unge, som ikke har niveau til serie 3 og op, og alt for mange dygtige spillere rykkes ned i motion, fordi de ikke længere kan stille 6+4 hold.!
4. Hvordan skabes der en fleksibel Brøndbytræning, så vi ikke taber de bedste talenter grundet ”ond size fitts all”?
Tiden er løbet fra at give unge talenter og mennesker valget mellem ”my way” or ”the highway”, de skal fortsat dedikere sig 100%, men der er mange veje til succes. De allerstørste talenter skal selvfølgelig kunne spille i seniorrækken, hvis der ikke er et passende tilbud til dem i ungdsomsregi – uanset om de er U17 eller ej.
5. Hvordan begrænser man ”købespillere” i DH, og bør der være begrænsnings på udenlandske spillere?
Helt ned i bunden af DH-turneringen betales spillere for at spille og de mange udenlandske gæstespillere blokerer for at klubbens egne spillere (som bidrager til træningen og kulturen) kan komme på hold !
Der er nok at tage fat på, og vi er mange engagerede badmintonelskere ude i klubberne, som gerne vil bidrage til løsningerne, men det kræver, at BD involverer os, og som et minimum informerer os om, hvad der foregår i hovedbestyrelsen og hos formanden.
Måske kunne forestille sig, at bestyrelsen udvides til også at have en klubudviklingsansvarlig.
Det skal være et fælles projekt for sportens og klubbernes skyld – så Michael, vi venter spændt på at se, hvad der kommer fra dig og bestyrelsen i vores retning.”
BadmintonBladet flest nyheder om badminton

















