HOLDKAMPE …..dengang i 80’erne!

Formand Tore åbnede onsdag med at tale om holdturneringen i “de gamle dage”. 

▪️▪️▪️▪️▪️▪️▪️▪️▪️▪️▪️▪️▪️▪️🇩🇰🏸⭐️▪️▪️▪️

Læs hans indlæg nederst.

▪️▪️▪️▪️▪️▪️▪️▪️▪️▪️▪️▪️▪️▪️🇩🇰🏸⭐️▪️▪️▪️

Her er nogle minder fra mine 80’ere

Vi kom for sent til fester, konfirmationer, middagsaftaler, svigermors fødselsdag. Til alt. Sådan var det bare. Holdkampe gik forud for alt. ALT. 

Vi spillede til 11 og 15 point. Og for at score point, skulle man først vinde serven. Med to server i doublen. Et ejendommeligt system. Forklar lige de unge det i dag! Der blev næsten kun servet høj og lang serv i singlerne. 

Vi spillede uden pauser midt i sættet. Vi klarede det meste selv på banen. Også det med stregerne. Det gik ikke altid godt. Jeg har nogle gange været tæt på at få en på hovedet. 

Vi jublede ikke ved modstanders fejl. Vi jublede ikke med knyttet næve ved vundne point. Vi sagde ikke “hu” eller “shååååwww” mellem duellerne. Vi klappede ikke hænder med doublemakkeren hele tiden og mellem hver duel. 

Alle klædte om før og gik i bad efter kampen i omklædningsrummet. 

Jeg havde min faste plads i omklædningsrummet de sidste 6-7 år i den gamle hal fra 1937 i Kolding. De unge blev bedt om at flytte sig, hvis de ved en fejl havde taget min plads. Sådan var hierarkiet. Man så op til og respekterede de ældre. 

Der var ældre spillere på holdet, men dog langt fra så gamle som dem i dag. Som jeg husker det, var vi bare meget yngre. 

Kun få af os havde børn derhjemme. Jeg husker ikke små (ble)børn i hallen. Men masser af unge spillere, der så på. 

Sprungne opstrengninger blev repareret. Nogle gange af os selv efter kampen. Jeg havde 2-3 ketchere. 

Boldrørerne blev dampet over kogende vand. 

Holdleder Johanne Nierhoff røg cigarutter, mørke og stærkt osende cigaretter, i dommerburet, som var bygget på hallen udefra og vist nok et tidligere ishus. Røgen sprang os i møde, når vi hentede en ny bold. Det er ikke løgn. Det var helt normalt. Hun var med til alle kampe. Både hjemme og ude. 

Bluserne var af bomuld, shortsene var korte og stramme og Jørgens strømper var strikket af mor. Og han havde dem altid på og var fuldstændig ligeglad med andres kommentarer. 

Taskerne var firkantede. Ligesom de er nu.

Shampoen havde æbleduft. 

Skoene var fra Patrick. Morten Frost udgaven. 

Jeg havde elastik bag om hovedet og påhæftet de tunge briller, for at holde dem på næsen. 

Vi havde da slet ikke vores eget navn på ryggen. 

Vores hal blev kaldt “Jordhulen” af alle dem øst for Storebælt – de såkaldt “smarte”. Vi var ligeglade. 

Bagefter mødtes begge hold i cafeteriet. Alle klubber havde et cafeteria, der var åbent meget af dagen. 

Vi spiste sammen bagefter. Ved ét langt bord. Efter holdkampen. Gratis. Klubben betalte. Talte sammen bagefter. Drak sammen. Nogle gange af mærkelige og frem for alt store glas, i Kolding med 6 sugerør ned i, og vi havde ølkonkurrencer, der fortsatte og fortsatte. 

Der blev holdt taler af de to holdledere. Vi rejste os bagefter som hold og råbte et kampråb eller sang vores klub-hymne. 

Vi festede i klublokalet. Eller i byen. Og kom slæbende hjem midt om natten eller tidlig morgen med tasken fyldt med vådt tøj. Og lå herefter brak. 

Vi rejste langt. Fra tidlig morgen til sen aften. Eller tidlig morgen. Vi rejste med tog. Nogle gange med fly ved holdkampe på Bornholm. Bornholmerne var festlige. Vi tog midnatsfærgen tilbage til København og morgentoget tilbage til Kolding. Vi rejste sjældent med bil. Fordi forbundet hvis nok gav tilskud til offentlig transport. 

Når vi rejste med tog, blev der i den ene kupé spillet kort. Begge veje. Vi havde reserveret to kupéer, hver med 6 pladser, men ofte pressede vi os næsten alle sammen på hjemturen i én. 

Vi fik kaffe og medbragt brød på færgen. Færgen? Ja mellem Nyborg og Korsør. Næh, Knudshoved og Halskov. Nogle gange kørte toget direkte ombord på færgen. Man måtte forøvrigt kun bruge toilettet mellem togstationerne. “Affaldet” blev nemlig hældt direkte ud på skinnerne. Det er ikke løgn. 

Generelt var vi nok mere ufornuftige, drikfældige, bekymringsfrie, udstyrsamatører, rygende, uvidende…..listen er lang. 

Det ville aldrig gå i dag. Hvad tænkte vi dog på dengang? Nok ik’ så meget. Det var jo normalt. 

Dengang var holdkampe rigtig sjove og meget omfattende. 

Per Damkjær Juhl

Tidligere klubber (ca antal år):
Kolding (20 år), Viby J (2 år), Smash Frederiksberg (6 år), Red Star Mulhouse (10 år, samtidig med danske klubber), Næstved (1 år), Vordingborg (6 år), Værløse (2 år), Vordingborg (10 år)

•••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••🏸🇩🇰•••••••

Tore Vilhelmsen, Formand, Badminton Danmark :

https://www.facebook.com/348565743036500/posts/395529038340170/?d=n

Debattid: Fællesspisningen der blev spist op

Når jeg tænker ca. 15 år tilbage og tænker på, hvordan det var at spille seniorholdkampe, sidder jeg med en meget klar fornemmelse af, at det var noget helt andet, end tilfældet er i dag, når der skulle spilles seniorholdkampe.

Forskellen er ikke så meget i forhold til spillet, det minder meget om hinanden, måske marginalt hurtigere i dag, men mere i forhold til alt det, der indrammer en holdkamp. Hele optakten, hele turen (frem og tilbage) og selve holdkampen. Og fællesspisningen(!) med modstanderholdet og talerne. Og dem som ikke har prøvet dette; så spiste man faktisk sammen og én fra hvert hold holdte en tale.

Jeg mindes mine ture med OBK rundt i hele landet. En hel lørdag blev brugt. Jeg glædede mig helt vildt til at skulle spille holdkampe. Ikke kun til kampen. Men alt der havde med holdkampen at gøre. Det var ikke noget, som bare skulle overstås. Det var en oplevelse at være afsted. En hel lørdag fløj afsted. Jeg bilder faktisk mig selv ind, at meget af det, som jeg har med i min rygsæk i dag, og som har gjort mig til den jeg er, det stammer blandt andet fra alle disse oplevelser med mine holdkammerater og modstandere.

Ærligt, så har jeg ikke været så turneringsaktiv de sidste par sæsoner. Men jeg er stadig meget i hallerne. Jeg taler dagligt med kammerater, som stadig spiller og som er trænere. Og det er ikke det samme mere, siger de også til mig.

Nok meget normalt, at der sker en udvikling. Det sker alle steder. Men er jeg den eneste, der savner en masse fra de gode holdkampsdage? Måske jeg selv kom i gang med holdkampe igen, hvis det handlede om mere end “bare” kampene.

Hvordan får vi noget af dette tilbage igen? Og her er det for nemt bare at råbe rangliste. Den køber jeg ikke. Ikke i forhold til det, som jeg savner og efterlyser.

Men hvad tænker folk?🤷🏻‍♂️

Glæder mig til at høre nogle gode tanker. Og også gerne historier fra dengang🙏

Læs også

DANISH WOMEN’S SINGLES. GREATEST OF ALL TIME NO 1 – 10

Heine True Egebjerg har denne kommentar til “Danish Men’s Single. Greatest of All Time No …

3 Kommentarer

  1. jørgen herlevsen

    godt skrevet

  2. Per Damkjær Juhl

    Jørgen > TAK!🙏🏻 / Badmintonbladet.dk Per Damkjær Juhl

  3. Allan Kristiansen

    kan genkende rigtig meget at det du skriver – Per – synes at en del af totaloplevelsen omkring holdkampene er forsvundet, hvilket jeg har funderet en del over – tænker at en del af årsagen er at spillerne i dag træner langt mere end tidligere og derved allerede bruger mange timer i hallerne (læs: træning), hvorved spisning etc. ville tilføre endnu flere timer (blot et gæt). Ud over det er der naturligvis også et økonomisk element. Heldigvis holder vi disse gode traditioner i hævd i veteran holdkampene i sjællandskredsen, hvor der er mad og taler efter kampene, hvilket giver en god afslutning på kampene og samtidig er hyggeligt med opdateringer og hilse på gamle venner, da man jo ofte spiller mod de samme hold – år efter år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.