![]()
De danske tilskuere ankom til Tokyo Metropolitan Gymnasium kl 11.30, hvor vi nåede at se kampen mellem Shi Yu Qi, den nye favorit efter at seedet 1 (Vitidsarn) og 2 (Antonsen) tabte i første runde, og Ng Ka Long Angus.

Vores japanske ven Suda hjalp mig med at finde medie indgangen, som lå på bagsiden af denne kæmpe hal. Uden ham havde jeg aldrig fundet derhen.
Her var der dog ikke nogen medie akkreditation til Badmintonbladet. Gudskelov havde jeg et par mails og fotos, der kunne dokumentere min ansøgning og deres modtagelse af min ansøgning, hvorpå de hurtigt udfærdigede en akkreditering og jeg fik adgang til presserummet, med et hurtigt overblik som eneste europæer, mixed zone og pladser i hallen.
I mellemtiden havde SYQ vundet første sæt.
Der er stille i hallen, bortset fra en større gruppe kinesere, der hepper intenst og højlydt på herredoublen Liang/Wang, der møder inderne Rankireddy/Shetty.
Det japanske publikum hører man ikke så meget til, men der er lige nu heller ingen af deres spillere på de 3 baner.
Mine danske venner har fået plads helt nede i niveau med banerne, mellem midterste bane, tv-banen, og omtalte herredouble. De sidder på række 3, 4 og 5, ret synlige med Evas hjemmehæklede bøllehatte, selvfølgelig i rød/hvide farver med flag og vores fornavne. “Klapperne” har de ikke brugt…..endnu! Heller ikke de to store dannebrogsflag.

På tv kan man selvfølgelig tydeligt høre spillernes slag, altså berøring af bolden, hvorimod lyden i denne store hal er meget afdæmpet. Men den manglende lyd kompenseres fuldt ud af en bedre fornemmelse af spillets hastighed, især når de spiller fladt.
SYQ – NKLA er ude i tredje sæt. Shi hænger med hovedet.
An Se Young vandt over sin landskvinde Kim 22-20/21-12.

NKLA førte frem til 16-14 i tredje sæt, hvorfra SYQ tog 7 point i træk og vandt kampen 21-16/18-21/21-16 efter 67 minutter. SYQ er svær at aflæse. Han hænger ofte lidt med hovedet….som om han helst ville være et andet sted. Men han mestrer kunsten at stramme grebet, når det er nødvendigt. Det gør toppen.

Inden SYQ kom hen i mixed zone til interview fik jeg et kort blik af Alex Lanier, før han skulle i gang, og et håndtryk med den ene træner, danske Jeppe Ludvigsen. Jeg fik i 2011 et sæt double med ham som makker i Værløse. Dengang var han ikke så gammel…..det var jeg 😉
Frankrig havde to herresingler med i anden runde. Danmark fik ikke nogen videre….
Lanier førte 14-12 i første sæt mod Farhan, lod en bold gå på baglinjen der var god, og fik ikke flere point og tabte sættet 14-21 på få minutter. Badminton i en nøddeskal. Det kan vende så hurtigt. Hvad var der mon sket, hvis Lanier ikke havde taget en “håber” og i stedet vundet pointet? Var Farhan så blevet tromlet ned? Man må aldrig slippe grebet! Aldrig.
Samtidig var Naraoka i gang mod Sen. Så vågnede publikum op og både råbte og klappede! 21-19/21-11 til japaneren.
Lanier vinder 14-21/21-15/21-18 efter 72 minutter efter at have ført 17-9, 17-15 og 20-16 i tredje sæt. Bagefter i mixed zonen sagde han at han svært ved at finde baglinjen.

Badmintonbladet 🇯🇵🇩🇰 PDJ

BadmintonBladet flest nyheder om badminton















