Mit budskab er simpelt! Tag af sted. Find en hal. Spil badminton med de lokale. Åbn dit hjerte. Vis det bedste fra den danske kultur. 

Tilbage i Mulhouse.

Byen hvor mit franske eventyr tog sin begyndelse i efteråret 1997. Det var her, jeg for alvor trådte ind i en verden, jeg ikke havde forestillet mig ville komme til at præge mit liv så dybt. 

Som aktiv spiller i Red Star Mulhouse varede det formelle engagement frem til omkring 2010, men venskabet med klubbens daværende præsident – Christophe – har overlevet tiden. Det har udviklet sig til noget mere end blot et minde fra ungdommens år. Det er blevet en forankring. En dyb forbindelse.

Jeg tog dengang med min daværende kæreste, som skulle studere et semester frem til jul 1997 på det lokale universitet og påbegynde sit speciale i fransk grammatik. Jeg var med som følgeskab – ikke med nogen særlig plan, andet end at være til stede for hende.

Vi ankom med bus, fire store kufferter og ingen klar idé om, hvor vi skulle bo. Vi gik på gaderne samme dag og fandt – lidt mirakuløst – en møbleret lejlighed midt i byen indenfor et døgn.

Efter en lille uges tid søgte jeg ud mod det lokale sportskompleks i håbet om at finde nogen at spille badminton med. Det skulle vise sig at blive starten på noget langt større, end jeg havde forestillet mig. Turneringerne fyldte snart næsten hver eneste weekend, og med dem kom venskaber, forbindelser, og en ny forståelse for den franske kultur – set gennem sportens særlige prisme.

I sommeren 1998 tog vi beslutningen om at vende tilbage til Mulhouse for at bygge en tilværelse op. Men livet ville det anderledes. En uplanlagt graviditet og behovet for tryghed sendte os tilbage til Danmark – først min gravide samlever i januar, og siden mig selv i marts 1999.

Men forbindelsen var skabt. I de efterfølgende ti år spillede jeg holdkampe for Red Star Mulhouse. Jeg rejste til Frankrig flere gange hver sæson – fra Roubaix i nord til Aix-en-Provence i syd. Og da børnene kom til, tog jeg dem ofte med, først datteren, den førstefødte, og dernæst sønnen fra 2001, så min samlever ikke skulle stå alene derhjemme, mens jeg levede videre i det, der stadig føltes som et andet hjem – midt i fransk kultur og den sport, der havde givet mig så meget.

Nu er jeg her igen – på et kort weekendbesøg i det hjem, jeg første gang trådte ind i tilbage i efteråret 1997. Der er noget vemodigt over det. Ikke alt er, som det var – men noget lever stadig. Varmen. Minderne. Venskabet.

Christophe har i mellemtiden levet flere liv – bl.a. nogle år på den franske ø Réunion i det Indiske Ocean, hvor jeg også har besøgt ham to gange, i 2015 og 2017 – med hver enkelt af mine to sønner. Selv dér spillede jeg badminton, i tropevarmen.

Mulhouse har også haft besøg af unge danske spillere fra Team Storstrøm, et træningsfællesskab jeg stod i spidsen for mellem 2016 og 2022. Vi trænede bl.a. mod Arnaud Merkle – en ung spiller, som allerede som ganske lille besøgte Danmark i 00erne ad flere omgange, sammen med andre fra Mulhouse-egnen, i Kolding, København og Vordingborg, på træningslejre som Christophe og jeg arrangerede. 

Alt dette begyndte med en rejse uden mål. En beslutning om blot at følges med én, man holdt af. Og alligevel: Det blev en begyndelse på noget, der har strakt sig over årtier.

Så mit budskab til jer, der står i begyndelsen af noget, måske uden at vide det: Tag ud i verden. Mød mennesker gennem det, I elsker – gennem sporten, kulturen, samtalerne. Som dansker har du noget med dig, som åbner døre. Vis hvem du er. Vær åben.

Måske bliver du hængende. Måske får du venner for livet. Måske mister du noget undervejs. Men én ting er sikkert: Du vil komme hjem med oplevelser, du aldrig glemmer.

Link til tidligere indlæg om Frankrig

Badminton-eventyret i Frankrig!

Tilbage i den lille hal i mit andet hjemland – Frankrig!

Badmintonbladet  🇫🇷♥️🇩🇰 Per Damkjær Juhl