![]()
Sjælland får fra august 2026 et nyt badmintonakademi for ambitiøse unge spillere. Bag initiativet står to erfarne badmintonprofiler, der først og fremmest ønsker at give noget tilbage til sporten.
Efter mange år i dansk badminton har Gert Sørensen og Jan Nielsen besluttet at skabe et nyt træningsmiljø for unge spillere med ambitioner. Resultatet er Next Level Badminton Akademi, som åbner dørene i august 2026.
Men ambitionen handler ikke om økonomisk gevinst.
Akademiet er etableret som et non-profit projekt, hvor formålet er at styrke udviklingen af unge spillere og skabe et stærkt træningsmiljø for dem, der vil mere med deres badminton.
“Badminton har været en kæmpe del af vores liv i mange år. Vi har begge fået utrolig meget ud af sporten – både menneskeligt og sportsligt. Derfor vil vi gerne give noget tilbage,” siger Gert Sørensen, der er en af initiativtagerne bag akademiet.
Et akademi skabt af erfaring fra sporten
Gert Sørensen har gennem en del år været tæt på badmintonmiljøet – blandt andet som far til to spillere samt ungdoms udvalgsarbejde.
Han har set på nært hold, hvor stor betydning det rigtige træningsmiljø kan have for unge spillere.
“Som forælder oplever man hurtigt, hvor vigtigt det er med et miljø, hvor unge kan udvikle sig sammen med andre, der har samme ambitioner. Det er den type miljø, vi gerne vil skabe,” siger han.
Med i projektet er Jan Nielsen, der har mange års erfaring som både træner og tidligere elitespiller.
Han ser akademiet som en mulighed for at kombinere erfaring fra eliten med et stærkt fokus på udvikling af unge mennesker.
“Jeg har været i badminton i over 40 år og har set mange forskellige træningsmiljøer. Det vigtigste er at skabe en kultur, hvor spillerne både bliver udfordret og støttet,” siger Jan Nielsen.
Fokus på udvikling – både på og uden for banen
Next Level Badminton Akademi vil tilbyde målrettet træning til unge spillere i dagtimerne, hvor fokus er på teknisk, taktisk, fysisk og mental udvikling.
Men ambitionen rækker længere end blot at skabe dygtige badmintonspillere.
“Vi vil udvikle hele mennesker,” forklarer Jan Nielsen.
“Badminton handler ikke kun om slag og resultater. Det handler også om disciplin, samarbejde, mental styrke og glæden ved sporten.”
Derfor vil akademiet også arbejde med blandt andet mental coaching, fysisk træning og kostvejledning, så spillerne får de bedste forudsætninger for at udvikle deres potentiale.
Et stærkt supplement til klubberne
Akademiet er ikke tænkt som en erstatning for klubberne – tværtimod.
Spillerne vil fortsat kunne være en del af deres egen klub og spille på klubhold, samtidig med at de træner på akademiet i dagtimerne.
“Klubberne er fundamentet i dansk badminton. Vores mål er at supplere det arbejde, der allerede bliver gjort rundt omkring i klubberne,” siger Gert Sørensen.
Samarbejde og støtte er afgørende
Som non-profit initiativ er samarbejde med sponsorer og partnere en vigtig del af projektet.
Initiativtagerne håber derfor, at virksomheder og samarbejdspartnere vil være med til at støtte udviklingen af unge spillere.
“Vi håber, at virksomheder og samarbejdspartnere kan se værdien i at støtte et projekt, der investerer i unge mennesker, sport og fællesskab,” siger Gert Sørensen.
“Det handler i sidste ende om at skabe gode rammer for næste generation af badmintonspillere.”
En investering i fremtidens badminton
Med åbningen af Next Level Badminton Akademi ønsker Gert Sørensen og Jan Nielsen at være med til at styrke talentudviklingen i dansk badminton.
“Hvis vi kan være med til at inspirere unge spillere der nødvendigvis ikke behøver at være i toppen af deres årgang, give dem nogle gode år i sporten og måske hjælpe nogle af dem videre i deres badmintonrejse, så har projektet allerede været en succes,” siger Jan Nielsen.
“Det her handler om passion for sporten – og om at give noget tilbage.”
Se mere på www.nextlevelbadminton.dk
BadmintonBladet flest nyheder om badminton

















