![]()
Jeg var forbi Odense, OBK og Jernbanemuseet i går.


Den smukke badmintonhal med den klassiske bue, cafeteria på første sal og relativ små omklædningsrum blev indviet den 25. september 1935!
Hallen fylder 90 år i denne måned!
Der er ikke mange af de rundryggede haller tilbage, bygget i 30’ernes mellemkrigstid, da økonomien i Danmark var presset, og lang tid før tanken om velfærdsstaten var en realitet.
Jeg har mange gange undret mig over det byggeboom af (badminton)haller netop i den tid.
Nogle få står tilbage. Kan de fredes? De er et vigtigt kulturhistorisk element!
Lars Jørgen Andersen supplerer med følgende fakta om OBK hallen….Stor tak ♥️🙏🏻✅🇩🇰
“Det er rigtigt, at Odense Badminton Klub fylder 90 år i denne måned, helt nøjagtigt den 25. Det er også rigtigt, at hallen har ligget samme sted i de 90 år. Bygget af privatmanden Johs. Engel Andreasen og indeholdende hele syv baner. Den hal holdt i lige knap 50 år. I april 1984 konstaterede man utætheder og det, der var værre, i specielt isoleringen, og ved yderligere eftersyn stod det klart, at hallen pludselig kunne kollapse. Hurtigt fik det daværende haludvalg med Svend Aage Sørensen i front taget kontakt til Odense Kommune, hvor sportens rådmand, Søren Møller, omgående opfattede situationens alvor og gjorde “OBK-problemet” til en force majeure situation. Den gamle hal blev revet ned. En ny i samme rundbuestil, men godt en meter bredere og lidt højre, fortsat indeholdende syv baner, stod mod al forventning klar allerede i september 1985, så klubben kunne fejre 50 års jubilæum i nye spillemæssige omgivelser. Den nye hal bygget med rente- og afgiftsfrit lån på en halv million kroner fra Odense Kommune, OBK kastede grundens daværende værdi på kr. 620.000 i projektet og resten finansieret af Nykredit. Indgangsparti og hele stue- og kælderetagen har fortsat samme størrelse som i 1935. Dog er der lagt omkring 100 kvadratmeter til herrernes omklædningsrum, mens hele førstesalen i dag rummer café og klublokaler, hvor etagen fra start indeholdt restaurant, klublokale og en to en halvværelses inspektørbolig.“

Og så genså jeg de togkupeer, som vi tilbragte utallige timer i, tur/retur til holdkampe i 80’erne og 90’erne, dengang jeg repræsenterede Kolding BK i Danmarksserien og puljerne ikke var geografisk opdelt.
En holdkamp i Birkerød varede næsten et helt døgn, inklusiv den obligatoriske bytur ved returnering til Banegården i Kolding. Vi gik på Saxen.

4,5-5 timer tog togturen på tværs af landet. Ud var der gang i kortspillet. Hjemad festede vi, uanset resultatet. Tiden skulle jo gå med noget, vi var unge – veteraner var der ikke mange af på holdene dengang, medlemstallet i Danmark var ca 160-180.000 (i dag ca 95.000), vi havde ikke børn og få havde realkreditlån!
Med andre ord, vi var frie, glade, bekymringsløse og havde en relativ afslappet tilgang til badminton.
Det var en fantastisk tid!
BB • PDJ
♥️🇩🇰✅
BadmintonBladet flest nyheder om badminton

















