Pointgrænser og centralisering er ved at kvæle ungdomsbadmintonen uden for storbyerne

Per Damkjær Juhl 27. juli 2025 481 Views

Af Claus Rosenby Mortensen, formand for Badminton Lolland-Falster

Badminton lever i hele Danmark – men ikke nødvendigvis under de samme vilkår. Som formand for Badminton Lolland-Falster og med tæt kontakt til hverdagen i vores klubber, ser jeg med bekymring på nogle af de strukturelle tiltag, der i øjeblikket implementeres – ikke mindst pointgrænsen i ungdommens holdfællesskaber.

Vi risikerer, at en regel, der skulle styrke retfærdighed, i stedet hæmmer fællesskab, udvikling og deltagelse – særligt i egne, hvor badminton i forvejen kræver stor frivillig indsats for at opretholdes.

En regel med uforholdsmæssigt store konsekvenser

Indførelsen af en fast pointgrænse for holdfællesskaber i ungdomsrækkerne har utilsigtede og alvorlige konsekvenser. I områder som vores er det sjældent muligt at stille fulde hold uden samarbejde på tværs af klubber. Når sådanne samarbejder mødes med stramme loftsgrænser – som ikke gælder for rene klubhold – får vi en skævvridning af turneringssystemet.

Det betyder i praksis:
– At nogle spillere udelukkes fra deres egen aldersgruppe – på trods af evner og træningsindsats
– At fællesskaber, som er nødvendige for at fastholde børn og unge i sporten, svækkes unødigt
– At klubber presses mod strategiske klubskifter for at omgå reglerne – i stedet for at styrke samarbejdet lokalt
– At vi risikerer lavere deltagerantal i de øverste rækker og et fald i sportsligt niveau

Pointgrænsen fremstår som en teknisk løsning på et begrænset problem – men konsekvenserne rammer bredt, især uden for de store klubmiljøer. Det undergraver netop det fællesskab, som ungdomsbadminton bygger på.

Små miljøer med store ambitioner

Vi skal samtidig huske, at mange områder uden for de større byer fortsat rummer stærke badmintonmiljøer med dygtige trænere og engagerede frivillige. Men de arbejder med færre ressourcer og mindre spillergrundlag. Derfor er det afgørende, at de ikke mødes med rigide krav og centraliserede modeller.

Et eksempel: Vi har oplevet, at trænerkurser i vores område må aflyses, fordi deltagerkravet på 10 ikke kan indfries. Det er ikke katastrofalt i sig selv – men det er endnu et tegn på, at vores strukturer ikke tager højde for forskelligheden i klubbernes virkelighed.

Brug visionen – i hele landet

Badminton Danmark har et erklæret mål om at fremme badminton bredt i hele Danmark. Det forudsætter, at vi tænker mere fleksibelt og favnende. Der er behov for en strategi, som understøtter fællesskab frem for at begrænse det – og som gør det muligt for alle områder at være med.

Derfor bør vi:
– Afskaffe eller markant justere pointgrænsen for ungdommens holdfællesskaber
– Indføre mulige dispensationer i områder med lavt spillergrundlag
– Skabe rammer for lokale tiltag – uden at fastlåse dem i standardiserede modeller
– Sikre at piger, unge og små klubber mødes med reelle udviklingstilbud
– Gentænke turneringsstrukturen, så den matcher virkeligheden uden for hovedområderne

Badminton skal kunne lykkes i hele landet

Der er behov for et opgør med forestillingen om, at alle klubber har de samme forudsætninger. Skal badminton være en folkesport i verdensklasse, kræver det, at vi forstår og understøtter bredden – ikke mindst dér, hvor vilkårene er sværest, men viljen er størst.

Det kræver, at vi lytter, justerer og tør tænke i helheder. Udvikling opstår ikke af sig selv – og uden fællesskab risikerer vi, at ungdomsbadmintonen i store dele af landet går i stå. Det har sporten ganske enkelt ikke råd til.