Tanker før og efter en holdkamp….

▪️FØR

Så blev det holdkampdag i den danske holdturnering sæson 2025-2026.

En turnering, der blev indført i 1949, og som er grundstenen, ikke bare i dansk badminton, men i enhver klub. Fra den største til den mindste klub.

Det er derfor…..blandt andet!, at vi træner og mødes, igen og igen. Nogle af os gennem 40-50 år. Uge efter uge.

Alle aldre. Begge køn. På tværs af socio økonomiske parametre og politiske holdninger.

Når spillet er i gang på rektanglen, der måler 13,4 m x 6,10 m , opløses de normale skel.

Bolden, vægt mellem 4,74 g – 5,5 g, skal over nettet, der er 1,55 m ved stolperne og 1,524 m midt på, og ned i gulvet på den anden side.

Dagens holdkamp kl 14.00 i Den Store Hal fra 1951 er mellem Vordingborg1 – Slagelse2.

Jeg er indkaldt som reserve. Som næsten 60 årig. Og håber på en mix med min seneste favoritmakker, 16 årige Mathilde.

Vi kunne være far og datter. Nu er vi bare holdkammerater. I hver sin ende af “karrieren”.

Dengang jeg fik debut på et danmarksseriehold, var jeg 17 år. Det var i Koldings gamle hal bygget i 30erne. Min oplæringsmakker hed Gitte Nierhoff. Yes. Storesøster til legendariske Jens-Peter Nierhoff…..bomberen!

Nu er jeg oplæreren og den, der skal forsøge at give videre! Ligesom i det almindelige liv!

Life goes on………

——————————————————-♥️🇩🇰🙏🏻-

——————————————————-♥️🇩🇰🙏🏻-

▪️EFTER

Badmintonens glæde – og især de her holdkampe, der for udenforstående kan synes aldeles ligegyldige – rummer for mig en helt særlig tilstedeværelse. Den præcise blanding af spænding, adrenalin og en velafprøvet dosis smertestillende skaber en tilstand, der rækker ud over det rent sportslige. Det er en slags lille undtagelsestilstand fra hverdagen.

I mixeddoublen i går, sammen med 16-årige Mathilde mod Slagelse, mærkede jeg det tydeligt: her var jeg ikke den ældre, utrænede spiller, men et menneske helt opslugt af spillet. Først i den efterfølgende herredouble, ved stillingen 16-12 i første sæt, kom virkeligheden tilbage. Motoren var tom. Kroppen huskede mig på alder, træningsunderskud og begrænsning.

Men også det er en del af spillets sandhed – at der er en tid, hvor kræfterne rækker, og en tid, hvor de ikke gør. Og på den baggrund føltes det næsten som et lille mirakel, at vi alligevel stod foran 10-0 i holdkampen. Ikke på trods af afbud og debutanter, men måske netop på grund af dem.

Rammen var næsten for smuk til at være tilfældig: en lyseblå efterårshimmel udenfor, en fugtig og varm hal, tre store hjemmelavede kager, kaffe i stride strømme – og 20 mennesker, der spillede badminton, som gjaldt det livet. Eller rettere: som om spillet i sig selv var livet.

Jeg bemærkede mig selv tale med modstanderne over nettet. Noget, jeg ikke altid har gjort. Måske provokerende for nogen, men for mig et udtryk for ren glæde – ikke kun spilleglæde, men en slags livsglæde. En sjælden forglemmelse af hverdagens støj og bekymringer.

For når fjerbolden – disse fem gram med 16 gåsefjer – flyver gennem luften på rektanglen 13,4 x 6,10 meter, da sker der noget. Jeg glemmer tid, alder, ansvar og livets kortvarighed. Jeg er i det sagnomspundne NU.

Et sted vi alle længes efter at være, blot for et øjeblik. Et fristed fra tyngden i tilværelsen, hvor vi – midt i leg og konkurrence – bliver mindet om, at frihed og mening kan findes i de mest enkle øjeblikke.

BB 🇩🇰♥️🇩🇰 PDJ