Vores Mikrokosmos

Der findes et særligt rum i verden. Det er ikke stort. Det ligger ikke højt hævet over noget andet. Det er bare… vores. Et lille mikrokosmos. Et sted, hvor tiden står stille, og hvor vi – os gamle i klubben – samles med vores slidte sko, erfarne kroppe og lidt langsommere reflekser, men stadig med glød i øjnene.

Vi kalder det Engelsk Double.

Det er sjældent, vi er de samme mænd hver gang. Deltagelsen veksler lidt – nogle af os kan ikke på grund af arbejde, rejser, helbred. Men kernen er den samme: 6 mænd i 50’erne og 60’erne, der mødes uge efter uge for at spille det spil, vi holder så meget af. På den mest slidte bane i Den Store Hal – bane 2.

Vores Center Court!

Banen er ujævn, glat, og midt i det hele over banen hænger en lav wire, der engang bar lys til boksestævner. Den bruges ikke længere – bokserne er flyttet. Men wiren hænger stadig, som en tavs påmindelse om tider, der er gået, men ikke glemt. Den giver ikke mening. Men den er der. Ligesom vi er.

Don’t change a winning horse… even though it is broken.

For os handler det ikke om perfektion. Det handler om rytmen, ritualet, det velkendte. Vi lever i denne lille tidslomme af uforandrethed. Af stabilitet. Af tryghed. Og vi trives i det.

Af og til inviterer vi en ung spiller ind. Når vi mangler én, rækker vi hånden ud til næste generation. Men det er ikke hvem som helst, der kan blive en del af holdet. De skal kunne holde til det mentale spil. De skal forstå, at Engelsk Double ikke handler om power – men om tålmodighed, om det lange træk. Hvis de forstår det, hvis de holder ud, så kan de måske få en plads på reservelisten.

Det lyder måske brutalt.

Og ja, vi er hårde i vores udvælgelse.

Men i vores alder er tiden ikke længere uendelig. Vi har ikke råd til at spilde en eftermiddag. Vores spil er ikke kun motion. Det er modstand mod forfald. Det er fællesskab. Det er en stille og uudtalt protest mod tidens gang.

Fredag klokken 13 havde jeg inviteret 16-årige Jonas med. Sammen med Steen på 61, Adler på 58 og mig selv, snart 60. Jeg advarede ham på forhånd: Det ville blive monotont, langt, og vi ville spille i halvanden time uden pause.

Han nikkede. Han sagde ja. Og han kom.

Første runde var hård ved ham. Han lavede fejl – for mange. Men så skete der noget. Han fandt rytmen. Han fandt ro. Og så spillede han, som havde han kendt os i årevis. Læste os. Forstod spillet. Fra det øjeblik tabte han ikke en runde. Jeg måtte overgive mig i anden. Adler tabte tredje.

Mandag mødes mændene igen. I en anden formation. Steen, brødrene Rafn og Sylow senior. Og måske onsdag – hvis Adler finder den fjerde mand.

Steen er næsten altid med. Jan, Sylow Senior og undertegnede danner næste ring. Og Bo? Bo er lidt mere flyvsk.

Sådan går året. Uge for uge. Næsten uden pauser. For pauser er ikke blot stilstand. I vores alder er pauser tilbagegang – i muskler, i kondition, i tilhørsforhold. For mange fraværende spilledage kan betyde mere, end man tror.

Derfor spiller vi. Uden pause. For spillet holder os oprejste. Sammen.

Badmintonbladet • Per Damkjær Juhl