Udgivet første gang i BadmintonBladet den 26. februar 2016
FC Midtjylland har lige tabt. Jeg sidder i sofaen med et glas rødvin. Træt. Tilfreds. Fyldt med tanker – og ord.
Tidligere i aftes, torsdag den 25. februar 2016 mødtes medlemmer fra 10 badmintonklubber fra Sydsjælland, Lolland og Falster og repræsentanter fra DGI Storstrømmen og Lolland-Falster kredsen under Badminton Danmark i Vordingborg Badminton Klubs lokale i Vordingborghallen for at snakke om klubsamarbejde.
Herlufsholm, Nørre Alslev, Næstved, Præstø, Storstrømmen Kippinge, Stubbekøbing, Toksværd , Ønslev Eskildstrup, Østfalster, Vordingborg. Alle klubber syd for Køge/Ringsted var indbudt. Flere kunne ikke komme, men havde meldt tilbage med interesse.
Johan Vest fra DGI opridsede kort, som en “motiverende” appetizer, de beskæmmende udviklingstal fra 2012-2014. Nedgang på alle fronter, op til 17% i aldersklassen 0-12 år, med en undtagelse i gruppen +60, hvor der var en stigning i badmintonudøvere på 6%.
Suzanne Wittrock tog mulighedshatten på og pustede livgivende energi i forsamlingen ved at pege på samarbejds- og udviklingspotentialerne.
Mange tanker og ideer blev luftet – invitationsturneringernes genkomst, de mange haltimer vi samlet set råder over, fortsættelse af successen med træningslejre, fælles træning, fælles ture, arrangementer og turneringsdeltagelse.
Snak om bredde kontra elite, men da området ikke rummer så meget elite, ebbede den diskurs hurtig ud. Snak om vigtigheden af det sociale element – vi er jo danskere (sådan ville man aldrig tænke i Frankrig, hvor jeg tidligere har spillet). Snak om den geografiske spredning og de mange klubber med ingen eller ganske få ungdomsspillere kontra de få store lokale klubber fra Herlufsholm, Næstved og Stubbekøbing. Generelt herskede en positiv stemning.
Det endte, som Suzanne og jeg havde håbet – en arbejdsgruppe blev nedsat for arbejde videre på de nævnte ideer med henblik på at finde “de lavest hængende frugter”, dvs udvælge de 2-3 områder, hvor klubberne nemt og hurtigt kan finde sammen om et samarbejde og opleve succes og lære hinanden endnu bedre at kende.
Udvikling og oparbejdelse af klubsamarbejde er en proces, som må tage den tid, der er nødvendig. Personligt har jeg gudskelov nået den alder, hvor erkendelsen af processens vigtighed og tidskrævende karakter har vundet terræn over for utålmodigheden. Det kan siges kort – nogle gange tager ting den tid de tager.
Til sidst lidt historie fra og refleksion over mine besøg på Det Kongelige Bibliotek i Den Sorte Diamant, hvor jeg forsøger at samle op på badminton historien ved at læse de gamle badminton blade.
I 1990 blev der i Lolland-Falster kredsen etableret et regionalcenter til gavn for de bedste ungdoms- og seniorspillere. Nu prøver vi igen i vores region at skabe et klubsamarbejde til gavn for ungdommen. Hvorfor bruger jeg i det hele taget tid på at studere gamle badminton blade?
Udover at tilfredsstille min nysgerrighed, som forhåbentlig aldrig mættes, så mener jeg også, at vi alle kan blive klogere på nutiden ved at se på og lære af fortiden.
Fortiden rummer ikke den store Sandhed, men giver perspektiv og vid.
Badminton-dommedagen har været forudsagt tidligere. Regelmæssigt med fast interval. Flere har i 70’erne, 80’erne, 90’erne og 00’erne påstået, at vi ikke havde afløserne klar, at de store klubber udkonkurrerede de små, at vi overså og negligerede de små, at konkurrence-mentaliteten og elitetanken havde vundet over legen og bredden. Jeg gjorde det selv i oktober 2015.
Alligevel har Danmark formået at fortsætte med at skabe verdensklasse spillere. På trods af en halvering af medlemstallet fra slut 80’erne frem til i dag. På trods af nedgang i antal klubber. På trods af faldende børnefødsler, en stigning i fritidstilbud til børn og voksne og en øget individualisering af fritidslivet.
Men. Selvom vi så åbenbart alligevel kan producere topspillere, må det aldrig få os til at hvile på laurbærbladene og tro, at de kommer af sig selv. Så måske er det dommedagsprædikanternes raison d’être – at sørge for at vi alle yder vores del af og vores ypperste i arbejdet på forblive i toppen, i forreste række – med andre ord at forblive i konstant bevægelse og udvikling.
Per Damkjær Juhl