Damedouble-trouble

Damedoublen Bøje/Poulsen blev ovenpå den skandaløse DM finale, der blev sendt LIVE på TV2 Sport, tildelt 3 måneders karantæne fra deltagelse i alle danske og internationale individuelle badmintonturneringer på dansk grund samt fra deltagelse på ethvert hold i 3 spillerunder i den danske holdturnering. 

Denne afgørelse har parret nu valgt at indbringe for DIF-idrættens Højeste Appelinstans.

Hvad kan vi lære af det her damedouble-trouble i DM finalen?

Her er min opfattelse. 

STIGEDOMMEREN 
Stigedommerens pædagogiske henholdende laissez-faire tilgang duede ikke. Den duer nogle gange. Måske endda de fleste gange. 

SD havde klart bemyndigelsen og grundlaget til bruge sine kort og følge reglerne, men benyttede ikke den mulighed. 

Jeg synes i øvrigt, det er en mulighed meget få dommere benytter. Det er sjældent i internationale turneringer, som jo vises ganske udførligt af TV2 Sport live, at se dommerne give et kort. Oftest bliver det ved gentagne formaninger. Eller bare ingenting andet end “play”. 

På banen løb temperamentet helt af sporet, hvilket gudskelov ses meget sjældent, og det skulle have været forsøgt bremset med diverse kort. 

Havde det mon hjulpet? Jeg kan ærligt talt godt tvivle. 

Mon ikke vedkommende selv efterfølgende har reflekteret og evalueret over dette, både alene og sammen med sin faglige gruppe? 

SERVEDOMMEREN
Servedommeren fulgte reglerne til punkt og prikke. Som man nu skal. Jo, det skal man. 

Men det er jo ikke her, problemet ligger.

Diskussionen om serverne i især doublerne er ældgammel og blev her et yderst uheldigt og ulykkeligt midtpunkt. 

Der har altid været diskussion og uenighed om højden på serverne. Uanset på hvilket niveau kampen blev spillet. Hold fast, hvor har jeg været involveret i mange uenigheder på en badmintonbane om servehøjden. 

Om hvor nederste ribben var. Om bolden blev ramt af en ketcher, der pegede tydeligt nedad. Og nu, med de nye regler, om serven, eller rettere om bolden rammes under den tilladte højde. 

Serven har altid være badmintons blødeste punkt. Dens achilleshæl. Det er derfor, badminton på højt niveau har en servedommer, som har bemyndigelsen til at afgøre, og hvis afgørelse man må følge. Uanset at afgørelserne kan variere. 

Uheldige linieafgørelser har badminton fået bugt med. På internationalt plan. Gudskelov. Der findes på youtube talrige kampe med forkerte linieafgørelser – ubevidst og bevidst. Jeg tror mange topspillere også på linierne har følt sig uretfærdigt behandlet. Men jeg tror også, de fleste lynhurtigt har forsøgt at tilpasse spillet og lagt bolden lidt længere inde på banen, når de er blevet mødt af gentagne mærkelige linieafgørelser. 

TRÆNEREN
Træneren så lidt passivt til, at dramaet udviklede sig. Muligvis lammet af følelsernes voldsomhed på banen. Paralyseret. Også det kan ske for alle. 
Har alle trænere, der så på, lært noget af dette optrin. Ja, mon ikke. 

Men hvad må træneren i grunden? Må træneren tale med spillerne om deres opførsel undervejs, og hvis ja hvor meget/længe, og må vedkommende dette samtidig med at stigedommeren gør det? Træneren må ikke gå på banen og har kun sin stemme og myndighed. 

Dét havde nok ikke hjulpet så meget i situationen.

DE TO SPILLERE
Spillerne bærer, uanset de ovennævntes adfærd – laissez-fair/følge reglerne/passivitet, også et ansvar.

Et stort et. 

For uanset om andre fejler – hvis det altså var tilfældet, så behøver spillerne ikke også at fejle big time. De behøver ikke parkere al ansvar for egen adfærd hos andre. De er også voksne, selvstændige og myndige personer, der må agere tilsvarende, også og især under unormale omstændigheder.

Tænke sig om, bruge erfaringen, trække vejret dybt, lytte, gerne tilpasse sig ændrede/strammere omstændigheder, ikke ved at spille bolden lidt længere væk fra stregerne, men ved at ændre serven – og helst fortsætte. 

Forstår jeg deres frustration? Ja bestemt.

Det må være forvirrende.

Vi har altid været forvirret omkring serven. Jeg har set så mange kampe på tv og i virkeligheden, hvor en tvivlsom serv har afgjort en kamp om stor hæder og mange penge. Det ér frustrerende med subjektive vurderinger i sport.

Har jeg selv ladet mig rive med af voldsomme følelser og temperament i en voksen alder? På og udenfor en bane? Ja bestemt. Flere gange.

Er der sket noget ved det?

Ja, jeg har såret mennesker, været urimelig, været uanstændig. Og har efterfølgende måttet bøde for det. Ved at sige undskyld – personligt, ansigt til ansigt, og opleve skammen i mødet med den anden. Ved at blive distanceret, skammet ud eller udelukket fra et mindre eller større fællesskab. Ved at blive irettesat, nedprioriteret og nedrangeret. Ved at tabe ansigt, status og relation.

Man kan aldrig lægge sit personlige ansvar i andres hænder. Uanset om andre fejler eller ikke fejler. Man må altid bære konsekvenserne af sin egen adfærd. Bøde for det og så forhåbentlig lære af det.

Måske er Servedommeren den, der agerede mest korrekt, mest efter reglerne i den kamp. Men også den, der må tage flest hug. Og den, der blev ramt mest af alle involverede.

De sidste ord får Per Dabelsteen, der på Facebook har skrevet følgende, korte kommentar:

“Jeg synes godt nok, at du (jeg lader vedkommende være anonym, Badmintonbladet.dk/PDJ) går vendt sagen på hovedet. Ja, stigedommeren var ikke god. Han skulle have uddelt gule og røde kort, træneren var også svag, men det var altså ikke dem, der skabte sig. Det var de to spillere, og hvad er det for et signal, det ville sende ud til unge badmintonspillere, hvis man fulgte dig? Det ville være, at hvis du havde lidt svag eller tøvende dommer, så er der frit slag til at skabe sig på banen og ødelægge en kamp ved hele tiden at diskutere kendelserne. Sikke et kaos, det ville skabe og mon det ville øge interessen for det frivillige arbejde i dansk badminton.”

Badmintonbladet.dk
Per Damkjær Juhl