HVAD GØR VI NU – LILLE DU?

Loading

Kenneth Larsen skriver på facebook nedennævnte (og det bringes her med tilladelse).

Kenneth er studielektor i idræt ved Aalborg Universitet, PhD, nuværende bestyrelsesmedlem af Team Danmark, tidligere landstræner og eliteansvarlig i Badminton Danmark/Dansk Badminton Forbund. 

•••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••🇩🇰🏸••••••

“Efter diskussionen omkring Viktor Axelsens udflytning til Dubai nu har kørt nogle dage, føler jeg mig foranlediget til at følge op på det indlæg jeg lavede da udmeldingen fra Viktor kom.

Det er vigtigt at slå fast, at for mig er hele diskussionen ikke et spørgsmål om man er for eller imod Viktor og hans beslutninger. 

Som jeg har nævnt før, giver hans valg, med udgangspunkt i hans egen situation, rigtig god mening for mig.

Det er derimod ultimativt vigtigt, at de organisationer og aktører der fungerer omkring badmintonsporten, forholder sig til de problematikker og mulige konsekvenser Viktors valg kan medføre både på kort og langt sigt.

Mulige konsekvenser kan være følgende:

• Som forsker i læring og udvikling af læringsmiljøer ved jeg, at det at andre spillere kan spejle sig i, og lære af spillere der er bedre end en selv, er en vigtig parameter i forhold til at øge sine egne kompetencer og niveau. I fagsprog kalder man dette for modellering eller ”observational learning”. Når Viktor forsvinder bliver muligheden for at udvikle sig til topniveau naturligvis forringet for de øvrige spillere. Dermed mindskes muligheden for på sigt at skabe badmintonspillere på absolut topniveau. Danske badmintonspillere har historisk altid kunnet træne ”opad” til internationalt topniveau. Hvis denne tradition brydes har vi som nævnt et stort problem.

• Risikoen for at danne præcedens, således at andre spillere også vælger helt individuelle set ups. Hvis dette sker mener jeg det vil være en katastrofe for dansk badmintons muligheder for i fremtiden at udvikle topspillere.

• Viktor har meldt ud, at han vil hente europæiske herresinglespillere ind til at træne med ham i Dubai. Dette betyder jo, som konsekvens af det jeg har skrevet ovenfor, at Viktor vil hjælpe disse spillere til et højere niveau. Da disse spillere jo pr. definition er konkurrenter til danske spillere, har vi måske også en problematik her?

Badminton Danmark har jo meldt ud, at Viktor ikke i fremtiden kan blive coachet af de danske landstrænere. Dette er sandsynligvis et signal fra BD om, at det har en pris at forlade fællesskabet. 

Om denne pris så er høj nok til at undgå at dette danner præcedens vil fremtiden vise???

Jeg har stor respekt både for Viktor og hans overvejelser, ligesom jeg har respekt for Badminton Danmarks politikere og ansatte der skal håndtere denne situation. 

Det er en rigtig svær problematik som kræver, at de beslutninger man tager, er baseret på et stærkt værdi og holdningsgrundlag 
– Hvad vil vi? 
– Hvad tror vi på?
– Hvilke kampe er vigtige for os?

Dette er skrevet med stor kærlighed til badmintonsporten, men stadig væk med lidt ondt i maven og frygt for fremtiden.”

Læs også

Fingerspitzgefühl!

Badminton i Eskilstrup med beboerne fra botilbuddet. I dag var vi kun 3, og den …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.