Gensyn med en udvandrer i Svendborg

Lørdag den 10. november kl 8.10 kørte Victor på 15, Steen (I ved, jer læsere, ham min sædvanlige halvbanemodstander) på 55 og jeg på 53 til Svendborg for at spille med vores savnede badmintonlegekammerat Jonas på 22.

Jonas flyttede i sommer fra barndomshjemmet i Præstø til Svendborg for at læse til maskinmester. Det efterlod et stort hul i vores ungdomsafdeling, et hul i vores seniortræningsgruppe og et enormt hul i især Steens og min badmintonverden.

Så vi syntes, at vi burde aflægge vores savnede, unge ven et besøg i hans nye omgivelser og selvfølgelig samles om det, vi plejer – badmintonspillet.

Vi mødtes kl 11.00 ved Svendborg Badminton Klubs smukke hal på Dronningemaen 32. En klassisk hal fra 1936 med 5 grønne baner, et buet loft, super blødt og fint velholdt trægulv, et cafeteria/klublokale i gulvniveau, placeret langs siden og ikke som normalt for haller af denne type og alder i endevæggen, og med vinduer ind til hallen, to små omklædningsrum – og let renoveringsmoden. Den står der som sagt endnu og stråler af retro, af et konkret udtryk badmintonspillets fødsel i Danmark, af foreningstankegangen, af æstetik, af hygge.

Der er ikke mange tilbage af haller magen til denne, den slags, som blev bygget mellem slutningen af 1920’erne til ind i 40’erne. De brænder ned (Charlottenlund), rives ned (Kolding) eller forfalder langsomt (Nykøbing Falster). I Svendborg rumsterer ligeledes planer siden 2017 om nedrivning og bygning af en ny. Det er sgu lidt trist. Det er tab af historik og (idræts)kultur.

Vi arbejder i Vordingborg Badminton Klub på at få kommunen med på at renovere vores brugte hal fremfor at forfalde og nedrive. Det er jo næsten danefæ, det her – og bør behandles sådan, med respekt og nænsomhed, forståelse for tradition, byggeteknik og arkitektur, æstetik og med tanke for, at idræts- og foreningskultur også omfatter de rammer, vi opererer, altså leger, træner, sveder, griner, bader, spiser, snakker, socialiserer, dannes, opdrages, udvikles, diskuterer, drikker, fester og sover i.

Vi behøver også fysiske minder og brugbare omdrejningspunkter på vores historie. Historien er ikke bare ord i en bog. Historien er også statuer, ruiner og ikke mindst levende bygninger.

Tilbage på den lille klinge.

Vi klædte om, fik tapet os ind (kun Steen og jeg. Steen taper altid fødder og ankler ind, hvilket jeg ofte joker med. Undskyld. I dag måtte jeg også benytte mig af tape pga smerter i højre læg), strukket ud, varmet op og blev klar til engelsk double.

“Hallen er tung!” sagde Jonas inden vi startede. “Tung” tænkte jeg. Ja ja, har hørt om det! Det er sådan noget hallerne ofte er ude i Asien, som kommentatorerne Bostrup og Laugesen på TV2 Sport ofte siger, uden at jeg helt begriber udtrykket eller meningen i det konkrete. Men denne hal var faktisk tung, og nu forstår jeg det bedre. Det er noget med, at man ikke rigtig føler bolden kommer nogen steder, der er ingen tempo på bolden, man kan slå hårdt, men det er som om der slet ikke kommer noget fart på bolden. Og ja, jeg ved udmærket godt, at størstedelen af mine slag er transportslag, også de nedadgående. Det er som om troen og tilliden til egne slag suges ud af ens bevidsthed, ja selvtillid. Som om man hele tiden har brug for at minde sig selv om, at spillet, banen, nettet, bolden er som den plejer, og at man ikke skal lave noget væsentligt om, ikke gå i panikmode, men “blot” gøre det, man altid gør, med samme udførelse og kraft. Pludselig kommer der en ekstra dimension ind spillet – det mentale og slåskampen på den indre bane.

Vi fik spillet 3 runder engelsk double, altså sammenlagt 9 sæt til 7 point (kendere ved hvad jeg taler om), før især unge Victor kapitulerede, mest af mental træthed. Dét er slet slet ikke hans foretrukne spil. Steen elsker det tværtimod. Han kan spille et uendeligt antal af kontrollerede clear, bagliniedrop og netlops. Jeg har i Vordingborg måttet tillære mig den nødvendige tålmodighed, dette spil kræver. Hvad med Jonas? Han fulgte “bare” med og var knap så aggressiv i spillestil, som han plejer, nok mest på grund af 8-10 timers pubcrawl blandt Svendborgs mange værtshuse dagen før.

Efter engelsk spillede vi tre sæt normal double, hvorefter jeg stod af og de tre fortsatte med single.

Herefter fulgte det obligatoriske bad og snak, en gåtur til og snak på Jonas’ kollegieværelse, en burger “mit alles” og cola på restaurant i centrum på de to gamles regning, og en to timers køretur over Storebæltsbroen tilbage til Vordingborg, hvor vi ankom ca. kl. 18.10. Victor sov på bagsædet og de to gamle fik snakket om børn, familie, venner, følelser, bekymringer, den nye kæreste og selvfølgelig badminton på vejen hjem.

Og så til slut op på den store klinge.

“I vores alder handler det ikke så meget om at passe på sit hjerte som at passe på, at det ikke lukker sig”

Endnu en vellykket dag i badmintonverden. Endnu et besøg i en ny hal. Endnu et bidrag til minderne. Endnu et bidrag til vores fælles hukommelse. Endnu et bidrag til venskab, fællesskab, velvære – til næsten-lykke!

Per Damkjær Juhl
Vordingborg Badminton Klub