DM for veteraner i det jyske. En personlig beretning…..

Loading

En voksende population af slidte kroppe, men friske sind fortsætter som særdeles aktive veteranspillere. Til træning, på hold,  i senior- og/eller veteranholdturneringen, og til stævner og mesterskaber. 

Denne beskrivelse af DM for veteraner kommer fra Claus Eliasen, Badminton Roskilde. 

“Efter 3 års skadespause – en drilsk rygskade, endelig tid til stævne igen. Forventningens glæde vil ingen ende tage. DM for veteraner i Herning, det kan jo næsten ikke blive større, så pyt da med at jeg efter skadespause er 10 kg tungere og dalet ned i A-rækken.

Badminton kan det hele. Det er teknisk, taktisk, psykologisk, individuelt og der er hold. Men hovedsaligt er det sociale fantastisk. Måske fordi det er begge køn, der kan dyste i denne ædle sport.

Under den ufrivillige skadespause er meget prøvet. Kajak, cykling og svømning. Men det kan ikke nærme sig den ånd og de oplevelser badminton bringer. 

Så forventningens glæde var enorm, da 16 spillere fra Badminton Roskilde drog mod det mørke Jylland. En aldersspredning fra 40 år til næsten 60, men alle i god form og i top humør. 

Der er stadig ildsjæle i mange badmintonklubber. Selvom det efterhånden kan være svære at opdrive i en travl hverdag. I Roskilde har Søren Ølund bygget en fin veteran afdeling op. Til træning om onsdagen dukker over 30 spillere op. Dyster og fortæller røverhistorier i saunaen, efter et par timers spil.

En del af os har deltaget i LM mange gange. Nok tæt på 20 gange for de ældste. Nu er DM og LM slået sammen til en turnering. Vi har alle sjove oplevelser fra andre år. Historien om da et par blev disket, fordi de var for fulde til at stå op til tiden. Parret der mødte hinanden til LM, drak kander og blev forelskede. Det er nu to børn og et huskøb siden.

Også titler kan huskes. En titel blev vundet, da modspilleren rev sin skulder af led ved matchbold til modstanderparret. To titler i plus 35 som nyoprykket veteran. Men endnu bedre kan huskes fællesdansen i hallen, eller da en holdkammerat gik på scenen, sang og ikke kunne drives ned. Eller da Røde Kors’ indsamlingsbøsse pludselig var stjålet et år. Dertil et hav af historier fra år til år, de fleste ikke nødvendigvis helt klar til den skrevne presse. 

DM byder også på legender. Selv om jeg aldrig har snakket med dem, må jeg tilstå, at jeg år efter år spejder efter Helledie, Jens Eriksen og andre tidligere store stjerner. Men også nuværende stjerner som f.eks. Dorte Steenberg Solrød strand. Er imponeret over det overblik hun altid spiller med og hun vinder samtlige tætte kampe. Endnu mere imponeret bliver jeg, når jeg ser de ældste i 60 plus og opad. De spiller fremragende, kæmper som i de unge år og går op i det med liv og sjæl. 

Mange rejser året rundt og spiller All England, Skotland, EM, VM, Danish Open osv. Rygtet siger at der også dannes ægtefælle klubber, så de respektive ægtefæller rejser med og får det sociale liv med.

Stævneledelsen kørte stævnet fremragende. Samtidig var der tællere til samtlige kampe, imponerende. Det var der også brug for, 9 kampe kan selv for en topatlet være hårdt.:) Der bliver hygget, fredag aften på bryggeriet, den lokale restaurant. Lørdag aften til aftenarrangement med alle spillere. På trods af de mange kampe danses på livet løs. Værløse vinder festen i år, men Roskilde følger godt trop. 

Søndag er der finalekampe. BadmintonRoskilde vinder 21 medaljer, det er godkendt. Der kæmpes og fightes med alt. I 55 A herredoublen er finalen revancheopgør fra lørdagens pulje, hvor tredje sæt tabes med 16. Desværre tabes igen med 17 i tredje sæt. Ærgrelsen er enorm, der spilles ikke for sjovt her til DM. 269 spillere. Mange tætte og flotte kampe. Stolte spillere vender hjem med medaljer. Heller ikke her bliver man for gammel til lidt stolthed. Medaljerne gemmes muligvis væk under sengen, men minderne og resultaterne lagres til evig tid.

Tak til VETU for at arrangere til glæde for os alle. Vi vender tilbage næste år. Et år ældre men i endnu bedre form og i særdeleshed klar til flere sociale oplevelser”

Foto: Sølvmedaljevindere i 55-A, Stig og Per Badminton Roskilde. 

 

Per Damkjær Juhl

Læs også

Holmboe Dahl: Jeg ser frem til en hård kamp mod min daglige træningsmakker

Sofie Holmboe Dahl hentede et par fine sejre i gårsdagens kampe ved DM. Nu ser …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.