BadmintonBladet flest nyheder om badminton
“Når miljøet omkring børnene (forældre, trænere mv.) bliver for optaget af og lægger vægt på resultater, udviser børnene mistrivsel og falder fra.”
Citatet stammer herfra:
https://www.idan.dk/
Skrevet af Rasmus K Storm, Idrættens Analyseinstitut den 04.07.2008, analyse- og forskningschef ved Idrættens Analyseinstitut, ph.d. fra Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet, og endvidere kandidat i samfundsvidenskab, cand. scient. adm.
Det skal understreges, at holdningen i dette indlæg er yderst subjektiv og derfor ikke hele sandheden, allerhøjst tæt på.
PÅSTAND
Fokus på ranglister, talent og den udefra styrerede træning har fortrængt indefra styret leg, og et fokus på at øve sig, kigge på udvikling og potentiale.
Den intense opmærksomhed på ranglisten i ungdommen er et symptom på en kulturudvikling, der er sket i de senere år. En udvikling, der også ses i skolen med dens brug af nationale test, planer og øget karakterræs. En udvikling, som jeg synes, der seriøst skal ses på, tales om, og i mit perspektiv gerne bremses og ændres.
Det er som om “ånden” er forsvundet. Hvis det absolut skal siges med et ord fra de store højder.
Vi begyndte jo ikke at spille badminton for at opnå en placering på en rangliste, men for at have det sjovt og blive bedre.
Engang legede vi bare på egen hånd. Engang var tiden uendelig og ofte uden retning. Engang var vi uden opsyn, overladt til os selv. Engang var vi bare, i verden, ville den eksistentialistiske filosof sige.
MÅLRETNING, PROFESSIONALISERING OG DE STORE KLUBBER
I dag træner vi og lægger planer. Vi dygtiggør os. I dag er tiden er begrænset. Vi er målrettede. I dag er vi overvågede og et forældre-, klub- og trænerprojekt. I dag er vi fokuserede og på vej et helt bestemt sted hen. Ikke bare på vej og undervejs.
Vi ser det til stævnerne. I så godt som alle rækker – fra top til bund. Børn og unge ankommer nu i et “mini-stjerne-semi–professoine
I de store klubber har de mange spillere, og de er derfor altid mange afsted sammen. Naturligvis ledsaget af egen coach, giga heppekor, trommer osv. De sætter linjen. Indtager hallen og fylder rummet. Og spillere fra de mindre klubber eller nye spillere, der ikke har prøvet så meget endnu, retter hurtigt ind. Tilpasser sig, følger konceptet og efterligner de andre. For det en stærk kultur og man glider let “bare ind”. Står man udenfor, er man isoleret – både på og udenfor banen. Det er næsten et “gør som de andre, eller smut”-ultimatum. En kontant kultur, der er udviklet over den sidste generation.
Dengang jeg var lille og ung, gik vi ikke så meget op i tøj. Vores forældre var langt fra så engagerede og involverede. Ranglister fandtes nærmest ikke. Konkurrence var der selvfølgelig, men den ser ud til at være blevet skærpet betydeligt, ligesom det generelle “set up”. Nu står de alle klar til kamp som små verdensstjerner. Og stemningen kan være ret kølig.
Hvad blev der lige af glæden og legen?! Hvordan har det udviklet sig så meget på kun en generation?
RANGLISTE. IGEN!
Ranglisten bærer måske en del af skylden, men næppe det hele. Det er også en tendens i vores samfund. Alt strømlines og optimeres, og gøres med et fokus på målet. Man gør ikke noget halvt eller umiddelbart unødvendigt. Man kan ikke længere “nøjes med at spille et par timer om ugen”. Enten er man med og tager den fulde pakke, eller også er man ikke. Igen et ultimatum.
Og stadig må vi ikke glemme, at fakta er, at det jo fortsat kun er ganske, ganske, ganske få, halve eller kvarte promiller, der bliver lands- og verdensstjerner. Resten bliver bare varierende grader af dygtige. Eller så glade for sporten, at de hænger fast i mange år.
Et problem med den nye rangliste er, at man står stille. Man vinder lidt og taber lidt. I alle kampe. Og man møder – sådan cirka – de samme spillere over hele året. Der er ikke så meget udskiftning. Det betyder også, at man får den samme oplevelse igen og igen. Her havde det gamle system den fordel, at der blev “mere plads i rækkerne”, når de bedste rykkede op. Man kunne altså opleve at få tæv i begyndelsen af sæsonen og så selv være den bedste i januar. Så fik man både nedture, opture og så måske nedture igen, når man rykkede op. Men der var altid en periode ”på midten”, hvor man selv var den, der var ovenpå. Man gik fra at vinde en enkelt kamp, til pludselig at vinde puljen og måske til sidst hele stævnet. Med det nye system rykker spillerne jo (næsten) aldrig “væk” og man kommer derfor til at møde de samme igen og igen. Så er man i midten af en række og f.eks. typisk vinder 2-3 kampe til et stævne, men aldrig hele stævnet, vil man sandsynligvis blive ved med det. Med mindre man lige tager et kæmpe udviklingsryk.
Jeg er med på, at det netop er hele essensen og årsagen til, at systemet er ændret. Og når det handler om at vurdere talenter, er det helt sikkert også mere reelt. Trods alt var det førhen “let” at komme op i rækkerne sidst på sæsonen og man kunne derfor pludselig blive E, M eller A-spiller på en måske lidt billig baggrund. Men jeg er dog stadig så gammeldags, at jeg gerne vil se, at børn får nogle succesoplevelser. At alle engang imellem får lov til at prøve at vinde. Modargumentet vil være, at man jo bare kan spille stævner opad, tabe nogle point og dermed “kvalificere sig” til at spille stævner i en række lavere, hvor man så igen kan vinde noget. Men altså… hvor motiverende er det lige for et barn på 11-12 år? At man skal tabe for at rykke ned, så man kan vinde?
Med det nye system kan alle kampe give point. På godt og ondt. Det betyder, at ingen kampe er ligegyldige, men omvendt også at alle kampe koster. Og det kan man mærke i hallen. Her kan man høre ungerne diskutere point, regne gennemsnit ud og slå op i tabeller. De spekulerer sågar i, hvilke stævner de bør stille op i eller hvem de skal spille sammen med i double, for at undgå at tabe point eller omvendt få de bedste chancer for at vinde point. Og i de høje rækker er det mit indtryk, at der bliver længere og længere mellem deltagere, der tilmelder sig med X-makker. For så er det jo ude af kontrol. Tænk engang – man kan jo risikere at få en forkert makker. Og tabe point! Det er da en mærkelig kultur. Hvorfor ikke bare spille med en god kammerat, som man har det sjovt med? Eller måske ligefrem være åben for at lære nogle nye at kende?
DET ER IKKE SORT/HVIDT. MERE REFLEKTION
Jeg er dog med på, at der altid er to sider af samme sag. Verden er aldrig kun sort-hvid. Jeg vil gerne kritisere elite-vejen, ranglistetrippet og det store fokus på resultater som en bevægelse væk fra legen. Væk fra det sjove. Men jeg vil samtidig gerne anerkende, at de to ting jo ikke altid er i kontrast. En del af årsagen til, at mange bliver fanget af den stærke elitekultur er jo også, at det jo netop ER sjovt. At dyrke konkurrencen, resultatet, tælle point på ranglisten, sætte et mål og fejre sejren, når det lykkes.
Og som badmintonnørd ved jeg også, at det kan være umanerlig gribende og ja, SJOVT at stå i en hal en sen fredag aften og øve et nyt slag. Eller sågar nytårsaften eller juleaftensdag. Og pludselig opleve at det virker! Elitenørderiet skaber engagement og entusiasme. Sejrene ny energi og motivation.
Samtidig – og i et helt andet perspektiv – er konkurrencen, sejren og resultatet jo også med til at give de unge noget helt andet. Selvtillid f.eks. Det kan godt ske, at der er nogen, der falder fra, fordi det IKKE lykkes. Men for mange andre, kan det give dem et kæmpe boost. Når de oplever, at de udvikler sig, får succes, og når deres mål. De lærer at strukturere deres tid og indsatser, og får nogle redskaber, som de også kan bruge også i det virkelige liv. Ikke mindst i skolen. For nyligt hørte jeg f.eks. en knægt på 15 fortælle, at han aldrig er nervøs, når han skal til eksamen. Tænder tværtimod på det. Ser det som en konkurrence og vil gerne præstere. For han er vant til at skulle præstere under pres. Og en eksamen i 9. klasse er i hans optik ikke nær så ”farlig”, som at serve den afgørende bold ved 22-23 i tredje sæt i en DM-holdkamp, hvor hele holdet kigger på.
En anden god læring ligger i det sociale perspektiv. De unge i eliteræset møder andre unge fra hele landet. Og ofte har de mere til fælles, end de har med deres jævnaldrende klassekammerater. Jeg har f.eks. set hvordan unge mennesker i Team Storstrøm hopper på et tog og gerne bruger 4 timer på transport blot for at spille double med en ven fra Jylland. Eller England for den sags skyld. Sporten binder dem sammen og verden bliver større end den lokale andedam.
Struktur. Et større perspektiv. Og lysten og viljen til at gøre sig umage og præstere. Det er gode værdier. Som man får lært af og i eliteræset. Så selvom den stærke elitekultur givet har en række negative konsekvenser, giver den også de unge nogle gode fundamentale byggesten, som de kan tage med sig videre i livet.
AFSLUTNING
Sådan kan man overveje for og imod. Nærme sig en form for afklaring. En position og holdning. For dernæst at havne i den næsten modsatte grøft! For ranglister, idoldyrkelsen, professionaliseringen og alt det andet, er aldrig udelukkende skidt eller godt. Der er altid to sider af samme sag og det er naturligt at svinge frem og tilbage.
Kunsten må derfor være at finde en balance. For hvordan kan man tage det gode fra eliteræset og samtidig undgå at ryge på den forkerte side af knivsæggen, hvor præstationskulturen bliver destruktiv?
I min optik er en del af løsningen, at vi tør tage debatten. At vi er bevidste om, hvad der sker. Og hvorfor. Vi bør omgås de forskellige udviklingstendenser og kulturer med viden om fordele og ulemper, styrker og svagheder. Så vi kan være så aktive og bevidste som muligt, frem for bare at flyde med i passivitet…
God Påske – “Vi elsker badminton”
Per Damkjær Juhl et al.
Tak for dit “badmintonpåskeæg”, Per!
Et spændende indslag, der naturligvis er et godt oplæg til en diskussion hen over påskebordene, både, når børnene og de unge stadig er til stede, og ikke mindst mellem de voksne, når børnene og de unge gemmer sig bag mobiler eller iPads rundt i stuerne! Den uendelige historie om elite og bredde dukker op med sit pust af den aktuelle tidsånd cirka hvert tiende år.
Samarbejdet mellem BD og DGI er også i den debat en stor gevinst, fordi vi kan tale med hinanden om, hvordan – og ikke mindst – hvorledes, vi ønsker at agere, hvis medlemstallet falder i de yngre årgange. Tidligere talte de to organisationer kun “om” hinanden og handlede for det meste i hver sin retning i bestræbelsen på at gøre “det rigtige”.
Et af mine børnebørn spiller ishockey i U9-gruppen. Her spilles der kampe, hvor der ikke tælles scoringer. Når en lille ishockeyspiller virkelig slår sig på den ene eller anden måde i duellerne og ligger på isen og har lyst til at råbe: “Moaar!”, så rejser alle sig – også modstanderne i boksen sammen med tilskuerne – og klapper ham/hende – pigerne er på samme hold – ud af banen hen til spillerboksen.
Jeg var målløs første gang, jeg oplevede dette skue fra en børneidræt på vej frem!
Sådan har en masse andre idrætsgrene sikkert også nytænkning, vi vil kunne lære af!
Selvfølgelig kan vi også overføre noget af dette i badminton! Hvad, vi kan lære, må vi afgøre sammen som de ansvarlige voksne.
Jeg mindes dengang alle idrætsorganisationer og skoleidrætten mødtes i Auning for cirka 40 år siden for at blive enige om at skabe “den gode børneidræt”. De beslutninger, vi enedes om dengang, trænger i høj grad til at blive revideret ind i en “Bevæg dig for livet- kontekst!” – Hvem tager et initiativ? “Badminton i Danmark” kunne jo presse på – ikke mindst for børnenes skyld! Hvad nytter det, at vi der er 60+ boomer statistikkerne, når “fremtiden” i den anden ende af skalaen måske falder fra?
God påske til alle!