Foto @ iShoot.dk

Badmintonligaen: VEB laver tre-årig aftale med hovedsponsor

Badmintonligaklubben Vendsyssel Elite Badminton har for første gang nogensinde lavet en tre-årig aftale med en hovedsponsor.

– Vi plejer at lave ét-årige aftaler, så det var en dejlig positiv overraskelse, da Sparekassen Vendsyssel ønskede en tre-årig kontrakt, siger VEB’s formand, Jan R. Jensen i en pressemeddelelse.

VEB’s ligahold er kommet fint fra start i sæsonen. Først pressede man guldfavoritterne fra Skovshoved og dernæst blev det til en overraskende sejr på udebane over Greves guldaspiranter.

– Vi er inde i en rigtig god periode. Vi har fået sammensat et fint ligahold, som har gjort det over forventet i de første par kampe. Desuden går det godt for vores andet-, tredje- og fjerdehold, udtaler en tilfreds Jan R. Jensen.

Forudsætningen for det sportslige arbejde er dog, at økonomien er på plads.

– Det er hvert år et knoklearbejde, men heldigvis er vi også her i en situation, hvor vi er kommet tilfredsstillende i mål. Det skyldes ikke mindst, at Sparekassen Vendsyssel fortsætter som hovedsponsor i klubben, oplyser VEB-formanden.

Sparekassen Vendsyssel var ny hovedsponsor i VEB i sæsonen 2015/2016 og har altså nu forlænget aftalen med yderligere tre sæsoner.

– Vi er yderst tilfredse med samarbejdet. Ud over ligakampene er VEB dygtig til at lave andre arrangementer, som vi har stor glæde af. Der har været et inspirerende foredrag med Jacob Risgaard og et vellykket golfarrangement med Lucas Bjerregaard, hvor vi havde en del kunder med, siger afdelingsdirektør Anders Mortensen, Sparekassen Vendsyssel i Skagen.

Sparekassen Vendsyssel er en stærk lokal garantsparekasse, hvis fornemste mål er at styrke sine kunder og lokalområdet. Afdelingsdirektør i Frederikshavn, Torben G. Madsen, glæder sig i den forbindelse over, at aftalen med VEB også kommer moderklubberne i Hjørring, Skagen og Frederikshavn til gode.

– Ligaholdet er VEB’s flagskib udadtil, men VEB består af fem seniorhold og spiller en central rolle i udviklingen af badmintontalenter i hele Vendsyssel. Fødekæden begynder ude i klubberne, og derfor har vi valgt også at sende et kontant beløb til de tre moderklubber i VEB, oplyser Torben G. Madsen.

VEB’s næste ligakamp er på tirsdag 4. oktober i Arena Nord mod Odense.

RSL BADMINTONLIGAEN banner

Læs også

DM-semifinale: Marin-afbud gav maksimal spænding i Skælskør

Det store opgør mellem Carolina Marin og Beiwen Zhang udeblev, men spændingen var intakt indtil …