De sidste ord fra Siv Jønsson, frivillig ved badmintonturneringen i Paris. Indlæg nr 7
_______________________________________________________
“Au revoir Paris – med et drys af guld
Fredag havde jeg for første gang vagt, hvor danskere kom af banen uden at have vundet. Kim og Anders måtte se sig slået – den var ellers en solid statistik jeg havde fået. Og heldigvis blev det en enlig svale for jeg var også den, der lukkede og slukkede opvarmningshallen ved at sende Viktor på banen til finalen mandag.
Fredag eftermiddag havde jeg fået en billet til hallen – på en rigtig god plads lige bag banen og 5-6 rækker oppe. Der så jeg så mix bronze kampen og -finalen og dernæst de 4 herresingler. Hvilket show at være vidne til. Mixerne var fantastiske. Mine yndlingsmix-spillere fra Japan startede med at vinde Bronze og dernæst sad jeg lige midt i en stor gruppe af kinesere som ikke sparede på jublen da Kina tog guld i mix. At det hele så sluttede af med et frieri til den kinesiske dame fra hendes herredouble-spillende kæreste gjorde selvfølgelig ikke dagen mindre magisk.
Hans kongelige højhed lagde også fredag vejen forbi badminton-hallen. Han sad cirka lige over for hvor jeg sad – så jeg tog et billede – forstørrede det og forklarede de to kinesere jeg sad ved siden af at det var den danske konge der sad der. De drøftede det lidt indbyrdes – og spurgte flere gange om jeg mente det var kongen. Jeg bekræftede – men jeg tror ikke jeg fik dem overbevist. En konge siddende på en plastikstol som alle os andre i skjorteærmer – arggh – den tror jeg ikke de troede på…
Der har i badmintonhallen været en anden frivillig, der er dansk. Jane har arbejdet i protokol-teamet, som tog sig af alle de fine gæster, som kommer forbi sådan et event. Hun fik et ganske særligt minde med hjem – da hun fik lov til at hilse på kongen en af de dage han var forbi.
På billederne står Jane sammen med de to danske dommere Jacob og Henrik. Jacob dømte finalen i mix-double og Henrik fik samme ære i damesinglefinalen. Der var 5 finaler – de to blev dømt af danske dommere…. Det kan vi godt være stolte af.
Lørdag måtte jeg igen lige se lidt badminton. Jeg måtte se, at Viktor sikrede sig billet til finalen. Det gjorde han jo heldigvis – selvom det var mere spændende end vi havde brug for. Egentlig har vi frivillige under hele turneringen ikke haft adgang til at se badminton overhovedet. Der har dog været mulighed for at snige sig op hvor dommerne og andre havde lov til at se med. Det var i den såkaldte skybar helt oppe under loftet – men udsynet var nu ok – når man lige var fri af storskærmen – som tog en del udsyn og af nationsflagene som hang fra loftet. Jeg har nu ikke oplevet at blive smidt ud deroppe fra og det virkede også en anelse mærkeligt – når der var masser af plads. Men det blev pointeret flere gange i de status mails der kom ud med info om stort og småt.
Efter kampen mødtes jeg med en veninde og hendes datter. Vi tog ind mod Montmatre – spiste lidt frokost og kravlede op af de mange trapper. Der var cykel linjeløb og vi ville gerne se de danske ryttere køre forbi. Der var hård kamp om pladserne foran Sacre Coeur – og hver gang folk begyndte at juble blev der mast og skubbet – men det var de første mange gange bare en motorcykel eller en bil, der kørte forbi.
På den modsatte side af hvor vi stod, var der spærret af til medie-folk. Pludselig midt i mængden dukkede 2 rødklædte op. Stéphanie Surrugue og en fotograf havde fundet vej til bakken og alle danskere jublede.
Uafhængigt af hinanden havde veninden og datteren og så jeg billetter til atletik lørdag aften – så da vi havde set første forbikørsel af cykelfeltet ville vi finde vej til en metro og vende næsen mod Stade de France. Men… vi var på indersiden af den rundstrækning, der skulle køres – og først fik vi at vide at der ville blive åbnet for at publikum kunne passere ruten om 10 minutter – dernæst om en halv time og til sidst at der først ville blive åbnet når løbet var slut.
Det var noget frustrerende at stå der og se tiden gå – mens vi absolut ingenting kunne gøre… Da hovedfeltet havde passeret 3. gang var der dog andre, der havde samme frustration – og selvom der er fyldt med politi alle vegne – var der pludselig nogen der skabte et hul i afspærringen og løb over – vi tænkte os ikke om 2 gange før vi fulgte efter….
Fremme ved atletikstadion skiltes vi – da jeg var heldig at være inviteret af andre venner, der havde en billet i overskud. Det var også første gang at jeg skulle se atletik, og hold da op en fantastisk oplevelse. Herrernes 1.500 m løb indledende, damernes 100 m finale, damernes trespring finale, indledende runde i kuglestød – og ikke mindst spydkast og efterfølgende 1.500 m løb, som afslutning på 10 kamp finalen for herrer og ikke mindst 4 x 400 m mix finalen. WOW – hvilken oplevelse.
Trespring foregik lige ud for hvor vi sad – og det var lidt svært ikke at synes, at det var lidt synd for de atleter, der kom til at overtræde – for straks lød der et højt suk – eller et aaajjjjjj – gennem publikum – længe før de havde fĂĄet lavet hink, skridt og hop – eller er det omvendt. MĂĄ være en frygtelig fornemmelse.
Taget lettede på Stade de France – da hollandske Femke Bol på de sidste 100 m af 4 x 400 m stafet satte spurten ind og overhalede de 3 foranliggende – forrest en amerikaner som lå 20-25 meter foran – og tog guldet hjem til Holland.
Der er ingen tvivl om, at det på stadion den aften er Europa mod verden – for lige meget om det var franskmænd, hollændere, belgiere, spaniere eller… Så jublede stadion.
Aftenen sluttede af med 1.500 m løb – som sidste disciplin i 10-kampen. Fantastisk at se at norske Sander Skotheim løbe og heppe på sin landsmand Markus Rooth – og nærmest trak ham gennem 1.500 m – så Markus sluttede som vinder af 10-kampen totalt set.
Detaljerne i de enkelte dicipliner får man nok bedre på TV og det er lidt svært at se det hele på en gang – men stemningen den får man kun på stadion.
Søndag var der igen en kamp i badmintonhallen – jeg under ingen omstændigheder kunne gå glip af. Kim og Anders var så tæt på en medalje som man kan komme uden at få den med hjem. Vi græd nærmest med dem. Efter badminton nåede jeg at mødes med endnu en veninde i byen – inden turen gik til Arena Syd, hvor de danske håndbold herrer spillede den sidste kamp i puljen. Vi fik sendt dem godt afsted mod kvartfinalen i Lille – og det er imponerende så fysisk det er – og 9 ud af 10 gange så rejser de sig bare op og spiller videre, selvom de lige er kommet flyvende gennem luften og har mødt en mand på 120 kilo, der stillede sig i vejen. Hallen var rød og hvid – og stemningen var fantastisk. Speakeren glemte dog at lade os råbe efternavnene… måske det var forskelsbehandling, når de andre hold ikke gør det??
Efter Danmarks kamp fulgte kampen mellem Spanien og Kroatien. Det havde nok været bedre – set med danskerøjne – hvis kampene havde været i omvendt rækkefølge – for da det så ud til at Spanien ville vinde klart smuttede vi i pausen. Den blev dog til sidst meget tæt – men Spanien endte med at vinde med et enkelt mål – hvorefter Kroatien ikke kom med til kvartfinalerne.
Men under den kamp var hallen pludselig rød og gul – for der var også rigtig mange spaniere i hallen. Sjovt som det kunne skifte – afhængig af hvem der sad og viftede med deres flag.
Mandag fik jeg pakket mit grej sammen – og det var vokset siden jeg tog derned – men med den udleverede taske vi fik som frivillige – så gik det lige at få det hele med hjem.
I hallen havde jeg min sidste vagt mandag eftermiddag. Først fik vi sendt Lee Zi Jia og Lakshya Sen på banen til bronze kampen. De startede dog først efter at selveste Lin Dan havde været inde med stokken og åbne festen.
Der er hyggelig stemning i opvarmningshallen – når danskere skal spille. Hele holdet af trænere, hjælpere og andet godtfolk er ind og ud af hallen. Jens Meibom, som er sportschef i Badminton Danmark, og jeg havde i sæsonen 1986/87 (da jeg var 1. års U19 og Jens var 2. års U19) nogle drabelige opgør i mix – både i finalen om DM for U19 og finalen om NM for U19 (som man spillede dengang). Desværre vandt Jens begge gange – men det er lidt hyggeligt at mødes i badmintonmiljøet med dem man delte sin ungdom i badmintonhallerne med.
Efter bronzekampen var det Viktors tur. For os på call room teamet var det også den sidste opgave – så det var lidt specielt som dansker at få lov at følge Viktor ned til indgangen til hallen og med et ”god kamp” sende ham ind til de jublende danske tilskuere.
Godt en halv time senere var Viktor i overlegen stil olympisk mester for 2. gang. Det lykkedes mig heldigvis også at overvære denne kamp – og jeg måtte selvfølgelig også have præmieceremonien med. Imponerende….
Jeg tog rygsækken på ryggen – sagde farvel og på gensyn til nogle enkelte i hallen – og så smuttede jeg hjem til min lille lejlighed i 18. arrondissement, hentede min kuffert og nu sidder jeg i flyveren på vej mod Danmark næsten præcis 2 uger efter jeg fløj til Paris. Og med så mange oplevelser i rygsækken at de alene burde have givet overvægt i flyet på vej hjem.
En tilfældig dansk fan i en metro får sidste ord:
”Jeg gider aldrig mere se tennis – når herredouble i badminton er en mulighed. Det går så stærkt og er så sjovt at se på.”
Tak til Kim, Anders, Viktor og alle de andre for at skabe endnu flere badmintonfans”
_______________________________________________________
Badmintonbladet 💜🏆🇩🇰 Per Damkjær Juhl