Med et hold i toppen af Badmintonligaen og et andet i bunden, kunne man nemt tro at der ville være tale om en sikker sejr, da TSS her til aften tog imod Gentofte. Gentofte viste dog at det langt fra er sikkert at de er at finde i ligakvalifikationen, efter en flot indsats mod de danske bronzevindere.
De to første kampe var 1. herresingle og damesinglen, og her var det for TSS Hans-Kristian Vittinghus og Sonja Pekkola, for Gentofte, Scott Evans og Sofie Holmboe Dahl.
God start for Gentofte
I begge kampe startede Gentofte med at tage første sæt. I damesinglen vandt Holmboe Dahl 21-14, og i herresinglen vandt Scott Evans 21-16. Holmboe Dahl tog også andet sæt, og bragte dermed Gentofte foran 1-0, men i herresinglen kom HK igen og vandt andet sæt med 21-16.
Tredje sæt mellem de to herresingler blev også tæt, men i sidste ende var det HK der kunne reducere for TSS til stillingen 1-1.
Så var det tid til de rene doubler, og her startede det tæt i damedouble, men TSS-parret Selena Piek og Mette Poulsen kunne med 22-20 tage første sæt. Andet sæt var slet ikke ligeså tæt og med 21-12, kunne Piek/Poulsen bringe TSS foran 2-1.
Herredoublen mellem Kim Astrup/Anders Skaarup og Mathias Christiansen/David Daugaard skulle ud i tre sæt før der blev fundet en vinder. Astrup/Skaarup havde vundet første sæt 21-17, og Daugaard/Christiansen andet med 21-19. Tredje sæt var også tæt, men i sidste ende kunne Daugaard og Christiansen tage sejren.
Forinden havde mixeddoublen med Jenny Nyström og Mads Kolding vundet, selvom de startede lidt overraskende med at tabe første sæt 22-20 til Julie O. Jensen og Nicolai Müller. Men med 21-12 og 21-16 fik TSS’er styr på kampen.
3-2 inden 2. herresingle
Og så stod den 3-2 inden 2. herresingle mellem Kim Bruun og Joshua Eipe. Her startede Eipe med at vinde første sæt 21-18, men Bruun kom igen og med 21-14 vandt han andet. Tredje sæt blev dog aldrig tæt, og med 21-5 kunne Kim Brunn sende en 4-2 sejr til TSS.
Næste runde af Badmintonligaen spilles allerede på torsdag. Her møder TSS Odense, og Gentofte tager hjemme imod Værløse. Med de andre resultater fra Badmintonligaen, betyder aftenens resultat at TSS med sikkerhed tager tredjepladsen, mens Gentofte skal have en sejr for at undgå ligakvalifikationen.