Beboerne er tilbage i Den Store Hal

Denne lørdag sidst på formiddagen genoptog beboerne på min arbejdsplads og jeg vores lørdagsdyst i min månedlige weekendvagt – 2 runder engelsk fra 10 point. Normalt tager vi 3 runder, men også vi skal tage den med ro i starten. 

Faktisk var beboerne allerede vendt tilbage til hallen og badmintonspillet efter 5 måneders pause i mandags (og den efterfølgende torsdag), men der havde en kollega døgnvagten. 

Mandag og torsdag kom de således som sædvanlig forbi mit hus efter magnetnøglen til hallen. Vi nåede lige et hurtigt hej. Humør var højt. Både mandag, torsdag og lørdag. 

De har nemlig også savnet spillet og bevægelserne, legen, drilleriet, køreturen til hallen, at der sker noget – normaliteten, og har spurgt igen og igen i denne periode: “hvornår må vi spille?”

STARTEN
Vores badmintonspil begyndte for……ja, 4-5 år siden i en klassisk old-school skole-gymnastik-sal i Kraghave, lige udenfor Nykøbing Falster. Altså i en étbaners hal med meget lavt til loftet, nedhængende bomme, glas i og ribber langs væggene. 

Dengang den tidligere folkeskole, der herefter fungerede som sprogskole da vi havde adgang, blev solgt til en efterskole, måtte vi finde et andet sted og benyttede så min adgang til hallen i Vordingborg. 

EN UDFORDRING
Det var en kæmpe forandring fra en lille – meget lille sal til en stor – meget stor hal. 

Men også et skifte fra et sted, hvor kun vi var tilstede, til et sted, hvor der også kunne være andre tilstede samtidig. Fra total isolation, tryghed og kontrol til åbenhed og uforudsigelighed. 

Det voldte enkelte store problemer. For de kæmper mere eller mindre alle med angsten – og en hel del andre problematikker. Så store problemer, at det hændte, at vi ved ankomst til hallen straks måtte vende om og køre tilbage til det fælles hjem pga paranoia, hjertebanken, koldsved og desperation. 

UDVIKLING
Efter et par år i den store hal er de ikke længere nervøse, usikre og angste, heller ikke hvis der er andre i hallen samtidig. De er blevet rolige alene ved tanken om den store hal. 

De har hilst på nogle af mine legekammerater og drukket kaffe og spist kage i forhallen i forbindelse med en børnefødselsdag, hvor hallen var fyldt med larmende børn og voksne. 

Så vi spiller badminton – og træner samtidig på adskillige andre områder den langsomme tilbagevenden til det normale liv, der også inkluderer omgangen med livet udenfor botilbuddet, og derfor selvfølgelig også omfatter andre mennesker og det uforudsigelige. 

LANGSOM PROCES
Det er og har været en kæmpe fornøjelse og dyb tilfredsstillelse at se deres udvikling, ikke kun fysisk på banen med øget bevægelse og slag, men også psykisk, adfærdsmæssigt og mentalt. 

At være vidne til angstens reduktion, og dens skræmmende indskrænkning af livets udfoldelse. 

I botilbuddet og i hallen ser jeg beboerne udvikle sig, et lille bitte skridt ad gangen. Så små skridt, at forandring kun bliver synligt med et 6, 9 eller 12 måneders perspektiv. 

I den forandringsproces spiller bevægelse og øget erkendelse af egen krop og fysik en kæmpe rolle i samspillet med medicin, samtale, hverdagens rutiner og omsorg. 

Motion er vigtig. For alles trivsel og sundhed. 

Badmintonbladet.dk
Per Damkjær Juhl 

Læs også

SÅ ER DET SNART ET VEMODIGT FARVEL TIL SMILETS BY, AARHUS

I dag er sidste dag i Thomas og Uber Cup i Ceres Arena. I går …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.