På trods af tre nederlag: Her er ingen trusler om trænerfyring

Her er ingen trusler om trænerfyring. Ingen planer om desperate spillerindkøb. Intet pres på spillerne. Ingen negative skriverier i pressen.

Vi har i vores oprykningssæson tabt de første tre holdkampe. Men vi går ikke i panik eller ændrer noget. Vi er for gamle til den slags. Der intet at gøre ved situationen. Andet end at holde hovedet højt og fortælle hinanden, at vi har været tæt på, hvilket er sandheden, og trods alt har et point på kontoen fra kampen i flyhangaren i Dragør.

Vi har heller ikke planer om øget træning. Det kan vore kroppe ikke klare. De er rigelig slidte i forvejen og pakket ind i tape, knæ- og lårbind, mavebælter og kompressionsstrømper. For nogles vedkommende dulmet i pæne doser Ipren’er samt i regelmæssig behandling hos massør og styrkeløfter Asger og heksen i Greve, således at nogle af os, eller bare undertegnede, i det mindste stadig, eller igen, kan nå fødderne og selv tage strømper på. Et par gange måtte min 14-årige søn tage strømpe på min højre fod. Jeg kunne simpelthen ikke nå derned.

Men vi fortsætter. På trods af nederlag, skavanker, smerter og yngre modstandere. Vi kan ikke andet. Livet ville blive temmelig farveløs uden den seriøse konkurrence på banen.

Men jeg har også måttet indse, at for at jeg kan med her på danmarksserieniveau, så kan jeg ikke sløse med tingene, som jeg kunne som 20 eller 30 årig. Alt skal optimeres – søvn, væske, koncentration, bevægelse, taktik, det mentale. Og selv med et relativt højt bundniveau, så straffes man konsekvent, hvis ikke alt er optimeret. Boldene kommer gentagne gange retur, og det i et hurtigt tempo. De ligger tættere på nettet, længere ude i krogene, det knager i kroppen og gør også ondt, sveden hagler, der tænkes langt mere, pauserne øges, og spillet forsøges tilpasset.

Alligevel er det svært at ændre spillerutiner, spilletilgang, bevægelser og foretrukne slag i kampens hede. Når man nu er vant til at spille bolden på den og den måde, i det hjørne fra det hjørne og sted, og man så bliver tvunget til at ændre på dette, fordi modstanderen har set det eller bare dækker det hjørne eller gang på gang uden besvær når den bold, som “normalt” ofte er en vinder eller gamechanger, så er det ikke så let at ændre, ikke for mig i hvert fald.

Hvad jeg i grunden vil sige er, at dette lige netop er selve sportens hjerte. At resultatet ikke er programmerbart og på forhånd kendt. Men at sport er lig med tilstedeværelse i nuet, tilfældighed, uforudsigelighed, udfordring, spontanitet, usikkerhed, udenfor absolut kontrol med et element af det ubevidste. Det gør sport spændende. Giver flow. Giver den nerve og holder energien og glæden i os i live. Det er mit fix nr. 2. Fix nr. 1 er smerterne fra nattens kramper dagen efter.

Af Per Damkjær Juhl

Læs også

Per Damkjær Juhl: Ud af gentagelserne kommer variationen

”Vi ved også, eller burde vide det, at var det ikke for utallige menneskers indsats, …