DANISA Denmark Open III

Det er tredje gang, jeg deltager med pressekortet om halsen. Denne gang endda med Badmintonbladet på ryggen. På mange måder er det den samme fortælling igen. De samme oplevelser. Og så alligevel ikke.

Selvom jeg har spillet holdkampe i over 40 år, og hver sæson er en gentagelse af de samme strukturer, de samme peptalks, de samme forberedelser, på banen de samme slag og bevægelser – og de samme øl og historier i omklædningen, så er det samtidig også noget nyt hver gang. Små korrektioner hist og her. Nye kampe, nye modstandere, nye betingelser – fx at kroppen blevet endnu et nøk ældre. Men også nye erkendelser og forståelser af spillet.

Sådan er det også med DANISA Denmark Open. Det samme setup, det samme sted, ja den samme byggeplads udenfor hallen ????, et passende element af kontinuitet med andre ord, men også med ændringer, justeringer og forbedringer her og der. Gamle ansigter på gangene, men også nye. De samme stjerner, nogle i opdaterede og tilbagevendte udgaver, og nytilkomne. Nogle ikke længere på banen, men bag mikrofoner og stillestående foran kameraer.

Det var nogle ubarmhjertige opstartsdage for danskerne, der tirsdag væltede på stribe med én undtagelse og onsdag kun fik to igennem nåleøjet.

Det var smertefuldt at observere. Det gør noget ved selvbilledet. Tænker det gælder på alle niveauer og engagementsstatus. Jeg siger til mig selv, at jeg ikke må lade skeptikeren i mig få overtaget. Ham der altid tænker worst case. Ham, der siger at en langstrakt førerposition er ved at klinge ud. Nej. Han må ikke få det sidste ord.

Men ondt gjorde det at bevidne, foran skærmen derhjemme, eller hvor man nu kigger på den, eller live i Odense Sports Park.

Tre herresIngler torsdag, fra sen eftermiddag, hvor den lille hal med et par tusinde tilskuere endelig var fyldt, larmende, klappende – deltagende.

Klokken er 18.10. Gemke har lige vundet. Tilbage venter kampene med AA og VA. Jeg må tilbage i den lune hal.

Per Damkjær Juhl