Ikast holder benene på jorden

Loading

Ikast vandt mandag i Golden Set 4-3 over AB Aarhus og ligger nu lunt i svinget til at skulle spille Badmintonliga næste sæson. Ikasts træner Sune Gavnholt var også meget glad for sejren.

– På papiret var det fortjent. Vi var favoritter i singler og i doublerne vidste vi godt at AB var stærke. Golden Set er selvfølgelig marginaler, men vi var mentalt til stede, og Olga kom ind og spillede en fantastisk kamp, fortæller Sune Gavnholt.

Ikast, som de seneste år har været en fast del af toppen i 1. division, står nu måske endnu tættere på Badmintonligaen end tidligere, men selvom Danmarks bedste liga ligner en realitet, ændrer det ikke på det midtjyske koncept.

– Vi kommer ikke til at ændre koncept eller kultur, selvom det koster en nedrykning fra Badmintonligaen. Vi køber ikke bare et førstehold. Vi vil meget gerne have spillere fra øverste hylde, da de kan lære fra sig til de unge og gå forrest til træning og kamp, men som udgangspunkt vil det stadig være de samme type spillere, som vi vil tiltrække, og det vil der ikke ændre det store på. Vores fokus forbliver også på talentudvikling.

Gavnholt medgiver dog at det vil potentielt kræve et par spillere til Ikast, specielt som følge af at holdets første herresingle Victor Svendsen skifter til Vendsyssel.

– Vi kan godt måle os med de andre, selvom vi nok ligner det svageste hold. Men det kræver et par forstærkninger, da vi sagtens kan miste et par spillere til.

– Vi skal i tilfælde af en oprykning samtidig også være gode til at sætte os nogle målsætninger, hvor vi kan få noget udvikling, så alt ikke afhænger af om vi vinder eller taber.

Sidste kamp i ligakvalifikationen spilles d. 19. april, hvor Ikast skal en tur til KMB. Selvom der er lagt op til en stor dag, holder træneren begge ben på jorden.

– Rykker vi op, skal det naturligvis fejres, men hvis det ikke lykkedes så tager vi den derfra. Vi er måske lidt midtjyske, men vi holder vores på ben på jorden og tager det som det kommer.

Læs også

Badmintonligaen: Sådan bliver resultaterne i sjette runde

Sjette runde af denne sæsons Badmintonliga spilles i aften kl. 19.00. BadmintonBladet har vanen tro …