“Der er flere dage, hvor jeg føler mig ældre end min alder end yngre” Tiger Woods. Politiken, 16.05.19 side 12. 

Jeg har så ofte skrevet om min ømhed, stivhed og smerte, og om min halvbanemakker Steen “Gamle” Hansen, der igen lige har været skadet i skulderregionen og nu i ballen, og Von Adler, der døjer med tilbagevendende problemer i bentøjet.

Problemer og smerter i anklerne. Svangen. Den højre hofte. Lænden. Lysken. Lejlighedsvis i højre skulder. Tilbagevendende skavanker, som stædigt forsøges holdt på afstand af flere gange daglige gulvøvelser, smertestillende forud for spillet, samtaler med andre (om egne og deres smerte) og med sig selv i en evigt kværnende, indre dialog. En cyklus af bølger med solskinstoppe og dybe og mørke huller. Senest et hævet venstre knæ pga mulig meniskskade, forværret under intensiv badmintonspil i Japan.

For at forstå, acceptere og bedre kunne overleve og gennemleve denne rollercoaster-badminton-tilværelse læser jeg artikler om den nyeste smerteforskning og -teori, om skiftet fra den biomekaniske, kartesianske opfattelse til den biopsykosociale, hvor nærmest alt i ens miljø inddrages i smerteforståelsen, hører podcasts, følger fysioterapeuter, ernæringseksperter og generelt en masse kloge mennesker på nettet – Lars Avemaria, Morten Elsøe, Anders Nedergaard, Morten Svane. Jacob Beermann. 2 name just a few.

Forsøger at opsamle, akkumulere og integrere den viden i håbet om, at jeg kan foretage ændringer og integrere det i leveadfærd. Det sidste er svært. Især til vedvarende ændringer.

Den samme viden forsøges også brugt til at dulme, forklare og give blot en antydning af indblik, balance og ro. Og ikke mindst tro og optimisme.

Og så hører jeg en dag en podcast, anbefalet af Anders Nedergaard:

hvorfra følgende (oversat til dansk) stammer fra:

Det at rette opmærksomheden på oplevelsen af smerte, kan forstærke oplevelsen af smerte! Og befæste smerten. Og alle siger de, at smerten opstår og sidder i hovedet, og at man oftest oplever smerte selvom kroppen er intakt og uden skade. Og ofte ingen smerte oplever, selvom kroppen har en skade. Det er så indviklet.

Så smerte er svær at blive klog på. Svær at fange. Svær at behandle og eliminere. Svær at beskrive i sin omfattende indflydelse på livet, på dagliglivet og på badmintonspillet.

Men når man tænker over det, så er det alligevel utroligt, hvad kroppen trods alt holder til og finder sig i, uden de vilde protester. Tænk hvad vores knæ, ankler, ryg, skuldre og arme ikke har accepteret af udfordringer og belastninger. Selv om tempoet i min alder er faldet betragteligt, er det jo ikke gåtempo, hvad jeg præsterer (måske et lidt stort ord) på badmintonbanen. Og kroppen følger med, hvad jeg beordrer den til. Sån’ nogenlunde da.

Jeg har længe fulgt Lars Avemarie på facebook. Han bringer og videreformidler næsten dagligt indlæg om smerte med refererer til videnskaben og evidens. Avemarie og Nedergaard siger begge, at man skal holde sig aktiv, trods smerte, dog med hensyn, og at kronisk smerte kunne antyde, at problemet er et helt andet end en fysiologisk skade i et væv.

Har du har en hammer i hånden ser du søm alle steder. En ortopædkirurg ser noget, der skal fixes ved et operativt indgreb i kroppens fysik. En fysioterapeut ser en skadet sene eller korsbånd, som skal behandles, fx med varme og stråler. En massør ser muskler og led, der skal masseres for at løsne op. En kiropraktor vil vride og dreje din krop. En psykolog taler om følelser og spændinger. En læge taler om ro eller tilbyder røntgen og skanning, som om et foto vil give dig et svar og den store læsning. Alle ser de på din krop ud fra deres eget perspektiv.

Omtalte Avemaria og Simon Kierkegaard, stifter af Smertevidenskab.dk mener, at der indenfor smerteforståelsen er brug for et paradigmeskifte fra den biomekaniske model til den biopsykosociale model.

Læs blandt andet, hvad Lars Avemarie tænker om smerte. De er bragt med hans godkendelse.