“Det er ikke godt for dig, far. Du bliver nødt til at finde noget andet!”

Foto: @Privat 

Udgivet første gang i BadmintonBladet den 17. oktober 2016 

Når ens 15 årige søn siger dette, en søndag eftermiddag, efter et super hyggeligt “Knæk Cancer” badmintonstævne i Stubbekøbing, så burde jeg erkende, at den er gal. Forinden havde jeg fortalt ham, at jeg samme morgen indtog 600 mg ipren og 1 mg pamol for “fjerne” smerterne og være i stand til at spille. 

“Du bliver nødt til at holde en pause, far!” 

Jeg ved det godt. Det er ikke holdbart. Jeg tager en kold tyrker i morgen og ophører med pillerne. I morgen. Jeg lover det. 

Sidste år havde jeg en nær uafbrudt periode på næsten 6 måneder på piller, så jeg kunne spille. Det er tosset. Jeg betragter ellers mig selv som en rimelig fornuftig person. Men hvad angår badminton vinder det emotionelle over rationaliteten. Er det forøvrigt doping? 

At være skadet over længere tid er en belastning på flere måder. Ikke mindst mentalt. Jeg går i stykker indeni. 

Jeg har været plaget af smerter i lyske/balle og hofte/bækken i højre side i halvandet år efterhånden og er temmelig frustreret. Først var det lysken, så flyttede det sig til de store muskler i ballen og nu er det bækkenet. Sacroiliacaleddet. Arvæv og dermed begrænset eller ingen bevægelighed, siger kiropraktor. Massøren undrer sig og spørger, hvad jeg dog har lavet for mange år siden, for det er gamle ting, der nu har mødt sit “when the shit hits the fan”, sit mætningspunkt, hvor kroppen ligesom ikke kan kompensere mere. 

Jeg har forsøgt at selvmedicinere med Iprener og panodiler i en kombi, og det har “virket” ganske udmærket. Men det er jo ikke holdbart og ved ophør er smerterne vendt tilbage. Indimellem har der været korte perioder, hvor smerterne pludselig var væk. 

I perioden har jeg besøgt massør Asger omkring 30 gange og han har fremkaldt de vildeste smerter, men også forløsninger. Han trykker til og er fantastisk til “se” de ømme punkter. En gang måtte jeg sætte mig i det tilknyttede lokale efter massage og overgive mig fuldstændig til tårer og gråd. Han havde trykket så hårdt, vedholdende og præcist, at det fik åbnet for et eller andet herinde i hvilket gjorde, at jeg mistede al kontrol. Bagefter var jeg som renset på flere planer. Det var ret syret. 

At have konstante smerte og være ude af stand til ikke bare at spille badminton, men også at løbe, ja bare fungere, påvirker humøret, som ellers normalt er ret godt og positivt. Jeg bliver gnaven og utilfreds, når smerterne er kronisk. Smerterne influerer også på søvnen. Det er svært at sove, når det konstant stråler ned gennem det ene ben og man ikke kan finde hvile. Gudskelov er jeg far til tre børn, og når man er det, så har man en vis erfaring med at leve og fungere på trods af søvnmangel. Men som sagt, den bedste måde at beskrive det på er, at jeg går i stykker indeni. Jeg får dystre tanker. Pessimismen får overtaget. 

Jamen, vil nogen sige, i min alder, efter 30-40 års badminton slid, må man acceptere skavanker og det at have begrænsninger og have ondt. Det er rigtig. De fleste af os løber rundt med den slags. Men jeg vil nu indvende, at der er en forskel, ikke bare kvantitativt, men også kvalitativt. Der er en kvalitativ forskel i slidtage og den smerte, det medfører, og smerterne ved at være skadet. Der er ikke bare tale om kvantitativ mere smerter, men om en anden og mere ødelæggende smerte. Man kan tilpasse sig slidtage, men mere vanskeligt en skade. Den er mere omsiggribende. 

Måske smerterne og begrænsninger yderligere opleves værre, når man er så bidt af sporten. Øger engagementet og afhængigheden af spillet oplevelsen af smerten og den indre krakelering? Det føles sådan! 

Behandlingen er optrappet til ugentligt to gange kiropraktor (gudskelov har jeg en sundhedsforsikring via arbejdet) og en gang massage, samt de sædvanlige, daglige udstræknings øvelser. Coach Lejre mener, jeg skal komme i retrohallen igen, springe den engelske double over og varme grundigt op istedet. Først tænkte jeg, “ja ja du ved ikke, hvordan jeg har det!” Men jeg har tænkt over det (for vi badminton idioter tænker jo masse over den slags) og vil følge hans opfordring. 

Jeg kommer til træning igen, måske bare for at spille 10-20 minutter, helt stille og rolig. Af flere grunde. For igen at blive en del af gruppen og mærke sammenholdet. For igen at røre bolden og mærke lidt af glæden. 

Og fordi kroppen efter min opfattelse generelt har brug for at blive brugt og skadesstedet specifikt har brug for en mild provokering. Udfordringen bliver at passe på og ikke at “stimulere” for meget. Det sidste kan blive svært. 

Men i dag i Stubbekøbing til Katrine Burmanns “Knæk Cancer” arrangement kunne jeg spille. Med VBK- lærling Emil Østerholms lillebror Anders. Med lidt influenza i kroppen. Og på piller. Efter 2-3 uger uden træning. Det var herligt. Jeg nød det. 

Det var et vildt hyggeligt arrangement med masser af lokale spillere fra forskellige klubber, på alle niveauer og i alle aldre. Tak for oplevelsen af at have noget til fælles med en masse andre.

Per Damkjær Juhl

Læs også

Tænk hvis…..

…..der blev skrevet en lige så ærlig og bramfri bog om en dansk badmintonspiller! Spørgsmålet …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.