Line Kjærsfeldt leverede i dag en fin præstation. Foto @ Annette Vollertzen

European Games: Se hvem danskerne skal møde for at kæmpe om medaljer

Loading

Gruppespillet ved European Games i Baku er ved at være slut. Der mangler blot en runde mixeddouble torsdag, og derfor er lodtrækningen foretaget i de andre rækker.

Alle danskerne har indtil videre vundet alle deres gruppekampe. Modstanden har været behersket, og med maksimumsejre bliver den første runde af knock out-fasen heller ikke vanskelig.

Tidligt danskermøde
I damesingle har Danmark Line Kjærsfeldt og Anne Thea Madsen med. De løber desværre allerede ind i hinanden i kvartfinalen på fredag. Selvfølgelig forudsat, at de begge vinder deres respektive 1/8-finaler. Ærgerligt at Danmark bliver begrænset af lodtrækningen, men så er der til gengæld stor sikkerhed for en medalje i damesingle. Se lodtrækningen i damesingle.

Holst udfordres af Evans
Herresinglerækken har Emil Holst som eneste danske islæt. Efter en temmelig usikker start har den nye Skovshoved-spiller fundet sit spil og tempo. Han møder i 1/8-finalen italieneren Maddaloni. Den vinder danskeren nemt, men så er det topseedede Scott Evans, der står imellem Holst og en medalje. Bliver spændende om ambitiøse Holst kan løfte niveauet en tak mere. Se lodtrækningen i herresingle.

Mulig finaleplads
I damedouble har Lena Grebak og Maria Helsbøl fået en fin lodtrækning. De møder et ufarligt belgisk par i kvartfinalen, og skal så formodentlig møde russerne Bolotova og Kosetskaya om en plads i finalen, hvor de bulgarske Stoeva-søstre er sandsynlige modstandere. Se hele lodtrækningen i damedouble.

Herredoublen skal i finalen
Boe og Mogensen, der er de suverænt højest placerede på verdensranglisten, som deltager i European Games, skal møde et par franskmænd i kvartfinalen. Semifinalen vil byde på tysk modstand i form af Beck und Heinz. Det vil give en forventet finale mod europamestrene, Ivanov og Sozonov. Se lodtrækning i herredouble.

 

Læs også

Skaarup og Kjærsfeldt tvang stærkt par ud i tre sæt

Anders Skaarup og Line Kjærsfeldt tabte til et stærkt par malaysisk par i første runde af …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.