BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Dag #238. Sæson 47 (cirka)
I omtrent 9 måneder har jeg døjet med vejrtrækningsproblemer. Eller sagt med andre ord, det har været som om der ikke kommer nok ilt ud i kroppen. Og sådan er det faktisk stadig.
Fysikken er undersøgt – og er fortsat i en undersøgelsesproces. Der er intet fundet trods flere hjerteundersøgelser, EKG’er, skanninger, blodanalyser, Covid tests, røntgen af lunger, puste-tests og lægesamtaler.
Altsammen midt under en pandemi. Fra min side skal der kun lyde rosende ord til det frie hospitalssystem. Det har fungeret – hurtigt, venligt og oplysende. Tak.
Her onsdag aften, hjemme efter 90 minutters deltagelse på Jacob Oehlenschlægers Team Storstrøm træning for de 10-16 årige, overvejende med Nikolai på 10 år, og 60 minutter med mine jævnaldrende, sidder jeg atter, velfortjent, efter egen opfattelse, med en kold øl og nyder stilheden i stuen. Sønnerne klarer gudskelov sig selv. Godt opdraget ¯\_(ツ)_/¯
Jeg er træt. Jeg er glad.
Det var så utrolig dejligt at spille med igen på seniortræningen. Drille Bo Rafn, selvom han er klasser over mig, men også i forhold til mig jo bare er en ung mand. Spille blødt og relativ velovervejet, når nu enhver bevægelse og kraftudfoldelse koster.
Bare være med. Være en del. Og så sige tak og farvel, og gå ud i omklædningen og sidde der lidt, i eget selskab og falde til ro og lade tankerne flyde i alle mulige retninger efter 4 timer i den store hal.
Den store hal.
For mange af os rammen om et liv løsrevet fra arbejde, uddannelse, prioritetslån, vasketøj, ægtefælle, valget i USA, opdragelse…altså alt det udenom banen, bevægelsen og boldens flugt. Alt det, som efterlades udenfor og glemmes, når bolden er i luften. Selv pandemien.
Når bolden er flyvende, opløses verden udenfor. Så er vi i legen, i næste berøring, næste duel, næste point. Længere er den ikke.
Vi er nu’et.
PDJ
