Læserbrev: Du går glip af det bedste i dit barns liv

“Jamen, jeg har ikke tid…” Stop dig selv! Lige nu.

Der siges og skrives utroligt mange kloge ting om forældre og børn og samvær og opdragelse og jeg skal give dig, skal jeg …

Der er både noget om kvalitetstid og kvantitetstid. Der er selvhjælpsbøger, og der er en syndflod af formaninger og sager og værk.

Her kommer noget andet. Eller måske bare en ting til. Bedøm selv. Det tager meget kort tid, og det er så dybt, at det er dybt en gang til …

Jeg har været vanvittig heldig som barn. Jeg havde to dejlige forældre. Jeg har den ene af dem endnu, faktisk. Dengang havde jeg også min far. Og hvis jeg kun måtte nævne to ting fra min barndom med min far, så ville det være: 1. At når jeg vågnede tidligt om morgenen, så sad min far og læste bog i stuen, og når jeg tøffede op til ham, så spillede jeg gerne et slag skak imod ham. 2. Jeg kan huske, at jeg står en kold aften på en våd græspæne ved en skole i en anden by – sammen med 5-6 kammerater, min far og en anden far. Og der trænede vi fodbold sammen. Bare os.

Hvad vil jeg sige med det?

Jeg tror egentlig ikke, at jeg vil sige andet – end at hvis mine erfaringer kan bruges til noget, så er det, at jeg husker, at min far havde lyst til at være sammen med mig – uanset om det var skak eller fodbold. Og at han var så villig til det, at han valgte at lave en fodboldklub for min skyld, fordi jeg ville spille fodbold, før man kunne begynde til det i Ølstykke Idræts Forening, ØIF.

Jeg tror, at det har betydet helt ufatteligt meget for mig, min personlighed, min tro på mig selv, min (vil jeg mene) indre harmoni. At min far var der for mig. At min far ønskede at bruge sin tid på mig. Og jeg var mindst lige så heldig med min mor.

Hvorfor skriver han alt det sludder om sig selv og sin far og sin mor? Jo, fordi jeg tror, at der er en morale, som jeg gerne vil give videre. Jeg har nemlig valgt at gøre næsten det samme med mine egne børn. Da min datter pludselig ville spille håndbold, så blev jeg træner for hende, selv om jeg ikke havde en dyt forstand på det. Hun ville gerne spille håndbold, så jeg tog på en røvfuld børnetrænerkurser, og så var jeg hendes træner i 3 år. Og da hun voksede fra mig på den front – ja, så valgte min søn også at ville spille håndbold (og ikke fodbold som sin far), og så valgte jeg at blive træner for ham i 3 år.

Det er nogle af de bedste beslutninger, jeg nogensinde har truffet. Jeg har været så meget sammen med mine børn i de 6 år. Jeg har oplevet dem til træning, til kampe, til og fra træning og kampe, til stævner, til fællesspisning, til hygge, til alt mellem himmel og jord, og de har aldrig sagt, at det har været et problem, at jeg var der. Jeg var bare en helt naturlig del af deres liv. Og de var en naturlig del af mit liv. Og vi var sammen om en fælles interesse, passion og glæde. Ja, og i flere af årene var det med deres mor som holdleder. Og nu hvor mine trænerevner er sluppet op, så er hun fortsat som holdleder.

Og nu kommer pointen så endelig

Jeg synes, at alle fædre og mødre skulle gøre det samme. I skal gå ind i det frivillige foreningsliv i Danmark, og I skal sørge for, at I er sammen med jeres børn om dette.

“Jamen, det ville vi da også gøre, hvis vi bare havde tiden til det, men det har vi ikke …”. Sådan kan jeg næsten høre mange af jer sidde og tænke og svare, imens I læser …

Stop det. Stop jer selv. Nu!

Jo, I har tid. Der er (næsten) ingen mennesker i Danmark, der ikke har tid til at lave frivilligt arbejde. Der er forholdsvis få mennesker, der bruger flere timer på deres arbejde, end jeg gør, og jeg har tid til det. Vi bruger alle tid på at være på sociale medier, på at se fjernsyn, på at se serier på streaming-tjenester, på at løbe, på at styrketræne, på at se godt ud, på at få huset eller haven til at se godt ud, på at eksperimentere med mad eller rejse på ferier – eller alt muligt andet.

Det er bare et spørgsmål om at prioritere. Drop Facebook – og gå ned i hallen med din datter. Drop tv-serierne – og gå ned i sportsklubben med din søn. Drop din personlige forfængelighed – og følg med i dit barns interesse.

Og du skal vel at mærke ikke feje foran dit barn! Det er ikke for at klare tingene for dit barn. Tværtimod! Nej, du skal bare være en del af dit barns fritidsliv.

Du skal da stille krav til dit barn. Jeg har for eksempel haft fremragende stunder, når jeg har lavet “Kerteminde-mesterskaberne i skolehåndbold” med min søn. Han har siddet ved dommerbord, han har været dommer, han har regnet stillinger ud, han har taget imod hold, og han har speaket til finaler. Han har fundet ud af, at det er fedt at bruge tid og kræfter på at give noget til andre mennesker, så han er også blevet frivillig. Ja, han har sågar været med til at træne nogle hold. Og nogle gange har vi kunnet ramme, at vi har kunnet være frivillige sammen om de samme ting. Der er ikke noget mere tilfredsstillende end at lave noget godt for andre – sammen med sine børn.

Derfor:

Hvis du ikke er træner – så bliv det. Hvis du ikke er holdleder – så tag tjansen. Hvis du ikke er frivillig – så meld dig. Hvis du ikke er bestyrelsesmedlem i dit barns klub – eller bare i en frivillig forening i byen – så stil op! Gør noget for dit barn. Gør noget sammen med dit barn. Og det skal ikke være i en forlystelsespark eller på en ferie eller ved at se en film sammen…

Det er helt vildt meget mere givende og udviklende og opdragende for begge parter, hvis I laver noget frivilligt arbejde sammen. Hvis I gør en indsats sammen. Hvis I dropper bare nogle få af hverdagens ligegyldigheder – og gør noget fedt for hinanden og for andre.

Ja, det blev måske alligevel til en hel masse formaninger og gode råd og løftede pegefingre?

Og ja, det blev måske også lidt “helligt”? Tjae … Det gjorde det måske nok. Men så kommer den bedste grund til det, hvis du synes, at det hele virker lidt for frelst. Så er der en endnu bedre grund her:

Du skal gøre det for dig selv. Der er ikke noget bedre end at gøre noget dejligt for andre mennesker. Og helst sammen med dine egne børn. Du får det bedre selv. Prøv det!