To badminton-entusiaster om at lave YouTube-kanal sammen: Vi supplerer hinanden godt

Loading

Mads Selmer og Sofie Kirchhoff lavede for halvandet år siden en YouTube-kanal med badminton-øvelser, der skal være en inspiration for især trænere. Hurtigt blev dette en succes, men kan man overhovedet tjene penge på det, og hvordan er det at arbejde sammen? Det fortæller Selmer om. 

Selmer og Kirchhoff har nu haft kanalen i halvandet år. Det er dog stadig ikke nemt at tjene penge på denne, fortæller Selmer:

– YouTube og Google er således lidt grådige og tager en rimelig stor del af fortjenesten. Men der er forskellige reklameformer, man kan sætte på. Hvis man så gør sine reklamer synlige, så folk trykker på dem og endda køber noget, er der lidt penge i det.

Der er imidlertid en måde, hvorpå man kan tjene flere penge:

– Hvis man ydermere kan få folk til at købe produkter via vores videoer og brand, har man jo potentielt 70.000 kunder til en butik, fordi 70.000 følger os. Og så kan man selv tage en del af overskuddet. Derfor er vi ved at integrere en webshop for tiden. Det er dog ikke det, der driver os. Det er nemlig først og fremmest det med at hjælpe andre og aspekter som nysgerrighed og passion. Det føles således rigtig godt at lave.

Det, der desuden tiltaler Selmer omkring arbejdet, er friheden i det:

– Det fede ved det her arbejde er ydermere, at man selv kan designe det. Der er netop ikke nogle mål og forpligtelser. Endvidere er det også sjovt at hjælpe andre YouTube-kanaler i gang.

Når man laver sådan en kanal, er det dog ikke alt, der er lige spændende. Der er således masser af områder, man skal fokusere på. Det kan være alt lige fra markedsføring til videoredigering. Selmer fortæller om dette:

– Mange ting gider man ikke rigtig bruge tid på, såsom hvad ens titel skal være. Vi har derfor blandt andet købt et analyseværktøj, der viser, hvordan vores videoer har større chance for at blive vist. Hvis man bare kunne nøjes med at redigere videoer og lægge dem op, ville det være fedt.

Det skønne i at være to om det og fremtidsudsigterne

For Sofie og Mads er det derudover en lidt speciel situation. Det at være to om det, og endda også at have været kærester på et tidspunkt, er således noget, der giver udfordringer, men især fordele:

– Det, at vi er to, der laver det, giver en masse fordele. Man kan således snakke om tingene, vende disse en ekstra gang og udnytte hinandens kompetencer. Arbejdsfordelingen bliver således bredt ud. Sofie er for eksempel super god til det engelske, og det er jeg blandt andet til det tekniske. Det er jo også lidt specielt, da vi var kærester og nu er kollegaer. Det kan godt give lidt problemer.

Nu er der jo sket meget, og det er gået rigtig hurtigt i den rigtige retning. Men hvad fremtiden byder på står lidt hen i det uvisse. Det afhænger således af specielt en enkelt faktor:

– Vi er begge to studerende, så man kan ikke lave det fuldtid. Fremtidigt har vi da heller ikke direkte planer om at lave det på fuldtid, da vi begge også er studerende, henholdsvis medicin- (Sofie) og lærerstuderende (Mads). Dog vil vi heller ikke udelukke ideen. Vi ser YouTube-projektet her som en karrieremulighed, men bestemt ikke den eneste. Det skal jo gerne være noget, man bliver ved at brænde for. Så tiden vil vise, om det er tilfældet.

Hvis du selv vil stifte nærmere bekendtskab med deres videoer, kan du komme ind på YouTube-kanalen ved at klikke her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.