1965 • 896 • 669 • 84 • 50 • 27 • 21 • 8 • 7 • 6 • 5 • 3 • 2 • 0

UDVALGTE TAL. HELT TILFÆLDIGT!

1965
Min årgang. En af største siden WWII. Også i badmintonsammenhænge. Som puslinge spillede jeg i Kolding på et 6+4 hold i ungdomsholdturneringen. I dag en uopnåelig drøm.

896
Dage siden jeg med en gruppe unge tilknyttet Team Storstrøm vendte hjem fra Tokyo efter 7 intense dage. En skelsættende begivenhed. Dengang livet så helt anderledes ud. Set med nutidens øjne. Memory for life so to speak. Arigatōgozaimasu, Okubo-San og Kim.

669
Dage siden første nedlukning af samfundet, og al sport.

84
Dage siden Thomas og Uber Cup i Aarhus. En intens uge med mindeværdige store og især små begivenheder.

50
År med badminton. Cirka!

27
Dage i den nuværende bølge uden badmintonspil for mit vedkommende.

21
Dage uden LIVE badminton på TV2 Sport.

8
Klubmedlemskaber…..Kolding, Viby J, Smash Frederiksberg, Mulhouse i Frankrig, Næstved, Vordingborg, Værløse, La Possession på Reunion i det Indiske Ocean.

7
År siden mit første indlæg i Badmintonbladet.

6
År, alderen på mine løbesko.

5
Ketchere i den slidte, gamle, orange taske. 2 stk Lin Dan N90 udgaven – favoritten med det tunge hoved, og ketcheren jeg altid foretrak når selvtilliden og baghånden trængte til et boost, knækkede i 2021.

3
Par badmintonsko, heraf er det mest slidte par stationært placeret under bænken i omklædningsrummet, presset ind over det varme rør, just in case.

2
Løbeture i den seneste tredje/fjerde bølge.

0
Dage hvor jeg ikke tænker på badminton.


ØMHED OG SMERTE

Torsdag formiddag var jeg i træningscenter med en beboer og løb min første tur i adskillige måneder senere på eftermiddagen, forbi Den Store Hal.

Fredag og lørdag indtog ømheden, på grænsen til smerte, kroppen. Især i venstre baglår og højre læg.

Lige nøjagtig den ømhed, som vi badmintonidioter (og alle andre maniske sports-, idræts- og motionsudøvere) hungrer efter, og som man næsten kan få psykiske og fysiske abstinenser over ikke at få stillet.

Jeg har ikke rørt en badmintonketcher og en bold på en badmintonbane i, hvad der føles som evighed, men kun er 27 dage.

Men 27 dage er næsten en evighed for sådan nogen som os. Om 3 dage genoptager jeg spillet.

Måske fortsætter jeg lidt endnu med at løbe. Med tyske Christian Löfflers bløde elektroniske melodier i yngste sønnens in-ear er det at løbe uden at tænke på optimering, målsætning, udvikling og tid faktisk ret fedt.

Jeg er faktisk lidt høj her til aften.

På mine egne signalstoffer.

Det er også det, bevægelse kan!

Badmintonbladet / Per Damkjær Juhl

Læs også

Unge dedikerer sig i mindre grad til enkelte aktiviteter 

Tallene fra den seneste undersøgelse viser, at den overordnede idrætsdeltagelse falder hen over ungdomsårene. Mens …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.