Camilla Martens og Maiken Fruergaard Sørensen fra Odense Badminton Klub. Foto @ Annette Vollertzen

Badmintonligaen: God hjemmebane mod nyt hold i Odense

Loading

Odense skal i aften forsøge at hente sæsonens første sejr, når de på hjemmebane møder Vendsyssel. Det bliver de samme 18 spillere, der skal i kamp, som i de to holds første kampe mod hhv. Gentofte og Solrød Strand – dog har nordjyderne flyttet mixen over i dame- og herredouble, mens Odenses holdopstilling er nøjagtig den samme som sidst.

Fynsk optimisme
Odenses cheftræner Lennart Engler er optimistisk inden kampstart.

– Vi ved, at vi har en god hjemmebane. Folk kan kigge på vores resultater fra tidligere og konstatere, at vi vinder de fleste kampe her i vores egen hal, siger han til BadmintonBladet.dk.

– Vi ved også, at vi skal møde et Vendsyssel-hold, der skal bruge lidt energi på at spille sig ordentligt sammen. De har mange nye spillere på holdet, og den usikkerhed de eventuelt må have ved ikke at være spillet ordentligt sammen endnu, vil vi udnytte ved at lægge pres på dem fra start. Vi kender selv hallen, og måske kan det give os nogle nemme points, at et hold med nye spillere lige skal bruge lidt tid på at vænne sig til den.

Damekampene
Kamprækkefølgen i aftenens kamp er damesingle, damedouble, 1. og 2. herresingle, mixdouble og herredouble.

Unge Henriette Jensen lægger ud i damesingle mod Kati Tolmoff, og den unge fynbo levnes ikke de store chancer mod den mangedobbelte estiske mester. Men Henriette er med for at lære og for at vænne sig til tempoet i Badmintonligaen.

I damedoublen spiller Camilla Martens og Maiken Fruergaard Sørensen mod Camilla Sørensen og Josefine Van Zaane, og her ligger favoritværdigheden hos Odense-parret.

– Vi joker lidt internt og sætter Camilla i doublen i stedet for single, så hun har større chancer for at holde bolden inden for linjerne, siger Lennart Engler med glimt i øjet og hentyder kækt til Camillas udfordringer med linjen i Golden Set forleden.

Kammerater mødes
Begge herresingler ventes at blive meget lige. I 1. herresingle mødes to gode venner, der har langt over 100 timers træning sammen. Raul Must og Ville Lång kender hinanden ud og ind, og på den ene side kan der måske godt komme lidt følelser imellem, men på den anden side vil begge formentlig kæmpe sit allerbedste for at få håneretten mod den anden.

I 2. herresingle mødes Steffen Rasmussen og Peter Mikkelsen, og i Odense-lejren føler man sig godt forberedt på kampen. Peter Mikkelsen har været med i gamet i mange år, og Odense kender hans spillestil.

Lennart Engler udtaler, at Odense herresingler begge er formstærke, og de føler sig godt forberedte til begge kampe.

Udviklingsdouble
Vendsyssel har ændret i deres mixdouble, hvor det i aften er Jonatan Nordh og Maria Helsbøl, der spiller sammen. De to spillede hhv. herredouble og damedouble i første holdrunde.

Hos Odense føler man, at Vendsyssel lige skal have tunet deres mix, indtil de finder den rette kombination, mens fynboerne selv har to meget stærke mixkort på hånden i Frederik Søgaard og Sara Thygesen, der vandt deres mixdouble i første holdrunde. Det er da også fynboerne, der må påtage sig favoritværdigheden i denne kamp.

Endelig er der herredoublen, hvor Vendsyssel er svage favoritter. De stiller op med kroatiske Zvonimir Durkinjak og Lasse Mølhede, der skal op mod Søren Toft Hansen og Patrick Bjerregaard. Odense mangler stadig Mathias Boe, der har været alvorligt syg i flere uger efter VM i Jakarta.

– Vores herredouble er lidt en udviklingsdouble, hvor vi har taget to af vores singlespillere og sat sammen i double. De to gjorde det rigtig godt i første kamp mod Gentofte, selv om de desværre tabte den i tre sæt, siger Lennart Engler.

– Vi har stadig Mathias Boe knyttet til truppen, og selv om det ville være rart, hvis vi kunne have ham med i de første par holdrunder, er vi stadig meget tilfredse med, at de unge kan få chancen, og at de griber den, når de får den. Det viser hvilken god bredde vi faktisk har her i klubben, slutter Lennart inden han forbereder de sidste ting inden aftenens kamp.

Læs også

Badmintonligaen: Sådan stiller holdene op til sjette runde

Opstillingerne til sjette runde i Badmintonligaen er nu klar. Runden spilles mandag kl. 19.00, og …