Per Damkjær Juhl: Skrækscenarier, guldmatch og smerte som fix

“Jeg elsker Serie 1”

…..sagde min holdleder Allan Brønnum lørdag aften efter den sidste holdkamp i denne sæson. En anden oneliner fra lørdagen kom fra Claus Rasmussen, sportsjournalist og ny i klubben – “Clear og smash er panikslag”.

Karslunde2 var kommet til den falmede retrohal i Vordingborg for at spille mod VBK2, hvis yngste spiller var Jan Rafn på 43. Kampen var uden betydning i den forstand, at begge hold intet havde at nå i oprykningsspillet.

Det blev ikke desto mindre en tæt og intens kamp, der først blev afgjort i sidste herredouble, hvor stillingen langt henne i tredje sæt blev 6-6. Alles øjne rettedes mod bane 3, hvor Karlslundes to Michael´er på henholdsvis 26 og 38 år buldrede derudaf mod Morten Bro på 45 og undertegnede på 50.

På forunderlig vis og med en aldrig opgivende attitude vandt de to gamle slaget med 22-20, og dermed holdkampen 7-6.

Den herredouble indskriver sig på min indre top 5 liste over mindeværdige kampe. Den havde alt det, der gør badminton lækkert – høj puls, sved, grin, umulige bolde, uforudsigelighed, hårde smash og en konstant intensitet.

VBK1 skulle have spillet sideløbende i Vordingborghallen mod Næstved, men vandt denne sidste kamp i nedrykningsspillet uden kamp, og skal dermed ud i kvalifikationskampe senere i april for at undgå nedrykning.

Skrækscenariet er selvfølgelig, at VBK1 rykker ned fra Danmarksserien. Dette ville betyde, at det gamle Storstrøms Amt ikke længere ville have et hold tilbage i Danmarksserien og opad, da Herlufsholm og Næstved allerede er dømt til nedrykning fra Danmarksserien.

Ønslev-Eskildstrup rykker ligeledes ned ud af Sjællandsserie, men som et plaster på det blødende sår, er Rødby oprykker til Sjællandsserien. Overordnet set er det unægtelig en badmintonmæssig deroute af dimensioner for vores område, hvor det tidligere flagskib, Nykøbing Falster engang for ikke så længe siden var at finde i anden division.

Motivationen og gejsten i nævnte serie 1 kamp fejlede ikke noget. Vi badmintonspillere kan sagtens finde energi og vilje, uanset alder og fysiske tilstand, selvom en kamp er uden betydning.

Forløbet omkring den meget omtalte Guldkamp var ellers, for mig i hvert fald, en stor mavepuster og motivationsdræber – både som holdturneringsspiller, ildsjæl og inkarneret badmintontosse.

Tænk sig at det kunne ske. Forestil dig et lignende scenarie i Superligaen! Nej vel?! Der må være rigtig mange røde ører rundt omkring. Der har været skrevet mangt og meget i diverse medier om forløbet, og jeg vil nøjes med følgende analogi:

Forestil dig et stille parcelhuskvarter med kun ét lyskryds. Én af husejerne ønsker at kunne køre over for rødt for at spare tid og spørger naboerne, om de synes, det er ok, at kun denne ene husejer kører overfor rødt.

De fleste svarer tilbage, at det er ok. Politiet, som hører om sagen, foretager sig intet, udover at sende et postkort til husejeren med teksten “go for it”, og håber vel i deres stille sind på evig grønt lys til alle. En dag kommer en af de naboer, som ikke svarede, kørende ind i krydset for grønt lys og bliver påkørt af førstnævnte husejer.

Politiet troede alle var indforstået med undtagelsen og har ikke foretaget sig mere. Ham, der kører overfor rødt, brokker sig over at ham, der havde grønt, ikke holdt tilbage, og hvorfor han ikke sagde fra i første omgang. I kan selv digte videre. Det er så dumt, at det er lidt morsomt samtidig. Og fandme ødelæggende for alle os andre, der knokler!

Nå, men på trods af spydigheder og undren i og udenfor badmintonverdenen, fortsætter badmintonlivet. Både i de lavere rangerende niveauer i den danske holdturnering og i de dele af landet, der ligger langt fra elfenbenstårnet i Brøndby.

Herude arbejder vi ufortrødent videre. Seneste skud på stammen i dette område, Sydsjælland og Lolland-Falster, er det igangværende arbejde på at etablere et samarbejde mellem de lokale klubber til gavn for ungdommen. Styringsgruppen har valgt at kalde projektet for Team Storstrøm.

TS vil forsøge at bygge ovenpå det arbejde, der allerede sker i de enkelte klubber, og sætte ekstra fart i det kæmpe udviklingsarbejde, der er nødvendig, for at få dette område tilbage på Danmarkskortet indenfor badminton. Inden længe vil jeg skrive mere om Team Storstrøm.

Vi har en lang vej foran os. Men vi er i gang. Vi kan ikke andet, for vi elsker vores sport.
I dag har jeg, liggende på sofaen, desværre lige set ViKtor Axelsen tabe til Momota. Igen.

Min krop gør ondt. Det var to lange tre-sæts kampe, jeg havde i går. Men som jeg skrev i nogle af mine første ord her på Badmintonbladet, så er mit fix no 1 netop denne smerte. Det er ekstra belønning dagen efter en god træning eller holdkamp.

Af Per Damkjær Juhl, Vordingborg Badminton Klub