BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Eller måske skulle overskriften bare have heddet ”Wozniacki vandt”, for hvem løb med overskriften i morgensporten på P4 kl. 6.45 d. 23. maj 2016? Det gjorde Wozniacki og hvorfor så det? Hvorfor var det ikke badmintonsporten, som netop havde vundet verdensmesterskabet? – jeg skriver en gang til verdensmesterskabet – og det er faktisk at sidestille med, hvis herrelandslandsholdet i fodbold havde vundet verdensmesterskabet.
Det vil jeg prøve at give mit bud på. Og, ja, jeg er farvet i min bedømmelse, da jeg selv spiller badminton og altid har gjort det, siden jeg var seks år. Jeg elsker badminton og spiller gladeligt året rundt, hvis ellers ikke kroppen engang imellem siger fra. Man er vel kun 48 år.
Objektivt set har badmintonsporten både fart, spænding og et simpelt pointsystem, men også en tv-mæssig udfordring, ubestemmelig varighed af en kamp (dog typisk mellem 30-60 minutter), og der afvikles ofte flere kampe samtidigt. Men sporten er også en holdsport, dvs. en holdkamps udfald er afhængig af seks kampe i Badmintonligaen plus evt. golden set.
For seerne er det nok en for stor mundfuld at følge med i, da man så vil være lænket til stolen i op mod tre timer. Fodbold tager 90 minutter plus 15 minutters pause og det løse, i alt 2 timer, og i sjældnere tilfælde yderligere 50 minutter, hvis der er forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.
Problemet med badmintonsporten i Danmark er, at det både er en holdsport med fem individuelle rækker og en single/par sport (i udlandet er holddelen dog knap så udbredt). For seeren er det alt for mange kampe og personer at forholde sig til i forhold til tennis.
Tennis har også fem rækker, men her er de kogt ned til to rækker, herre- og damesingle, som der er fokus på. Nuvel en tenniskamp ved man heller aldrig, hvor lang tid tager, men det betyder nok mindre, da en tennisbane er mere overskuelig og kampen har sine mange indlagte pauser. Som seer kan du med andre ord godt forlade kampen af og til, uden at det betyder alt for meget.
Går du fra en badmintonkamp, hvor der kun er en pause i hver sæt og pause mellem sættene, og alle dueller ender med et point til en af spillerne, skal du ikke være væk fra skærmen i særlig lang tid, før du måske har misset en væsentlig del af kampen. I den henseende er det yderligere en ulempe, at et sæt spilles til 21 point og ultimativt til 30 point. En badmintonbane er tv-mæssigt desværre også sværere at overskue end en tennisbane.
Det var de – set fra min subjektive side – de kølige fakta. Den anden side er, hvad udstråler vores nutidige danske badminton idoler? Faktisk ingenting hvis jeg skal være ubarmhjertig. Dog synes jeg, at Jan Ø. Jørgensen og Viktor Axelsen faktisk prøver at skille sig ud.
Lad mig også straks sige, at jeg absolut intet har imod vores dygtige og professionelle badmintonspillere, men de mangler desværre den der X-factor, som vores eneste danske verdensklassetennisspiller har. Det virker som om, at der inden for sporten er et usynligt kodeks, som siger ”du må ikke gøre for meget opmærksom på sig selv. Badminton er en holdsport, og derfor er du ikke mere end holdet”.
Men er badminton en holdsport? Er det ikke en sport, hvor det er individualisterne, som skaber sporten? Måske er dét sportens achilleshæl?
Danmark har igennem de sidste 50 år haft spillere i den absolutte verdenstop, men tennissporten er alligevel løbet med opmærksomheden, selv da de havde meget middelmådige herrer i 90’erne og 00’erne, der satte verdensrekord i tabte 1. runde kampe (jeg nævner ingen navne).
Sponsorer og TV-mediet vil have personer med kant. De skal fortælle en historie, som ikke er en sportshistorie, noget der gør, at sponsoren får opmærksomhed, og som gør redaktørerne på TV-stationerne/aviserne interesseret i at vide mere om ham eller hende.
Hvorfor er der ikke flere historier om badmintonspillere i de kulørte ugeblade? Hvorfor er der ikke flere med i de forskellige TV-quizzer? Det er lige før, der skulle en tragedie til, her tænker jeg på Carsten Mogensens hjerneblødning, før badmintonsporten fik opmærksomhed.
Hvorvidt der også skal en yderligere tilretning af pointsystemet til, så det passer bedre til TV-mediet, og dermed reklameindtægter, vil jeg ikke afvise. Ingen tvivl om, at ”money makes the world go around”, og jo flere penge der kommer i sporten, desto mere tv-tid kommer der også. På dette område har jeg ingen løsning.
Hvis vi skal løfte verdens sjoveste, sværeste, hårdeste, tekniske og hurtigste sport til at være en af Danmarks mest interessante sportsgrene, kræver det meget mere af vores elitespillere end bare godt spil og verdensmesterskaber. De skal give noget af deres hjerteblod, fortælle den gode og interessante historie.
Men vores forbund bliver også nødt til at opruste alvorligt på PR fronten, så sports- og ugebladsredaktører konstant bliver gjort opmærksomme på badmintonsportens eksistens og dens udøvere. Det kan være en svær kamp for Badminton Danmark, da sportsredaktørerne stort set kun interesserer sig for fodbold, lidt håndbold og svømning og så Wozniacki. Men hvis ikke der intensivt kæmpes om opmærksomheden, så får badmintonsporten ikke den fortjente opmærksomhed.
Jesper Adler
Jesper Adler er gæsteskribent på Badmintonbladet.dk. Jesper Adlers synspunkter er hans egne, og ikke nødvendigvis Badmintonbladets.
