På medrivende vis har Solrød og Greve gejlet op til den store/lillebror-fejde i den ene af Badmintonligaens kvartfinaler. I dag blev det styrkeforhold lagt fast – for i år.
I et godt fyldt Solrød Idrætscenter var scenen sat flot for rivaliseringen. Med et 2-4 nederlag i bagagen fra i tirsdags havde Solrød-træner Jakob Poulsen set sig presset til at justere på sit hold til returkampen. Det gav ikke pote.
Første runde gav forventet sejr til Greves hollandske lejesvende, Maas og Arends. Hurtig forestilling i to sæt. 1-0 til Greve.
I damesingle fik Amalie Hertz een på kasketten af Mia Blichfeldt i Greve forleden. Blot 16 point skrabede den vævre Greve-pige sammen. Denne aften begyndte Mia Blichfeldt i samme gear, men Amalie Hertz fik oprejsning, da hun med fin fight og godt spil vandt andet sæt. Tredje sæt var der aldrig tvivl om – Blichfeldt vandt med 21-11 og udlignede til 1-1.
For at få lidt mere punch i Solrøds damedouble var Lena Grebak taget ud af mixeddoublen og sat sammen med Amanda Madsen. Det gjorde kampen mere lige, end det var tilfældet sidst. Men det rakte ikke mod Greves velspillende duo, Isabella Nielsen og Rikke Søby. Det sejrede atter i to sæt. 2-1 til Greve.
Rokaden med Lena Grebak i damedoublen havde sendt Joan Christiansen i mixen med Niclas Nøhr istedet. En satsning som lige akkurat ikke lykkedes. Det var helt tæt i de to indledende sæt, men Ditte Søby og Mikkel Delbo trak det længste strå og begravede dermed Solrøds drømme for i år. Dermed 3-1 til Greve og avancement til semifinalerne.
Storebror forblev storebror, og lillebror måtte gå tidligt hjem i træningslokalet for at forberede næste sæsons lokalfejde. Se alle resultater fra Solrød mod Greve Strand.
Semifinalerne spilles over to kampe. Første runde er d. 23-24. februar.