Der var vaskeægte topkamp i Værløse-hallerne tirsdag aften, hvor hjemmeholdet tog i mod Skovshoved, der toppede Badmintonligaens grundspil inden kampen.
Publikum var mødt frem i pænt tal, og de fik valuta for pengene. Skovshoved har de seneste 3-4 sæsoner etableret sig som større og større favorit til DM-guldet, selvom de pengestærke københavnere endnu ikke har opfyldt ambitionen.
I dagens kamp var der glædeligt gensyn i damesingle med Tine Baun. Hun sloges godt for det mod Line Kjærsfeldt, men Tines form rakte ikke helt til at slå verdensranglistens aktuelle nummer 29. Værløse-spilleren triumferede i tre sæt.
I 1. rundes mixeddouble var verdensranglistens nummer fire selvfølgelig helt overlegne mod Søren Gravholt og Emma Wengberg. Dermed 1-1 efter første runde.
I herresinglerne var Emil Holst og Christian Lind Thomsen fra Skovshoved begge favoritter. Det var Rasmus Messerschmidt såmænd ret ligeglad. Han gik med vanligt gå-på-mod til opgaven mod Emil Holst, der netop er blevet udtaget til det danske EM-landshold. På trods af lidt gummiben mod slutningen af 2. sæt bevarede Messerschmidt roen og lukkede kampen i to sæt. Flot af ham.
Christian Lind lagde godt ud mod alsidige Mikkel Mikkelsen og tog 1. sæt nemt. Til gengæld startede Mikkelsen bedst i 2. sæt og havde en stor føring. Men Christian Lind mobiliserede fighterviljen og nåede lige akkurat at slå sømmet i kisten med 21-19. Dermed 2-2 efter anden runde.
I tredje runde var damedouble med Kamilla Rytter Juhl og Anne Skelbæk naturligvis domineret af Skovshovedparret, der var oppe mod Julie Finne-Ipsen og Thilde Mattisson. De to Værløsepiger havde vanskeligt ved at true skovserne i det almindelige spil, og derfor bragte Juhl/Skelbæk hurtigt på 3-2.
Så skulle holdkampen afgøres i herredouble, hvor Carsten Mogensen i Mads Conrads fravær havde assistance af Stefan Andersen. Sidst han var på banen vandt konstellationen mod Vendsyssel. Denne gang skulle René Mattisson og Nikolaj Overgaard vise, om de kunne holde hovederne kolde og presset på Andersen. Mattisson var rolig kampen igennem, og Overgaard lagde godt pres.
De to Værløse-drenge lavede kun få uprovokerede fejl og løste opgaven solidt. Carsten Mogensen bliver sjældent en dominerende faktor i den slags kampe, og det gjorde sig også gældende idag. Sejr i to sæt til Værløse, og derfor skulle der et Golden Set til at for at få uddelt pointene.
Det blev herredouble, som skulle spilles mellem Carsten Mogensen/Joachim Fischer og Nikolaj Overgaard/Søren Gravholt. Værløse-parret gik friskt til makronerne og førte 8-5. Langsomt fik verdensstjernerne dog ro på spillet og rytme i defensiven. Golden Set endte 21-15 til Skovshoved, der dermed fører grundspillet med 20 point mod Værløses 19 point.
Se resultaterne fra Badmintonligakampen mellem Værløse og Skovshoved.