“Jeg glæder mig meget til weekenden. Det er lige spændende hver gang. Tror dog ikke vi tager titlen år, men håber vi kan holde vores seedning om at nå semifinalen”, Christian
______________________________________________________
Der er pt masser af succes historier fra Nexø Badmintonklub.
Ungdomsspillere helt ned fra 3-4 års alderen og hele vejen op til 15 år fylder Nexø Hallen hver mandag.
Ved seniortræningen mandag og torsdag aften dukker 20-30 spillere op hver gang.
Men én historie overskygger alligevel de øvrige. Blandt Nexøs mange seniorspillere løber Christian Hansen på 73 år rundt som nykåret dobbelt Danmarksmester i 70+.
Ved Senior + DM i Silkeborg i marts fightede Christian sig til guldmedalje i både mix- og herredouble. Som om det ikke var nok. Senere i april, nærmere bestemt 12-14. april skal han forsvare de bornholmske og danske farver, når han deltager ved verdens mest prestigefulde badmintonturnerning All England. Christian stiller op i mixdouble +70 og er endda seedet til at nå semifinalen.
Det er da på ingen måde noget nyt, at Christian hiver flotte medaljer hjem. Siden 2008 har han vundet All England for senior+ hele 8 gange, 3 gange i herresingle, 3 gange i herredouble og 2 gange i mixdouble. Han er blevet Verdensmester i 2021 i mixdouble, mens han blev Europamester i 2016 ligeledes i mixdouble.
Det, der er derimod er forholdsvis nyt, er at Christian nu er deltidsbornholmer og på 2. år medlem af Nexø Badmintonklub.
I klubben er de naturligvis glade for og stolte over deres nye stjerne: ”Christian er til stor inspiration for os alle i klubben, både ungdomsspillere og seniorer, og vi er super glade for at han valgte netop vores klub at spille i, da Bornholm blev valgt til,” udtaler Helle Mogensen fra Nexø Badmintonklub.
______________________________________________________