Dansker i New Zealand: Surrealistisk at være i player lounge med Lin Dan

Loading

Jakob Lindqvist var den eneste dansker til at holde fanen højt ved denne uges New Zealand Open. Hvordan han er endt der, er en spændende historie, som du kan læse første del af nu og anden del af i morgen.

New Zealand Open er en Super 300 turnering, hvor flere prominente navne deltager, derunder Lin Dan. Så at et relativt ubeskrevet blad som Jakob Lindqvist skulle dukke op der, havde de færreste nok set komme. Lindqvist slår nemlig til daglig sine folder i lidt mere ydmyge rammer. Han spiller således i Holbæk i 2. division. Der er dog en helt særlig grund til, at danskeren er med her sammen med sin mandlige New Zealandske makker:

– Med hensyn til min makker (som er fra New Zealand), så er han én af ca. otte spillere fra New Zealand, som har været i Danmark og træne med Holbæk Badminton Klub, Stenhus Badminton College og det europæiske center. Så da han fandt ud af vi kom, spurgte han, om jeg ikke ville spille herredouble med ham i New Zealand Open, hvilket var en mulighed, jeg ikke kunne sige nej til. Og at vi så kom ind i kvalifikationen var mega fedt!

Da Lindqvist så spillede ved turneringen var der særligt en oplevelse, der gjorde indtryk på danskeren, der også er imponeret over forholdene ved turneringen:

– Setuppet er virkelig godt. Hallen er stor og “vindfri” og mange gode spillere har fundet vejen til New Zealand Open i år, bl.a. Lin Dan, som virkelig formår at tiltrække tilskuere! Helt surrealistisk at være vant til at se ham i tv til nu at være player lounge med ham.

Netværk har givet Lindqvist enestående chance

Lindqvist er taget en tur til New Zealand sammen med Ida Marie S. Kristensen for blandt andet at spille badminton:

– Vi er på rejse hernede i 2,5 måned, hvor vi i princippet fungerer som sparring til Waikato badminton club og til landsholdstræningen, men stadig også har tid til at opleve landet, naturen og selvfølgelig besøge vores venner hernede.

Danskeren har nogle forbindelser, der har muliggjort denne chance for at fungere som sparring:

– Jeg er i New Zealand grundet min forhenværende træner Peter R. Jensen, som tidligere har været landstræner for New Zealand og træner for “Waikato”, som er et område hernede. Så i samarbejde med Peter og Waikato badminton club fik vi lavet en aftale, hvor vi både får trænet med klubben, men også med landsholdet, hvor Rikke Olsen nu har fået trænerrollen efter Peter.

Peter R. Jensen tog hjem til Danmark igen i 2016 efter en periode som landstræner, da det nu var hans tur til at indrette sig efter familiens ønsker. Dette fortalte han Kanal Frederikshavn på daværende tidspunkt. I februar i år overtog den tidligere danske U19-landstræner Rikke Olsen så faklen.

Det er under hendes træning, at Lindqvist nu får chancen for at udvikle sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.