Sådan meldte BWF ud forleden, da efterårets turneringer i Asien blev udsat til januar 2021. Helt malplaceret.
Gode nyheder var det i hvert fald ikke.
I går efterspurgte en højt agtet træner flere positive nyheder på Badmintonbladet. Sandt er det, at de negative nyheder nærmest har stået i kø i flere måneder nu. Også her. Beklager.
Hver dag er der kritiske artikler i asiatiske, specielt indiske aviser om (egne) spillere, BWF, udsættelserne, spliden mellem forbund og spillerne, mellem Europa og Asien, spillernes manglende turneringsdeltagelse og deres økonomi etc.
Også danskere har skrevet om deres utilfredshed på international og national plan på diverse platforme og medier – nogle af dem findes også her på Badmintonbladet.dk.
•••••••••••••••••••••••••••••••••DAG #202•••••
Vi skriver nu dag #202 siden den 11. marts 2020, hvor al badminton lukkede ned i dronningeriget.
Vi var i dagene herefter, (kritisk) undrende og samtidig begejstrende, vidne til at All England blev afviklet med fyldte tilskuerpladser og gav dansk guld i herresingle. Siden har der været afviklet én lille turnering i….var det Letland? Resten af den tætpakkede turneringsplan er enten annulleret eller udskudt.
Det bliver et hæsblæsende 2021……hvis det når så langt, for virussen er langt fra nedkæmpet og under kontrol.
Flere fremskrivningsmodeller peger på et endnu heftigere efterår, altså en værre anden bølge, samtidig med at en vaccine har lange udsigter. Det tager let 3-4 år at lave en vaccine, og selvom der pt er mange vacciner, der afprøves i tredje fase, er reglen at det er højst 5 % af alle i tredje fase, der lykkes. Skulle en af vaccinerne vise sig at være brugbar, tager det yderligere langt tid at få den masseproduceret og distribueret. Med andre ord kan 2021 også blive et år præget af CV19 og indskrænkninger i alles liv.
•••••••••••••••••••••••••••••••••Vi ❤️?•••••
“Tommelfinger-regel nr. 1:Sportslig udvikling kommer altid før økonomi, liganiveau, klubnavn – uden sportslig udvikling ingen mulighed for økonomisk udvikling”.
Carsten Oldengaard. Mentaltræner.
•••••••••••••••••••••••••••••••••Vi ❤️?•••••
Så hvis vi skal kunne se verdens bedste badmintonspillere live på tv, må BWF komme med nogle nye tiltag. Det er trodsalt lykkedes at få gang i tennis, fodbold, golf, snooker, NBA, NFL, håndbold.
Der er blevet skrevet og talt meget om “bobler”, dvs at spillere og turneringer opholder sig og afvikles i isolerede bobler med høj sikkerhed, kontrol og hyppig testning.
At skabe sikre betingelser for dette har BWF foreløbig haft 6 måneder til. Havde BWF været en normal virksomhed og været lige så forbløffende handlingslammet og kreativitetstom, var den for længst blevet udmanøvreret og gået konkurs.
Lad os håbe at også Badminton World Federation med to danskere i spidsen meget snart kommer ud af starthullerne. Vi, os, alle trænger til se badminton igen på allerhøjeste niveau, spillerne trænger til at spille, og for nogles vedkommende sikre sig deres levegrundlag, og sporten må sikre sig sin plads, sin berettigelse og i sidste ende sin økonomi.
•••••••••••••••••••••••••••••••••???•••••
“Have no regrets – if you need to be right before you move, you will never win.”
“Perfection is the enemy of the good – when it comes to emergency-management”
“Speed trumps perfection”
Dr Michael Ryan, WHO Executive Director
•••••••••••••••••••••••••••••••••???•••••
DET POSTIVE
I min lille klub er børn og unge langsomt ved at komme tilbage i hallen og deltage på fællestræningerne. Vi er ikke oppe på tidligere sæsoners antal, endnu, men der kommer flere for hver uge.
Seniortræningen kører for fuld skrue, nu med uhørt mange unge i alderen 15-22, og “Tirsdagsholdet”, voksenbadminton, Badmintontræning for alle, motionister, flex fjer, kært barn har mange navne, er også næsten 100% tilbage hver tirsdag kl 18.30-22.00.
Børnehave-leg/bevægelse (-og badminton) gratis hver tirsdag formiddag for to af kommunens børnehaver (alle er inviteret!) er også i gang igen under ledelse af Eva og Amalie. Alle burde komme forbi. Det er en kæmpe fornøjelse at se 4-6 årige løbe, hoppe, springe, kaster, glide, lytte, grine – og spise madpakke bagefter.
Selv det gratis tilbud om badminton til alle, vi kalder det “Åben hal” er atter tilbage et par lørdage i hver måned.
Om eftermiddagen åbner vi ofte alle 4 sidedøre og lukker frisk luft ind. Om aftenen sørger de lidt mere kræsne seniorer for at lukke dem igen.
Bordet med sprit og rene aftørringsklude står helt ude i indgangspartiet, så man næsten ikke kan komme udenom, og inde i selve hallen ved hovedindgangen.
Omklædningsrummene er fortsat aflåst til hverdag og kun åbne ved holdkampe.
Vi forsøger lige som alle andre at agere ansvarligt i denne komplicerede tid.
•••••••••••••••••••••••••••••••••?????•••••
Herfra en opfordring til alle – klubber, ledere, trænere, spillere, forældre, frivillige, dommere og andre badmintonelskere!
Har I/du en god nyhed eller historie, der berører badminton meget eller lidt, så kom med den!
Send den hertil, gerne med fotos! Den behøver ikke være lang, der er plads til nærmest alt – perdamkjaerjuhl@gmail.com.