Nanna Vestergaard skal kæmpe for Højbjergs ligachancer. Foto @ Annette Vollertzen

Højbjerg: Tid til den endelige skæbnekamp

Højbjerg Badminton Klub spiller mandag aften den anden skæbnekamp inden for en uge, når man i  sjette og sidste runde i Ligakvalifikationsspillet møder Ikast på udebane. Den første skæbnekamp gik godt, idet Højbjerg på hjemmebane vandt 4-2 over Vendsyssel.

Højbjerg tabte lidt overraskende den første kamp mod Ikast med 2-4 på hjemmebane, og det resultat bidrager til, at kampen ude mod Ikast både er skæbnekamp og en vind-eller-forsvind kamp. Opgøret ser på papiret meget lige ud, hvor Ikast efter cheftræner Michael Christensens vurdering er favorit i damesingle, hvor Michelle Chan møder Kristina Gavnholt.

Derimod ser han Højbjerg som favorit i herredouble, hvor Jakob Staael og Mathias Bay-Smidt møder Mathias L. Hansen  og Sune Gavnholt. Michael Christensen ser ligeledes Rasmus Gemke som favorit i 2. herresingle mod Mads Emil Kristensen.

De øvrige tre kampe ser Højbjerg-træneren som meget lige. Højbjergs mixdouble Alexandra Bøje og Morten Bødskov har været godt spillende på det seneste og skal møde Trine Villadsen og Lasse Mølhede. Damedoublen Line Nørgaard og Nanna Vestergaard er ligeledes inde i et godt forløb og skal møde Simone Prutsch og Emilie Furbo. Endelig møder Morten Brødbæk i 1. herresingle Victor Svendsen, som han tidligere har haft fint styr på.

Ikast har inden mandagens kamp 11 point på den andenplads, der giver adgang til at spille i Badmintonligaen i næste sæson, mens Højbjerg på tredjepladsen har 9 point. Regnestykket er dermed meget nemt: Højbjerg skal have alle tre point.

Selv om Ikast har hjemmebanefordel, kan Højbjerg finde rygstød i historikken, idet holdet vandt 5-1, sidst man var i Ikast.

Af Ingolf M. Graae, kommunikationsansvarlig i Højbjerg Badminton Klub

Læs også

Badmintonligaen: Sådan stiller holdene op til sjette runde

Opstillingerne til sjette runde i Badmintonligaen er nu klar. Runden spilles mandag kl. 19.00, og …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.