BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Nu er det 14 dage siden jeg sidste spillede badminton (mere præcis den 11. marts) samme dag som vi holdt generalforsamling.
Samme aften var det at vores statsminister indførte de Coronabegrænsende tiltag, som bl.a. betød, at vi ikke længere måtte bruge sportshallerne, i første omgang i 14 dage.
Allerede dagen efter gik det næsten amok på klubbens (Vordingborg Badminton Klub) messenger gruppe ”Skal vi ikke mødes og spille engelsk”, ”jeg er klar”, ”hvorfor kan vi ikke komme ind i hallen”, ”jeg har brug for at spille og røre” osv.
Mærkede jeg panikken blandt mine klubkammerater, mærkede jeg panikken i mig selv – JA DET GJORDE JEG.
Nu var jeg endelig kommet rimeligt i gang igen efter en knæoperation i efterårsferien 2019. Kondien var ved at være der og knæet så ud til at kunne holde. F… tænkte jeg, hvad gør jeg nu. Mit åndelige fristed, mit sportslige fristed, mit fysiske fristed, min legeplads var lukket og så i 14 dage. Altså jeg har tidligere været fraværende i hallen i mere end 14 dage, men det gik da nogenlunde. Så kunne jeg altid løbe eller tage i træningscentret.
Så hvad er ændret? Det er det sociale element, som med et er blevet taget fra mig, fra os. Jeg kunne da altid tage ned i hallen og se en holdkamp eller dukke op til træning, og lugte sveden, høre den pragtfulde lyd af et smash eller et øv-råb fra en spiller.
Alt det kan jeg ikke længere. Nu kan jeg sidde herhjemme – på min hjemmearbejdsplads – engang imellem handle ind – tage i byggemarkedet og købe jord til haven – kun fysisk kontakt til min kone og mine børn. Hvordan helv…. Kommer jeg af med min indestængte damp af energi, som bare skal ud.
Det er blevet til 2 hårde mountainbike turen sammen med hr. Madsen, det hjalp. Forhåbentlig skal vi og køre igen i weekenden. Men det er altså bare ikke det samme som at komme ned i hallen, lege med fjerbolden og de andre gamle (badminton)idioter, og måske få lov til at drille nogle af de unge fremadstormende. Hold K…. hvor jeg savner at spille badminton.
Von Adler
