I dag er der et halvt år til OL

Loading

I dag er der lige præcis et halvt år til OL i Rio de Janeiro. 183 dage og nogle timer, så går starten til årets største sportsbegivenhed, hvor vi forhåbentlig har masser af danskere med, ikke bare i badminton men i mange forskellige sportsgrene. For badmintonspillernes vedkommende ved de fleste af os formentlig allerede, at kvalifikationen til OL er i fuld gang og har skæringsdato den 1. maj.

Det bliver verdensranglisten pr. 5. maj, der bliver afgørende for, hvem der kvalificerer sig til OL. Herefter er der en masse skæringsdatoer for, hvornår der skal være foretaget forskellige valg – det tager vi, når det bliver aktuelt om tre måneder.

Det tekniske bag OL-kvalifikationen
Mens der bliver spillet DM i Århus i disse dage, har vi taget et kig på, hvordan OL-kvalifikationen ser ud for de danske spillere lige nu. I singlerækkerne er der plads til 38 spillere i alt, og i doublerækkerne vil der være 16 par, altså 32 spillere, i hver kategori. Det giver et samlet antal på 172 spillere i alt – og måske skal vi hellere kalde det pladser, da vi i skrivende stund ikke ved, om nogle spillere vil kvalificere sig i flere kategorier.

Af de 172 pladser er Brasilien som værtsnation for OL sikret to pladser; en hos herrerne og en hos damerne. Herudover kan IOC tildele wildcards til tre herrer og tre damer. Igen er det ting, vi ikke kan sige mere om nu, da det først den 12. maj vil blive vedtaget, hvem der i givet fald skal modtaget wildcards.

For at få to spillere med i hver singlekategori skal begge spillere ligge i top 16 på skæringsdatoen. For doublernes vedkommende gælder, at begge par skal ligge i top 8. Er det ikke tilfældet, kommer blot en enkelt spiller eller et enkelt par med – hvis de vel at mærke lever op til de øvrige krav, der er mht. placering på verdensranglisten og udtagelse af deres respektive land.

DM giver naturligvis ikke point til verdensranglisten, ligesom øvrige landes nationale mesterskaber heller ikke gør. Men der er mange andre turneringer at hente point til verdensranglisten i, når det gælder OL-kvalifikation. I BWF’s regulativ for OL fremgår det, at følgende turneringer tæller med: Thomas & Uber Cup, Sudirman Cup, VM, Superseries, Grand Prix Gold, Grand Prix, International Challenge, International Series, Future Series, regionale mesterskaber (individuel og hold), og som de skriver “hvilken som helst anden turnering under BWF og på forhånd udvalgt og godkendt til OL-kvalifikation af BWF”.

Status for danskerne
Verdensranglisten er som den er, og den giver naturligvis en ret god indikation af, hvor spillerne ligger i forhold til kvalifikationen til OL. Men for at få et endnu bedre billede af status nu og her, skal vi kigge på “OL-kvalifikationsranglisten” – den som også kaldes “Road to Rio” mange steder.

For danskernes vedkommende er status, at hvis vi lukkede kvalifikationen ned nu og her, så ville vi få otte spillere med: Jan Ø. Jørgensen, Viktor Axelsen, Line Kjærsfeldt, Mathias Boe, Carsten Mogensen, Kamilla Rytter Juhl, Christinna Pedersen, og Joachim Fischer Nielsen. Disse otte spillere ville optage ni pladser af de 172, der er i alt, da Christinna Pedersen ville kvalificere sig i to rækker.

Danskernes placeringer på “Road til Rio”-ranglisten er lige nu følgende:
– Jan Ø. Jørgensen – nr. 4 i HS
– Viktor Axelsen – nr. 6 i HS
– Line Kjærsfeldt – nr. 15 i DS
– Mathias Boe/Carsten Mogensen – nr. 6 i HD
– Kamilla Rytter Juhl/Christinna Pedersen – nr. 2 i DD
– Joachim Fischer Nielsen/Christinna Pedersen – nr. 8 i MX

Der har været rigtig mange skriverier i medierne om Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding, og det er med rette. De to ligger nemlig nr. 9 på den rigtige verdensrangliste og skal således “bare” en enkelt plads op for at være kvalificeret til OL i Rio de Janeiro. Vi krydser fingre for, at resultaterne for de to gange Mads flasker sig i de næste tre måneder, så også de kan indløse billet til Brasilien.

Læs også

Badminton i verdensklasse i Brøndby Hallen!

I går var vi 12-14 tilskuere, der helt gratis så verdensklasse badminton på tæt hold. …