BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Det har lynet og tordnet hele den varme nat, udenfor…..og i mit 56 årige bentøj. Igen ikke megen søvn.
Vi, 40 danske veteraner tabte søndag formiddag til England ved de uofficielle europamesterskaber for veteranhold meget knebent…..der måtte tælles sæt….og blev 2’er.
3 dage med badminton.
6 holdkampe – fredag mod Holland og Frankrig, Schweiz og Irland og Tyskland lørdag – kampen mod tyskerne var lørdag aften og blev en hård kamp….de blev 3’er, og England søndag morgen.
Jeg spillede 9 individuelle kampe ud af 12 mulige, heraf alle 4 (2+2) mod Tyskland og England. Sad over mod 5’erne Schweiz lørdag morgen – havde haft kramper hele natten (tak hr holdleder Juul for din forståelse og tak til holdkammerater for omsorg og råd og diverse piller) og spillede én mod Irland, der blev sidst.
Og nu nogle meget generaliserende betragtninger….
Åh Irland…….Irland blev sidst, men vandt klart på stemning. De synger højt ved enhver lejlighed. De er fantastiske glade mennesker. Elsker deres sprog…..tak for snakken, Morrison….i de ellers glemte omklædningsrum….fandme svært at forstå, selvom det er engelsk. Åh, mit skole engelsk!
Frankrig forstår at juble og lave fælles optakt. Kenny var igen sprechstallmeister. Lærte ham at kende helt tilbage i 1998. Mister showman. Misser aldrig en chance for at gribe mikrofonen. Ikke megen dansk tilbageholdenhed der. Gudskelov!
Hollænderne er altid smilende. Så farverige. Jeg kender ikke rigtig deres “kultur-sjæl”, men de virker til at være nogen, jeg godt ville drikke en øl med.
Tyskerne jubler højlydt undervejs. Kæmper. De har bare den der stålvilje. Og så elsker jeg jo bare at tale med dem. På deres sprog selvfølgelig. Mit andet sprog.
Englænderne er by far de mest høflige og jeg så ingen af dem bare flippe lidt ud. På en eller anden måde har de bare den her stil, eller storhed over sig, indeni.
Danskerne?
Vi jubler behersket. Synger i hvert fald slet ikke. Ku’ vi aldrig drømme om.
Vi er hårde i tonen på banen. Også jeg tiltider, når den gamle djævel fra de unge år pludselig bryder frem i en ellers kontrolleret overflade. Vi viser knytnæve.
Vi kunne aldrig drømme om at tage en bold om, hvis den landede tæt ved stregen. Det er da for slapt. Ta’ dog en beslutning. Også selvom modstander er dybt uenig. We dont care!
Vi kunne aldrig drømme om at rose modstanderens gode slag…..NEVER…men det gør mange af de andre!
Og alle vil vinde over os!
Vi er dette lille land, alle bare drømmer om at slå. Vi er dette lille selvtilfredse land med den kritiske røst, som altid vil ud, nærmest uanset om det nu er passende eller ej.
Sådan er vi danskere.
Denne gang måtte vi nøjes med anden pladsen.
Badmintonbladet / Per Damkjær Juhl
