Sidste sæsons mestre fra Greve tager imod Værløse i første runde af Badmintonligaen 2015-2016

Optakt: Greve-Værløse

Loading

Danmarksmestrene fra sidste sæson lægger ud på hjemmebane mod Værløse. Det bliver to hold med ændringer i forhold til sidste sæson. Gæsterne har mistet Viktor Axelsen og må undvære Anna Thea Madsen i aften, men har til gengæld fået tilgang af Søren Gravholt og Jonas Rasmussen.

Greve har sagt farvel til flere af deres stærkeste navne; således er både Michelle Li, Ka Long Angus Ng, og de danske VM-sølvvindere Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl væk. Greve har dog hentet et par stærke kort i franske Brice Leverdez, hollandske Jelle Maas, og spanske Clara Azurmendi, der vandt bronze ved European Games i Baku. Spanieren er dog ikke med til aftenens kamp.

Favoritværdigheden ligger hos…
Sidste år vandt Greve med sikre 5-1 i Værløse. Trods stor udskiftning på holdet må holdet fra Vestegnen påtage sig favoritværdigheden igen i dag.

Kamprækkefølgen er damesingle, 1. herresingle, damedouble, mixdouble, 2. herresingle og herredouble. Umiddelbart mener vi, at Greve bør vinde de kampe, hvor der er herrer med, mens Værløse bør kunne snuppe de to rene damekampe.

Danmarksmesteren Line Kjærsfeldt er storfavorit mod Greves Amalie Hertz Hansen, men til gengæld tror vi på fransk debutsejr i 1. herresingle, hvor Brice Leverdez skal møde Rasmus Messerschmidt.

I damedoublen lægger vi en 60-40-favoritværdighed til Værløses Julie Finne-Ipsen og Thilde Mattisson, der møder Ditte Søby Hansen og Michelle Skødstrup. Scenariet er derimod lige omvendt i mixdouble, hvor Mikkel Delbo Larsen og Isabella Nielsen er oppe mod Værløses nye mix- og herredoublespiller Søren Gravholt, der spiller sammen med Mai Surrow. Holder spådommen stik så langt, står den uafgjort 2-2 inden de to sidste kampe.

The flying Dutchmen
Her tror vi så, at Greve trækker det længste strå. Greves helt fra sidste sæsons DM-finale, Joachim Persson, skal op mod Mikkel Mikkelsen, og Greves hollandske duo, Jelle Maas og Jacco Arends, møder Jonas Rasmussen og Nikolaj Overgaard.

Det ligner derfor en 4-2-sejr til de forsvarende danske mestre, der først i anden holdkamp på torsdag får Clara Azurmendi med i truppen.

Læs også

Badmintonligaen: Sådan bliver resultaterne i sjette runde

Sjette runde af denne sæsons Badmintonliga spilles i aften kl. 19.00. BadmintonBladet har vanen tro …