Foreningsdeltagelse og frivillighed

“Familietraditioner, klassekammerater og venner”……

Sådan beskrev Sung forleden fundamentet i dansk badminton. 

Det fik mig til at tænke over min egen families involvering aktivt på de grønne baner – og ik mindst udenfor, som frivillig. 

                       ————— 1  —————

Det startede med min far!

Jeg ved ikke helt, om han spillede badminton før vi 3 børn – mine storesøstre Pia (nu Kruse), Helle og jeg kom i gang. Men han spillede på en lejet bane i den gamle rundryggede 4 baners hal i Kolding med 3 andre mænd. Klassisk i den tid. I 70’erne. 

Senere blev han også min træner og frivillig, i hvert fald som chauffør. Og måtte have flere jobs samtidig for at kunne tjene nok penge til, at vi 3 børn kunne spille badminton, få udstyr, tage til stævner og få gode oplevelser. Vi var langtfra velhavende. Men heller ikke fattige, sådan oplevede jeg det ikke, heller ikke i dag, men hver en krone måtte overvejes. Men vi havde det godt. Dette liv var helt normalt for mange dengang, kun 20 år efter Anden Verdenskrigs afslutning. 

                       ————— 2 —————

Næste generation, os 3 børn, fortsatte spillet og det frivillige arbejde. 

Pia, den ældste af os, flyttede til Viby og er, her ca 40 år senere stadig frivillig og dybt engageret i den samme klub som sekretær. Hendes mand, Thorsten, begyndte også at spille og var en overgang klubbens “pedel”. 

Mellemste barn af mine forældre, storesøster Helle spillede til slut 20’erne, mener jeg. Hun og jeg optrådte i mix på klubbens danmarksseriehold i nogle år. Frivillig blev hun vist aldrig. Men hun deltog pænt i klubbens fester! 

Og jeg, den yngste, var ungdomstræner og SU-formand i Kolding, og nu SSU- og bestyrelsesmedlem, og tidligere også ungdoms- og seniortræner, i Vordingborg. Og indimellem medlem i 5 andre klubber. 

                       ————— 3 —————

Hvad med den tredje generation, vi 3 søskendes børn? 

Pia og hr Kruse fik to piger, Tinne og Line. De to kom ret langt op i toppen i dansk badminton, mange år medlem af Viby og for Tinnes vedkommende også involveret i bestyrelsen. Hvor meget de spiller, er jeg ikke helt opdateret på. Vi snakker faktisk om meget andet end badminton i familien! Padel fx. 

Helle fik to sønner, Mik og Mads. De spillede fodbold, men stoppede begge i foreningsfodbolden i teenagealderen og har vist aldrig genoptaget fodbold eller idræt i foreningsregi. 

Jeg fik 3 børn, en datter og to sønner. De blev hevet med i hallen ved utallige holdkampe og til holdkampe i Frankrig, men blev aldrig indfanget af sporten. Eller sport generelt. Ældste søn har prøvet lidt af hvert sporadisk. Yngste søn meddelte i går, at han vil starte på VBKs “voksen fjer”, da han synes, kroppen trænger til det. 

Med andre ord, har de kun meget lidt været inde i foreningslivet og kun pga mit pædagogiske pres hjulpet til som frivillig, når jeg har haft brug for deres indsats. Ved indsamling af skrald i lokalmiljøet og på Vilde Vulkaner Festival, hvor 10.000 børn samles i Vordingborg. 

                       ————— 4 —————

Fjerde generation? (Indtil videre kun 2 drenge)

Tinnes sønner spiller fodbold og har vist nok gået til badminton-miniton i Viby i et års tid.

                       ————— 🇩🇰 —————

Hvorfor nu denne korte gennemgang af fire generationer? 

Se på frivilligheden. Den udtyndes ned gennem generationerne, selvom der kommer flere børn til. 

Se på foreningsdeltagelsen. Den udtyndes også ned gennem generationerne. Flere af mine egne og mine søstres børn ophører med sport i teenagealderen, kommer aldrig ind i foreningslivet eller stopper i den alder, hvor de selv får børn. 

Det er min families historie omkring foreningslivet og frivilighedsdeltagelsen. 

Det er anekdotisk viden. 

Men måske også et eksempel på, hvordan det generelt går med deltagelsen i organiseret sport og frivillighed i de danske klubber og foreninger. 

De unge kommer enten aldrig ind og bliver ikke en del af fællesskaberne, eller ophører i teenagealderen eller senere. Endnu færre gribes af lysten til at være frivillig.  

Det var den generation (nr 3), der skulle overtage efter min generation. Efter Pia, Thorsten og jeg. Fordi vi 3 indenfor en overskuelig fremtid ophører som vigtige, ja afgørende forenings- og kulturbærere. 

Nogen skal tage over. Ellers falder mange års arbejde og verbal viden, social og kulturel knowhow, til jorden og forsvinder. 

En viden, som vi ældre bærer rundt på, uskrevet, uformuleret. 

En viden, der er funderet i praksis. I os. Tilegnet, erfaret, afprøvet, finpudset og systematiseret gennem års aktiv deltagelse. Og som skal overleveres verbal og gennem guidning og aktiv, fælles indsats med og til de yngre generationer, som normalt tager over mere eller mindre gradvist.  

Den overlevering er i fare! I alvorlig fare! 

                                            ▪️

Line, der blev fanget af foreningslivet og fællesskabet og af den grund altid har spillet i klubber (Viby, Gentofte og Holbæk), hvor dette var væsentligst og ikke pga honorar, siger i en besked til mig, hendes onkel: “Når jeg tænker over det, nøj, hvor har foreningslivet givet meget. Også det frivillige arbejde. Det giver altså indblik og samhørighed”

                                            ▪️

Hvad gør vi? “Vi”. VI !!

Lader falde, hvad ikke kan stå? 

Hvis de unge ikke vil, hvorfor så bevare? 

Hvornår gik det galt (min negative tolkning!)? 

Hvorfor…..hvad var årsagen? Sikkert flere faktorer, men hvilke? 

                                            ▪️

Var det……

Velfærdssamfundet, vores rigdom, at vi forældre bredte et usandsynligt stort tilbudsudvalg ud for vores afkom og ryddede vejen for dem, havde rigeligt med penge og ikke opstillede forhindringer og glemte af og til at sige nej? 

Internettet, computere og spil, og mobiler, tablets og sociale medier – som bidrog til hurtig og let adgang til skills fremfor flid, fordybelse, langvarig træning og øvelse og ihærdighed? 

Skolereformen, der fjernede lærerne fra foreningerne og forlængede skoledagene, og et undervisningssystem, der prioriterer læring, mål og samfundsøkonomi over dannelse og det menneskelige? 

Jeg ved det ikke. 

                                            ▪️

Nogen må have, eller må gerne forske i det. Nu. Og efterfølgende komme med gode råd til at få vendt en kedelig udvikling i vores fællesskabs-samfund. Et fællesskab, der blandt andet er grundpillen for den høje grad af tillid og sammenhængskraft, vi alle nyder godt af, men desværre tænker og værdsætter al for lidt. 

I vores samfund har vi i foreningerne været vant til omgås hinanden, på lige fod, selvom vi kom med vidt forskellige baggrunde – økonomisk, uddannelsesmæssigt, socialt, kulturelt, geografisk. 

Under bruserne i omklædningsrummet var vi nemlig ens, når påklædningens koder og symboler var fjernet, og vi stod afklædte overfor hinanden. 

Nu er vi næsten holdt op med at klæde om sammen…..i hvert fald på tværs af generationer. 

Sikke en skam. 

Omklædningsrummet er et seriøst overset og vigtigt rum! 


                                            ▪️

Fotos & Videoer: Miniton søndag 14. august 2022 kl 9.00-10.00, Viby Badminton Klub.

Badmintonbladet / Per Damkjær Juhl

Læs også

U15 EM • Holdturnering • Denmark Open • Udvalgte kampe fra 2. runde i Ligaen……

U15 EM De unge er i gang på Ibiza og klarede sig godt igennem den …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.