BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Vi tog direktøren på ordet. Ovenpå mit indlæg “stop jubeloptimismen...” og den efterfølgende dialog og de mange bemærkninger fra læsere, inviterede jeg Badminton Danmarks direktør Bo Jensen til Vordingborg.
Torsdag den 10. december kl. 17 mødtes en gruppe lokale klubber med Bo Jensen og Jack Schytt og Hans Jørn Hansen fra Badminton Sjælland i Vordingborghallens slidte og retroagtige rammer.
De lokale klubber var Suzanne Wittrock fra Præstø Badminton Klub, Katrine Burmann og Kim Vennegaard fra Stubbekøbing Badminton Klub, Peter Stryg fra Ønslev-Eskildstrup Badminton Klub, Christian Hansen fra Næstved Badminton Klub, Torben Frank fra Toksværd Badminton Klub/DGI, Johan Vest fra DGI og undertegnede fra www.vordingborgbk.mono.net.
Suzanne og jeg havde forud udfærdiget et oplæg og de efterfølgende 2-3 timers opløftende snak kom rundt i mange emner herfra, men også meget andet. Se oplægget til mødet med Badminton Danmarks direktør Bo Jensen.
Jeg gik fra mødet med en god følelse i kroppen, lys i sindet – og mange tanker. Det er både top-down, inspiration og værktøjer fra Badminton Danmark og DGI, og bottom up, hårdt og langsigtet arbejde i og mellem klubberne.
Lokalt samarbejde er vejen frem, specielt i yderområder som vores. Vi skal udover at arbejde ihærdigt i egne klubber, også arbejde sammen på tværs i lokalområdet, især om at fastholde spillerne i lokalområdet ved at tilbyde kvalificeret træning med en social dimension.
Vi skal gøre alt for at centraliseringen i få klubber og at unge spillere pendler hertil langvejs fra ophører. Vi har brug for spillerne i de mindre klubber for at bevare den lokale klub og ikke mindst alsidigheden i klubben.
Jeg er et klubmenneske. For mig er den lokale klub det altafgørende fundament. Det er her, man opdrages og dannes i bred forstand. Som spiller. Som menneske.
Mister vi de mange klubber spredt ud i hele Danmark, mister vi det foreningsdanmark med de mange gode værdier, som jeg holder så meget af.
Har jeg i min tid oplevet og været deltager i noget enestående, som ikke kan vende tilbage? Er jeg tilbage i sentimentaliteten og “alt var bedre i gamle dage”? Jeg håber det ikke!
Per Damkjær Juhl
Vordingborg Badminton Klub
