Oprykker mod tophold i Ejegodhallen i dag kl 15.00.
Serie 1.
Kraghave – VBK2.
HOLDET
Uanset klub, niveau, alder og ståsted er holdet klubbens rygrad – vi er et stort VI, og vi er et HOLD. Vi stiller op som hold og vi kæmper som hold. Vi lover hinanden, at vi gør vores bedste.
Bagefter tager vi en snak om kampen og, under helt optimale forhold, er vi åbne for reflektion, herunder andres ros, vejledning, råd og kritik.
Når det sidste sker – at vi reelt lytter og udveksler, så lærer vi ikke bare noget om badmintonspillet, men også noget om livet og os selv – at tage ansvar, være en aktiv del af noget større end sig selv, yde og gøre sit bedste, gå i dialog. Og vi lærer noget om fællesskabets betydning på tværs og på trods af de forskelle, der hersker mellem os – alder, køn, kultur, økonomi, socialt status, kunnen etc.
DEN STORE KLINGE
For det er jo det, det handler om, i hvert fald for mig. Fællesskabet. At være der for hinanden. Tage sin del af ansvaret. Være med til at løfte i flok. Opleve succes og nederlag som en enhed.
I den nuværende tid, hvor pendulet efter min mening er kommet lidt for langt over på den individ orienterede side, er der behov for at fokusere på fællesskabet og vigtigheden af de kollektive oplevelser og værdier.
OVERVEJ LIGE…..
…..,hvis alle endte med at gå i fitness centret, når vi ville det, alene, og tog hjem for at gå i bad, så ville vi miste en vigtig platform for kulturel udveksling, sammenhængskraft og samhørighed. Vi ville komme til at grave grøfter og blive fremmede for hinanden.
KLUBÅND
Foreningsliv, herunder gruppeoplevelse og frivillighed handler om at mødes på tværs af økonomiske, sociale, kulturelle og individuelle forskelligheder. Det handler om udviske forskellene for en stund, til gavn for os alle og for samfundet.
HJERTET
Held og lykke til indenlandske og udenlandske danske spillere i dag. Vi elsker vores sport.
Per Damkjær Juhl
Vordingborg Badminton Klub
(og Badmintonbladet.dk!)