“Sjovt” nok var ingen af mine børn særlig interesserede i sport i deres ungdom. Men det er de blevet sidst i deres teenageår!

Yngste søn, og sidste hjemmeboende, havde lyst til badminton, og der var blomsterudstilling 🌻🌺🌼 i Den Store Hal (DSH…..aka Vordingborghallen), så han bookede en bane i DGI Huset søndag aften kl 18.00.

Dagen før havde der været party samme sted. Derfor de kulørte ballonhjerter oppe under det lave loft.

Sønnen har for alvor fundet glæden ved badminton på vores “Tirsdagsholdet” (tirsdag og torsdag aften i DSH) i denne sæson og kan næsten ikke få nok🙏🏻⭐️✅. At han er blevet bedre, kan jeg bevidne, men det var lidt svært at se denne søndag aften i den ombyggede industrihal, hvor der før blev produceret plasticprodukter. Han var ramt af tømmermænd, og så ved alle, at kroppen er tung og timingen ofte er helt væk.

Så vi fik hurtigt overstået den obligatoriske halvbanedyst, bedst af 5 sæt til 11, og gik over til retroøvelserne og til sidst lidt baghåndstræning. Vi havde jo lejet en bane i 60 minutter! 😂⭐️

Han flyttede hjem til Det Hvide Hus i 2019 efter næsten 10 års ophold i Bruxelles. Dernede spillede han lidt badminton af og til, men teknikken og benarbejdet var nødlidende….og for at være ærlig, lysten til badminton var ikke stor.

Men nu er han tændt og teknikken begynder lige så stille at komme nu, selvom spillet foregår helt uden undervisning. Alene det at spille 3-5 timer ugentligt løfter niveauet! Det var jo nærmest også sådan, jeg lærte at spille i min tidligere ungdom – ved at lege på banen, i rigtig mange timer, på egen hånd med vennerne.

Det er en kæmpe fornøjelse at kunne cykle til træning sammen og spille på samme hold. At kunne tale badminton ved spisebordet. At have den samme glæde. At klæde om og gå i bad sammen.

Med 3 børn, hvoraf ingen havde lyst til badminton, på trods af, gennem flere år at være blevet slæbt med til holdkampe i området – og i Frankrig i deres barndom, er det endelig lykkedes mig at dele min begejstring for sporten – og alt det, der følger med…..samværet, samtalerne, relationerne, lokal integration, et bredt bekendtskab, glæden ved bevægelse, sodavanden eller øllen bagefter, og det at klæde om sammen. Og så er der alt det frivillige arbejde…..

“Sjovt” nok var ingen af mine børn særlig interesserede i sport i deres ungdom. Men det er de blevet sidst i deres teenageår.

Min datter på 25 taler begejstret om sin volleyballtræning i Otto Mønsted Hallen – og jeg elsker at kigge på fra sidelinjen, ældste søn går til klatring og fitness og yngste spiller som nævnt badminton. Jeg håber den sidste fortsætter, hvis han som planlagt flytter til Aarhus for at studere om nogle få måneder.

Sport er en genial måde at blive integreret på og opleve og blive en del af et fællesskab, som kan udvikle sig herefter i alle mulige retninger resten af livet.

Badminton har været min faste ledsager i over 50 år – og stadig med samme glæde!

Sådan må det gerne fortsætte de næste 10-20 år!

❤️🇩🇰🙏🏻⭐️

Badmintonbladet ❤️🌼 Per Damkjær Juhl