Frederik Søgaard. Foto @ RSL

Søgaard om nyt makkerskab: Ikke sjovt at fortælle min partner det, men sådan er gamet

Loading

Frederik Søgaard og David Daugaard skal fremover spille sammen. Det har Badminton Danmark netop meldt ud, da Mathias Christiansen skal koncentrere sig hundrede procent om mixeddouble. Søgaard fortæller BadmintonBladet, at han ser frem til og tror på dette samarbejde. 

Søgaard fortæller om den meget nye situation:

– Det er forholdsvist nyt. Vi fik det at vide et par dage før, at det officielt blev meldt ud af Badminton Danmark. I en tre ugers tid har vi holdt det lidt tæt, fordi vi ikke helt vidste, hvordan det kom til at være. Men så gik det rimelig stærkt her til sidst og blev meldt ud for et par dage siden.

David Daugaard og Mathias Christiansen er aktuelt nummer 22 i verden, mens Mathias Bay-Smidt og Frederik Søgaard er nummer 64. Så der er grobund for noget godt, og Søgaard tror da også bestemt på, at han og Daugaard kan levere gode resultater i fremtiden:

– Jeg tror på, at vi med tiden kan komme til at spille med, hvor det er rigtig sjovt. Nu skal vi dog lige have noget tid til at finde hinanden på og uden for banen. Det kommer helt sikkert til at kræve tålmodighed i starten, men jeg går ind til det med oprejst pande.

Kan lære af erfarne Daugaard

David Daugaard har blandt andet spillet en del Super Series-turneringer sammen med Mathias Christiansen, og det er erfaringen fra steder som disse, Søgaard håber, han kan lære af:

– Det, David blandt andet kan give mig, er noget ro grundet hans erfaring. Han har stået i mange flere tilspidsede situationer i store turneringer i Asien og ved EM for eksempel end mig. Derfor kan han sikkert give mig nogle gode værktøjer til, hvordan man reagerer i disse og berolige mig, når de opstår.

Søgaard tror også, at de to er et godt match på banen:

– Jeg tror også, at vi passer godt sammen spillemæssigt. Vi er begge to hurtige med ketcheren, så der har vi måske en fordel i spillet med asiaterne. Vi er begge to lidt allround-spillere og især gode på forbanen. Vi er på forbanen med de makkere, vi har nu, men samtidig kan jeg og han også spille fint på bagbanen. Så vi supplerer hinanden fint. Vi har også spillet kampe på Brøndby-træningen, og der er det gået godt.

Ikke sjovt at fortælle makkeren

Da det hele er splinternyt, er der dog ikke lagt de store planer endnu:

– Vi har ikke lagt planer endnu, for hvilke turneringer vi deltager i, men tager snarligt en snak med træner Jakob Høi om dette. Det er jo stadig meget nyt det hele.

Det, at skulle fortælle det til en makker, man har arbejdet sammen med i lang tid, har dog ikke været sjovt:

– Min gamle makker Mathias Bay-Smidt har taget det cool og har været forstående. Han er selvfølgelig ærgerlig over det, hvilket jeg godt kan forstå. Det har da heller ikke været nemt at fortælle ham, da vi har det godt sammen både på og uden for banen. Men sådan er gamet, hvis man gerne vil blive til noget. Jeg ved ikke, hvem Mathias kommer til at spille sammen med.

I morgen kan du læse om, hvilken turnering, der bliver parrets sidste sammen, hvad Søgaard mener om den nye World Tour og om sit TSS-skifte.

 

Læs også

Badmintonliga i aften • Siwei stopper • Spain Masters aflyst • World Tour Finals

Badmintonligaens runde 7 afvikles i aften. Super fredagsunderholdning! https://badminton.dk/category/nyheder Siwei indstiller sin karriere…og hvilken én!!!!!⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.