Danmark har i årevis produceret utallige, dygtige badmintonspillere. Der har været store, små, buttede,
tynde, høje og lave. Alle med hver deres spillestil. Fælles for spillerne er dog et – mere eller mindre – åbenlyst talent.
– Det åbenlyse talent fascinerer øjet med det samme. Men en spiller kan godt have talent, selvom spilleren ikke umiddelbart fascinerer. Det er noget skjult inde i kroppen; vilje og det at kunne lære hurtigt, ved vi for eksempel, er utroligt vigtigt for at blive en god badmintonspiller, siger Michael Kjeldsen, som i dag er sportschef og cheftræner for Højbjergs Badmintonligahold.
Michael Kjeldsen har i sin 30-årige karriere som badmintontræner arbejdet med talentudvikling, været til OL, startet eget badmintonakademi og været Badmintonligatræner ad flere omgange. Han har trænet spillere som Peter Gade, Camilla Martin og Jan Ø. Jørgensen. Alligevel tøver han i dag med at udpege talenter. Det er nemlig ikke så nemt.
– Da jeg var talentudviklingsleder for forbundet, lavede landets bedste trænere lister over, hvem, man troede, ville blive gode. Når vi ser tilbage på de lister, er de ramt meget ved siden, siger Michael Kjeldsen, der frygter, at man udelukker de skjulte talenter, hvis man fokuserer for ensidigt på de åbenlyse.
Taktik, teknik og x-factor
Når spillerne så kommer og spørger Michael Kjeldsen, hvordan den rutinerede træner ser deres muligheder, kigger;han blandt andet på, hvordan spilleren er taktisk; om vedkommende kan strukturere sit spil og spille forskellige muligheder.
Fysik spiller også en rolle, fordi det er vigtigt, at spillerens krop kan holde til den træningsmængde,som topniveauet kræver. Parametrene er mange, når talentet skal vurderes, men allervigtigst er viljen til at blive god og evnen til at lære nye ting.
– Når basistingene er på plads, er vilje og evnen til at lære nyt nok de vigtigste elementer, hvis man vil være en god badmintonspiller. Hvis en spiller er hurtig til at lære, så gør det, at vi kan begynde at tro på nogle ting, siger Michael Kjeldsen.
Når tidligere topbadmintonspiller og U17-landstræner Marie Røpke kigger efter talent hos sine spillere, ser hun, ligesom Michael Kjeldsen, også på fysik, taktik og teknik. Og så kigger hun efter x-factor.
– Jeg kan godt lide, når spillerne har noget x-factor, som ikke passer ind i kasserne. De dygtigste i den U17-gruppe, jeg har lige nu, har alle et punkt, hvor de er markant bedre end de andre. De har x-factor,
siger Marie Røpke.
Et mere individuelt fokus
Et talent skal vedligeholdes og videreudvikles, og Marie Røpke og Michael Kjeldsen er enige om, at det skal gøres individuelt. Det er for begge trænere vigtigt at lytte til, hvilke håb og drømme den enkelte spiller har. Marie Røpke har som ungdomsspiller selv oplevet, at alle spillere skulle gå den samme vej mod succes.
– Vi skal ikke alle sammen kunne det samme og ikke alle sammen samme vej. Sådan var det meget, da jeg var ungdomsspiller. I dag går man heldigvis mere ind på et individuelt plan, og det vil jeg også gøre med mine spillere, siger hun.
Michael Kjeldsen kan heller ikke sætte ord på en opskrift til, hvordan man bedst muligt plejer et badmintontalent.
Vejen til at blive verdens bedste badmintonspiller er nemlig, ifølge den garvede badmintontræner,
ufattelig mangfoldig.
– Hvis man løber-100-meter løb, er der stort set kun én måde at gøre det på. I badminton er der ufatteligt mange. Alle mulige forskellige type spillere har været verdens bedste badmintonspiller. Og det er virkelig interessant, siger han.
Denne artikel er fra Badmintonbladet Vol. 4. Der kommer snart en ny udgave af Danmarks fedeste badmintonmagasin.